Som tidligere omtalt stod årets anden DTC-afdeling i jubilæernes tegn. Padborg Open var således DTC-afdeling nummer 50 siden starten i maj 1999, ligesom sejren i finalen også resulterede i et rundt jubilæum, idet der var tale om finalesejr nummer 10 til John Nielsen, England.
På deltagersiden var der også en række jubilæer. På kørersiden var både Jesper Sylvest, Jægerspris, og Michael Carlsen, Vissenbjerg, nået til DTC-afdeling nummer 50 - en præstation, som Carlsen BP Motorsport også opnåede.
Længere nede i rækkerne var der også et par mindre jubilæer. For Jens Edman, Sverige, og Jens Enemark, Kruså, var Padborg Open således deres DTC-afdeling nummer 20 og 10.
Padborg Open var også præget af en række førstegangsforeteelser. Med sin femteplads i pre-finalen sikrede Philip Andersen, Risskov, sig således sin første pole position, og den unge kører fra Team Essex Invest blev dermed pole position-indehaver nummer 20 i serien.
Førstegangsforeteelser var der også i Super Pole, hvor to nye navne for første gang slap igennem nåleøjet. René Rasmussen, Frederikssund, og David Falch, Roskilde, deltog således begge for første gang i den enlige kamp mod stopuret, hvor Peugeot-køreren klarede det bedst med ottendebedste tid.
John Nielsens sejr i finalen var ikke blot hans finalesejr nummer 10. Det var også den første sejr til en bil med startnummer 33, og det er dermed det tredjehøjeste startnummer på en vinderbil i en DTC-finale. De to højere numre med held er 99 og 108.
Casper Elgaard, Århus, sad nærmest på John Nielsens bageste kofanger, da løbet sluttede, og dermed sikrede han Team Essex Invest holdets tredje 1-2-sejr i en finale. Dermed er Team Essex Invest nu det mest succesfulde team målt på 1-2-sejre, idet man hidtil har delt denne ære med Peugeots fabriksmandskab. Pinsens 1-2-sejr var i øvrigt den femte til BMW i DTC.
Resultatet af Padborg Open betød, at John Nielsen, England, og Casper Elgaard, Århus, ligger à point i toppen af mesterskabstabellen. Det er første gang, at to teamkolleger deler en mesterskabsføring, men det er ikke første gang, at to kørere har gjort det. Efter lørdagsløbet ved Grand Prix Danmark i 2001 stod Michael Carlsen og Jason Watt, Herlev, nemlig også à point på førstepladsen.
For samme Jason Watt tegner der sig allerede nu et mønster for 2005-sæsonen. Og desværre er det et uheldigt mønster. I finalen på Padborg Park nåede han således kun at tilbagelægge otte omgange, hvis var præcist det samme antal ved Åbningsløbet på FDM Jyllandsringen! Læs mere om: 15/05/05 - Padborg Park - Danish Touringcar Challenge |