Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

Canadas GP - preview

Formel 1 
09/06/05 

Formel 1 er blevet til en underlig størrelse i år
Renault vinder ofte. McLaren med Kimi Raikkonen virker som den stærkeste kombination. Ferrari vinder ingenting, men indtil videre har de også haft alting imod sig. Williams er blevet stærkere, mens Toyota ligger og bejler til deres første sejr. Så hvordan skal det gå i Canada?
 

Hvis man skal tage udgangspunkt i det sidste løb, Nürburgring, så skal man pege på Kimi Raikkonen og McLaren. Siden Imola i april har finnen været i udpræget god form. To gange er han dog blevet svigtet af udstyret. Sidst var det dækket der ødelagde hans vinderchancer. Men det er værd at bemærke at han på Nürburgring ikke havde den overlegne føring han havde i de to forgående løb.

Teamkammerat Montoya er efterhånden reduceret til 2. kører i det team. Hans resultater i år har været langt fra imponerende. Og selvom heldet måske heller ikke har været på hans side, er præstationerne stadig for svage. På Nürburgring lå han konstant i baghjulet på Michael Schumachers Ferrari uden på noget tidspunkt for alvor at true den tyske verdensmester.

Fernando Alonso vandt på Nürburgring, heldigt måske. Men fire sejre i syv løb er ikke kun held. Derudover skal man jo være med fremme for at kunne arve en sejr på den måde. Renault virker dog stadig ikke i nærheden at være så overlegne som Ferrari har været. Fernando Alonso må sammen med Kimi Raikkonen betragtes som værende topfavorit i Canada. Men samtidig kan man ikke helt frigøre sig fra den tanke, at på et eller andet tidspunkt må Alonsos held slippe op. Det kan ikke være rigtigt at det kun er Fisichella der bliver ramt af uheld. Men så kan man se på hvordan Ferrari har klaret det siden 2000 og jo, held kan faktisk være ganske langtidsholdbart.

Fisichella har haft alle uheldene hos Renault og det er Alonso sikkert glad for. Så slipper han nemlig selv. Men derfor skal man ikke afskrive italieneren. Hvis tingene flasker sig i Canada kan han sagtens være med i front. Som sådan er der ingen grund til at Renault ikke skulle kunne have to kørere med i kampen om sejre.

Hos Williams er situationen en anden. Her går det faktisk bedre end man forventede inden sæsonen startede. Specielt nødløsning Nick Heidfeld virker flyvende og lidt som om det er ham der i øjeblikket er den stærke mand i teamet. Måske Mark Webber er blevet lullet for meget ind i den ros han fik inden sit skifte til Williams. Og så har australieren aldrig før haft en teamkammerat der faktisk er i stand til matche ham. Den interne duel er ikke uinteressant. En sejr i år er ikke udelukket, men den virker stadig lidt langt væk.

Ydermere er der nu for alvor knas mellem teamet og motorleverandøren BMW. Det er ganske tydeligt at ægteskabet mellem de to ikke fungerer. Derfor ser det lidt ud som om Williams igen er i en overgangssæon, ligesom sidste år, hvor man ventede på at slippe af med kørerne og få nogle nye.

Hos Ferrari går det meste skævt. Michael Schumacher render i år ind i alle de uheld han de sidste mange år er blevet skånet for. Og Ferrari ligner pt. ikke en vinderbil. Men man skal aldrig afskrive en kører af Schumachers format. Hvis han kan lugte muligheden for sejr vil han være mere tændt end resten af feltet tilsammen. Problemet for ham lige nu er bare at selv lugten er sejr virker fjern. VM ser ud til at være tabt, og nu gælder det for teamet om at vise at man i al fald vil være med i front igen, ikke bare næste år, men allerede i slutningen af denne. Hvis de skulle komme rigtig godt med og faktisk nå med i front af VM tabellen, så kan 2005 meget vel blive et ganske klassisk år i Formel 1 historien.

