Efter flere års pause vendte Porsche tilbage til sportsvognsracing i 1976 med bl.a. den åbne turboladede 936 prototype. Hidtil havde ingen turbomotor vundet Le Mans, men både Porsche og det statsejede Alpine-Renault team var hotte kandidater til at ændre på historien.
Ickx kørte sig hurtigt i front og sammen med hollænderen Gijs van Lennep holdt Porscheen sig forrest løbet ud. Søsterbilen og den enlige Alpine blev begge forsinket før de udgik, hvilket forklarer en del om de 11 omganges sejrmargin til Ickx/van Lennep. Sidstnævnte stoppede i øvrigt sin karriere umiddelbart efter, efter to Le Mans-sejre.
Ickx gentog sejren i 1977, hans fjerde i alt, men denne gang på helt andre betingelser end de to forrige, meget sikre og uproblematiske sejre. Henri Pescarolo var hans makker og det var ham der overdrejede motoren efter bare fire timer. Ickx blev nu overflyttet til holdets andenbil, der havde Jürgen Barth og Hurley Haywood på kørerlisten. Imidlertid var denne bil allerede en time forsinket på dette tidlige tidspunkt, med en reparation af benzinindsprøjtningen og et ødelagt topstykke.
Alpine-holdet førte an i en 1-2-3 formation, men Jacky Ickx, nu i Barth/Haywood-bilen, kørte alt hvad bilen kunne og indhentede franskmændene med 10 sekunder pr. omgang! Undervejs satte han tilmed banerekord i den kølige natteluft, hvor turboen rigtig kunne trække vejret. Fra en position som 41. ved 8-tiden lørdag aften, var Porschen på andenpladsen ved 2-tiden søndag nat. Én Alpine var udgået, mens en anden blev forsinket, men den tredje bil kørte stadig uhindret i front.
Sidst på morgenen faldt også denne bil fra og ved 9:30-tiden overtog Ickx/Barth/Haywood føringen, men ikke uden omkostninger. Tre kvarter før målflaget gav et Porsche-stempel op. Cylinderen blev blokket af og en syg 936 blev kørt ud til en sidste omgang og vandt stadig med 11 omgange. Sejren i 1977 er Ickxs mest imponerende overhovedet.
Porsche, Ickx og Pescarolo vendte tilbage i 1978, men denne gang rakte held og den ellers berømmede Porsche-udholdenhed ikke. Ickx måtte i pit på aller første omgang med defekt benzinpumpe og i den efterfølgende jagt fra sidstepladsen, gav gearkassen op. Nu blev Ickx, som året før, flyttet over i søsterbilen med Bob Wollek og (igen) Jürgen Barth.
I mellemtiden nød Alpine en top-4 føring, men Ickx var hastigt på vej tilbage til fronten og indtog tredjepladsen ved midnat. Problemer i natten med elektronik og hjul kostede imidlertid for meget tid til at det kunne indhentes i dagtimerne. Selvom Alpine-holdet blev reduceret til det halve i løbet af søndagen, var der stadig én af de gul/sorte racere til at tage førstepladsen foran Wollek/Barth/Ickx-Porschen. Med sejren trak Alpine-Renault sig ud af Le Mans og koncentrerede sig fremover om F1.
1979 var Ickx' 10. Le Mans. Endnu engang i Porsches 936 Spyder og denne gang med makkeren fra '73 Brian Redman som co-driver. Trods svag modstand, blev dette et af fabriksholdets værste Le Mans, da begge biler udgik. Kort inde i løbet punkterede Redman, med store skader til følge. Sat en time tilbage begyndte en ny jagt op gennem feltet, men midt på natten knækkede et bælte til benzinindsprøjtningen for enden af Mulsanne-langsiden. En mekaniker bragte en ny kæde ud til den strandede bil, men manøvren kostede senere en diskvalifikation.
Der blev ikke noget bilskift denne gang og godt det samme. Søndag middag udgik søsterholdet med ødelagt motor.
936-modellen blev sat på museum efter '79-løbet, men tyskeren Reinhold Jöst byggede en replika som han kaldte 908/80. Samtidig engagerede han Jacky Ickx, der ellers var stoppet, som medkører.
Holdet kørte afventende, men lige bag de forreste, da en gentagelse af uheldet fra året før genindtraf: 6 timer inde i løbet knækkede benzinindsprøjtningsremmen atter. Denne gang havde Ickx en reserve i bilen, men uheldet kostede 3 omgange. I mellemtiden rykkede to af Jean Rondeaus biler i front. Inden midnat var Porsche'n tilbage blandt de bedste, som kødet i en Rondeau- sandwich og i løbet af natten kom den i front og førte med to omgange. Ud på morgenen måtte 5. gearet imidlertid repareres og det kostede føringen til Rondeau.
Resten af dagen gik med at indhente det tabte i en betydelig hurtigere bil og med 40 minutter tilbage var Ickx tilbage på omgangshøjde med Jean-Pierre Jaussaud's Rondeau. Kort efter begyndte det at regne. Ickx kørte i pit for regnvejrsdæk, mens Jaussaud satsede på at det blot var en byge - og fik ret. Dermed også sejr til Jean Rondeau i sit eget bilmærke.
Efter Le Mans '80 skulle der gå et år inden Jacky Ickx næste gang brugte sin licens. Porschefabrikken vendte tilbage og fik lokket belgieren til at tage endnu en tørn, denne gang med makkeren fra '75-sejren Derek Bell. 936eren var denne gang udstyret med motoren fra fabrikkens dødfødte Indyprojekt - en motor der snart skulle finde særdeles god anvendelse i den berømmede 956. Ickx var indformeret om dette fremtidige projekt, hvilket blot gjorde overtalelsen til Le Mans '81 så meget nemmere.
Efter problematiske løb de seneste år, blev 1981 vundet i legende lethed. Alligevel holdt Ickx og Bell rullen stram til søndag formiddag, før de slækkede tempoet og vandt med hele 14 omgang - næsten en time forspring! Det blev Ickx femte sejr og dermed slog han landsmanden Olivier Gendebiens hidtidige rekord på 4 sejre, der blev vundet i årene 1958-62.
Jesper O. Hansen Læs mere om: 19/06/05 - Le Mans - Le Mans |