Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

Monaco - hvor romantikken lever

Formel 1 
19/05/05 

Bybaner har sikkert engang, tilbage i bilens barndom, været en glimrende idé. Men som tiden er gået og bilerne blevet det de er, er de så klart vokset fra at køre ræs gennem en bys snævre gader.
 

At køre Formel 1 i Monaco er anakronisme og i virkeligheden en pervers idé. Men hvor ville F1 kalenderen da være fattig uden.

Jeg holder meget af Monaco - de krogede gader der stiger og falder i niveau er et pragtfuld skue. Monaco har måske ikke meget med Formel 1 anno 2005 at gøre, men løbet har overlevet og kan nu minde os om bedre tider, da romantikken omkring motorsport endnu var intakt. Det var dengang da motorløb blev dyrket af dødsforagtende mænd, der nød livet i så store mundfulde som muligt. Og motorløb var noget de kørte i weekenden - ikke en noget de nødvendigvis tænkte på resten af tiden. Dengang motorsport var en sport, og ikke en forretning. Og så er jeg ligeglad med at man ikke kan overhale i Monaco, eller at løbet ofte bliver statisk. Monaco er essensen, ikke af hvad Formel 1 er, men af hvad det burde være: Romantik, sjov, underholdning og ikke alt for alvorligt.

Der har været andre bybaner i tidens løb. Adelaide i Australien havde betydelig mere charme end Albert Park og Long Beach i Californien var også en pragtfuld bane, der flere gav gange gav os gode og interessante løb. Tilgengæld er der ikke meget at savne ved hverken Detroit eller Phoenix - og slet ikke ved parkeringspladsen i Las Vegas! Bybaner er en charmerende forandring for det almindelige når de er gode. Når de ikke er, bliver de en krampagtig pinlighed.

Men når man skærer romantikken og glimmeren væk, så er der i Monaco stadig et Formel 1 løb, der tæller på lige fod med de andre. Sjette afdeling i kampen om VM 2005 skal udkæmpes i gaderne og i år kan der komme en interessant kamp ud af det, ligesom sidste år hvor Jenson Button ikke kunne finde en vej rundt om Jarno Trullis Renault.

Og netop i Jarno Trulli kan man finde manden, der måske kan overraske. Tre gange har han placeret sin Toyota på podiet i år, så der er skub i bilen. Og i Monacos gader betyder råstyrke ikke så meget som andre steder. Trulli kan lide banen og har sin sejr at tænke tilbage på. Der er dog et spørgsmålstegn ved hans motor. Det er den samme som i Spanien og allerede efter det løb fortalte han at han ikke var helt tryg ved den. Bliver han nødt til at skifte koster det ti pladser i startopstillingen og i Monaco kan det være svært at gøre noget ved.

Ellers byder Monaco på mange potentielle vindere. Netop fordi bilens råstyrke spiller en mindre rolle end andre steder, vil mange have mulighed for at blande sig i topstriden. Mest oplagt er det jo selvfølgelig at snakke om Renault racerne med Fernando Alonso og Giancarlo Fisichella. Alonso ligger lunt i kampen om VM og hans mål må primært være at holde fast i sin føring og afstanden til konkurrenterne. Så point er hans første prioritet. Omvendt vil Fisichella have godt af en sejr. Italieneren har ikke vist meget siden sejren i Australien. I Spanien var han dog på rette spor igen og kørte et flot løb og fik point for kun anden gang i sæsonen.

Men der er også andre bejlere til sejren. De sølvfarvede McLaren racere vil gerne bevise at tiden nu er deres. Renault vandt sæsons starten, men resten af sæsonen skal der helst stå McLaren på det hele. Sejren i Spanien var overbevisende og hvis Kimi Raikkonen kan holde formen, så kan han ende med at give Alonso kamp til stregen i år. McLaren har stolte traditioner i Monaco og en sejr vil sætte en streg under bilens konkurrencedygtgihed.

Juan Pablo Montoya i den anden McLaren racer virker stadig som om han ikke er helt kommet i gang med sæsonen. Han har brug for et godt resultat. For et par år siden vandt han i Monaco, og en gentagelse vil sætte columbianeren tilbage på kortet, hvor han indtil videre har stået en del i skyggen af sin finske kollega.

Man skal heller ikke afskrive de røde heste fra Maranello. Selvom de har haft en frygtelig start på sæsonen, så skulle det være mærkeligt hvis de ikke vinder i år. Godt nok virker det som om alt det uheld de ikke har haft ramler sammen om dem nu, men bilen virker ikke svag - og selvom Michael Schumacher måske ikke længere har det samme niveau som for fire år siden, så er kombinationen Schumacher og Ferrari stadig en vinder kombination. Schumacher har vundet flere gode sejre i Monaco og en til vil være et kærkomment boost til 2005 sæsonen.

Heller ikke Williams har haft en fantastisk sæsonstart og teamet må være en smule presset af rygterne om at BMW vil forlade teamet og måske købe Sauber, eller måske trække sig helt. Faktum er at Williams ikke har leveret bilen til der kunne yde retfærdighed til BMWs motor. Sporadiske sejre er det blevet til, men ikke noget konstant pres mod toppen. Og måske er BMW ved at være træt af at tabe. Det er ikke megen fidus i at skyde penge i noget for altid at ligge lige uden for toppen.

Monaco bliver næppe et vendepunkt for Williams. Et godt resultat er dog en mulighed. Nick Heidfeld har gjort det pænt, mens Webber endnu ikke har vist hvorfor han skulle have kontrakten med Williams. Begge kan de overraske i Monaco hvis tingene flasker sig for dem. Og Monaco har nu og da givet os et løb som var så uforudsigeligt som noget kunne være.

Mens frontgruppen i Formel 1 i år er blevet ganske stort, så er midterfeltet faktisk reduceret til tre teams. BAR, Red Bull og Sauber. Førstnævnte deltager ikke i Monaco på grund af karantæne. Af de to andre har specielt Red Bull imponeret i år, og et godt resultat i Monaco kan ikke udelukkes. David Coulthard er blomstret op efter at være kommet til teamet. Og han har gode minder fra banen, så en placering i pointene virker som en realistisk mulighed.

Sauber derimod har skuffet i år og leveret meget lidt. Massa har været hurtigst, mens Villeneuve har kæmpet for at holde trit. Umiddelbart er der intet der tyder på at noget er forandret på den front.

Og så er de fire bundpropper. To Jordan racere der ikke kan følge med, og to Minardi racere der slet ikke kan følge med. Selvom Monaco som nævnt ikke er en bane hvor bilens råstyrke er afgørende, er de to teams pt. så svage at de næppe udgør en trussel for nogen.

Martin Møller-Thomsen

Læs mere om:
  • 22/05/05 - Monte Carlo - Formel 1 - FIA F1
  •