Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Den Blå Avis MC 600 Challenge

Første Honda sejr

MC600
Challenge 

05/05/05 

Nicolai Sørensen gav Honda sin første MC600-sejr
Nicolai Sørensen, Thisted, var dagens store triumfator, da landets bedste Road Racing-kørere i dag kæmpede i årets første finale i Den Blå Avis MC600 Challenge.
 

Den talentfulde thybo lavede en solid start, gik i front allerede i første sving, og herefter udbyggede han støt og roligt sit forspring til konkurrenterne, og han sikrede dermed Honda sin første sejr i motorcykelserien, som følger Danish Touringcar Championship rundt på de danske racerbaner.

Ved det ternede flag havde Nicolai Sørensen et forspring på fire sekunder til forfølgerne, men denne margen var ikke blot et tegn på Honda-kørerens styrke. At han kunne vinde så stort og flot, hang i høj grad sammen med den tætte kamp, der løbet igennem herskede om andenpladsen i Den Blå Avis MC600 Challenge.


Nummer ét - Nicolai Sørensen lod ikke tilskuerne være i tvivl om, at han var bedst i dag.
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

På finalens første omgange var det Kim Philip, Blommenslyst, som indtog andenpladsen, hvilket var noget af en overraskelse, da den regerende mester blot tre timer forinden var styrtet under træningen. Kim Philip var sluppet uskadt fra uheldet, men da hans Suzuki GSX-R600 havde fået trykket rammen skæv, brugte mekanikerne pausen til at flytte motoren og en række vitale dele over i en ny ramme, som fynboen så stillede til start med.

Men alting var ikke helt, som de skulle være. I hvert fald kom Kim Philip hurtigt under pres af ikke bare én, men tre-fire kørere. I løbets første tredjedel var det Steven Tirsgaard, Herning, og Søren Hole, Kalundborg, som lagde det største pres på Kim Philip, men længe kunne han modstå presset. Imidlertid lavede Steven Tirsgaard en fejl, der i det tætte felt kostede så dyrt, at han rykkede helt ned på syvendepladsen.

I stedet var det nu Søren Hole, som forsøgte at erobre andenpladsen fra Kim Philip, og da det lykkedes på ottende omgang, gik der kun yderligere en omgang, inden også Søren Holes teamkammerat, Søren Lauridsen, Værløse, slap forbi. Men bag de to Kawasaki-kørere fortsatte kampen ufortrødent, hvor Steven Tirsgaard nu atter var kommet tilbage til topkampen, hvor også Ulrik Døssing Nielsen, Kjellerup, var med. Men under én af duellerne for enden af langsiden væltede østjyden og forsvandt fra opgøret om placeringerne lige udenfor podiet, som i stedet blev erobret af Steven Tirsgaard og Kim Philip.

Med sejren i dagens finale bragte Nicolai Sørensen sig á point med Søren Hole i kampen om Den Blå Avis MC600 Challenge, hvor næste afdeling køres den 14.-15. maj på Padborg Park.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • 01/05/05 - Jyllandsringen - MC600 Challenge
  •