Danskeren fik ellers en fornuftig start fra Pole, selv om han i første sving måtte se sig klemt ud i ydersporet af Mercedes-køreren Gary Paffett, der var startet fra anden position. Paffett fik tilmed givet plads til mærkekollegaen Jean Alesi, så Kristensen måtte bruge tre omgange på at generobre andenpladsen.
Længere nede i feltet var der også masser af action, og et sammenstød mellem mesterskabets førerende person, Audi-piloten Mattias Ekström, samt de to Mercedes-kørere Mika Hakkinen og Jamie Green, skulle blive kostbar for Kristensen.
En Pace Car blev sendt på banen for at neutralisere feltet, og den kom ud, nøjagtigt som Paffett og Kristensen var kørt forbi pit-indgangen, hvorimod det øvrige felt kunne benytte sig af chancen til at tage det ene af to obligatoriske pitstop.
"Herefter var løbet kørt for mit vedkommende. Jeg var nødt til at gamble og blive ude så længe som muligt, men var ikke i stand til at true Paffett. Halvvejs i løbet kom der en ny Pace Car på banen, men den kom så sent, at de andre kunne tage deres andet pitstop og stadig få dækkene til at holde hjem. Paffett valgte herpå at tage to hurtige pitstops lige efter hinanden, og da der stadig blev delt masser af buler ud foran, kom englænderen hurtigt frem igen. Hans Mercedes havde en fordel i topspeed, og den udnyttede han perfekt til at gå forbi selv en Mattias Ekström. Hans sejr kan der ikke pilles ved, og jeg kunne ikke have kopieret hans bedrift, selv om jeg havde valgt samme strategi," siger Tom Kristensen.
I den sidste ende sluttede danskeren på syvendepladsen, og han holder stadig tredjepladsen i den samlede stilling.
Til gengæld øgede både Paffett og Ekström deres forspring, og mesterskabet ser nu udelukkende ud til at blive et opgør mellem disse to i sæsonens sidste fem løb.
Samlet stilling efter seks afdelinger:
1: Gary Paffett, Mercedes 44 point
2: Mattias Ekström, Audi 41 point
3: Tom Kristensen, Audi 28 point Læs alt om DTM weekenden på Norisring Læs mere om: 17/07/05 - Norisring - DTM |