Rubens Barrichello er vist stadig sur efter den lille episode ved havnechikanen i Monaco. I al fald har han sagt at han for fremtiden vil betragte Michael Schumacher som enhver anden konkurrent. Det skal blive spændende at se hvad der sker, hvis de to tørner sammen i en duel igen. Ud fra historien kunne man være fristet til at mistænke Barrichello for at have mere i munden end i foden!

Hos japanske Toyota virker alting mere fredeligt. Ralf Schumacher får den høje gage og Jarno Trulli henter de gode resultater. Retfærdigvis skal det siges om Ralf at han har et udpræget talent for at hente point, og for et hold som Toyota, der stadig er i en opbygningsfase, er det slet ikke dårligt.

Det var ikke meget man så til Toyota på Nürburgring og selvom 2005 sæsonen er ved at blive voksen, kan man stadig undre sig over deres pludselige fremgang. Er Toyota virkelig gode, eller er de bare ligger de bare et mere konstant niveau, mens konkurrenter rutcher lidt op og ned? Toyota er til eksamen i hvert eneste løb i øjeblikket. De skal demonstrere at de er på vej til at blive et topteam. Og derfor skal præstationerne være konstante. Og sejren skal helst hele tiden virke som om den kommer tættere på.

Hos Red Bull går det også fint. Christian Klien vender tilbage efter fire løb som fredags-kører. David Coulthard sidder fint i den bil han hele tiden har siddet i. Point får han mange af, og det virker som om Red Bull har fundet en formel, hvor de altid ender med point. Godt nok er halvdelen af feltet bedre biler, men Red Bull formår at få kilet sig ind hver eneste gang. Og for et team er den størrelse er det næsten mere end man kunne håbe på.

BAR må være sultne efter point. En frygtelig start, efterfulgt af et godt resultat - taget for snyd - udelukket i to løb. Deres sæson virker allerede nu som en fiasko. Sidste år var de ofte med fremme, men her har vi problemet omkring det at blive et topteam. Man er ikke et topteam bare fordi man er nummer to i tabellen. Man er et topteam fordi man flere sæsoner i træk er med i front af Formel 1. Således er man også et topteam når det går dårligt. I første halvdel af 90'erne var Ferrari som sådan stadig et topteam selvom resultaterne ikke var derefter. Men alle var klar over at det ville vende på et eller andet tidspunkt. Det er den omvendte historie med BAR. Det virker som om de sidste år blev så overbeviste over egne kvaliteter at de glemte at selv når man er nummer to skal man kæmpe.

Jacques Villneuve har heller ikke haft nogen god sæson i Sauber. Nu er han på hjemmebane, men det bliver nok ikke til en hjemmebanesejr dennegang. Villeneuve skal finde noget fart i sin højre fod, meget snart, eller også skal han bukke pænt og sige tak for turen. En tidligere verdensmester skal ikke trille rundt i den bagerste del af feltet og lade sig presse bagfra. At være mester forpligtiger, også på den måde at man skal finde udgangen når sidste salgsdato begynder at nærme sig. En mester skal ikke blive for længe.

Minardi og Jordan roder som vanligt rundt i bunden af feltet, og det vil de ganske givet også gøre dennegang. Men Minardi har halet ind på Jordan og kan faktisk slå dem. Problemet er at de to biler ligger så langt efter resten af feltet, at de det næsten ligner en anden klasse.

Men hvis bare løbet i Canada bliver som de fleste løb denne sæson, så kan det ikke gå helt galt. Bortset fra de to første løb i år, har vi været heldig at vi har set godt race op til flere gange. Man han sågar set biler i direkte duel på banen. Og så længe løbet er godt er resultatet i virkeligheden underordnet...

Martin Møller-Thomsen

Læs mere om:
  • 12/06/05 - Gilles Villeneuve - Formel 1 - FIA F1
  •