Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

Spanien - nu med hjemmebanehelt!

Formel 1 
04/05/05 

Optakt til det spanske Grand Prix
Formel 1 feberen har for alvor grebet fat i Spanien. Med tre sejre i fire løb til Fernando Alonso er der begrundet håb for spanske fans om en hjemmebanesejr på søndag, når Det Spanske Grand Prix skal køres.
 

Engang var løbet i Spanien ellers noget af det dårligst besøgte. Jeg kan huske et tv-transmitteret løb fra sidste halvdel af 80'erne hvor man kunne se masser af tomme og halvtomme tribuner rundt på den lidt triste Jerez bane. Senere flyttede løbet til Barcelona, hvor Catalunya banen siden 1991 har lagt asfalt til løbet.

Ikke alle løb i Spanien har været lige spændende. En del af problemet med banen er, at den bliver brugt en del til tests, specielt om vinteren, så alle teams ved lige præcis hvordan netop den bane skal køres. Det kan godt gøre løbene en anelse statiske. Banen som sådan fejler ikke noget specielt, og sammenlignet med den snævre Jerez er det absolut et mere passende hjem for løbet.

Renault har vundet alle fire løb i år, og hvis ikke snart der kommer en ny bil på første pladsen kan man begynde at frygte at de bare har overtaget den rolle Ferrari har haft de senere år. Men der er dog tegn på at det ikke helt forholder sig sådan.

Specielt på Imola var Alonso under vældig pres af den genopståede Michael Schumacher. Men Alonso holdt til 13 omganges intenst pres og vandt en fortjent sejr. Schumacher derimod fik sin første podieplacering i sæsonen og fik samtidig vist, at man absolut ikke skal afskrive ham i VM kampen endnu.

Så Ferrari har vist at de er interesseret i at spille med i front. Om bilen virkelig kan gøre det, eller Imola var en mere eller mindre enlig svale, skal vi se i Spanien. Et gæt herfra er at Ferrari nok skal være med fremme i Spanien. Specielt Michael Schumacher skal nok yde sit bedste. Det skal Barrichello såmænd nok også - problemet med ham er, at det virker som om han har toppet i sin karriere.

Den anden mand i Renault teamet, Giancarlo Fisichella, har siden sejren i Australien ikke vist noget som helst. Italieneren burde være mere koncentreret om den chance han har fået for at markere sig, nu hvor han sidder i et topteam. Tre tidlige exits er ikke god reklame.

Over McLaren hænger der stadig et spørgsmålstegn. Resultaterne i 2005 har ikke været så store, men på Imola fik Raikkonen vist at bilen har fart. Nu skal den så også bare holde hele vejen hjem. Men kan den det, er det ikke umuligt for McLaren at blande sig helt i front sammen med Ferrari og Renault.

I skrivende stund er det endnu ikke afgjort om Juan Pablo Montoya gør comeback i Spanien. At misse to løb i starten af sæsonen er fatalt - og columbianerens rolle i dette års VM virker allerede udspillet. Men måske ikke helt. Udover Alonso er der ingen der har scoret rigtig mange point i år, så alt håb er ikke ude for Montoya - hvis han altså vender tilbage - ikke har mistet formen og derudover får skovlet en flok point sammen.

Et andet team, der burde ligge i front, er Williams, der for guderne må vide hvilken gang i træk, har en lidt skuffende bil. Hvis man vil være med i kampen om guldet, skal bilen være konkurrencedygtig fra første løb. Mark Webber er udråbt til at være noget stort. I 2003 leverede han flere gode præstationer i Jaguar raceren, mens sidste år var mere jævn. Det er nu han skal bevise noget, og indtil videre har beviset været stort set fraværende. Webber skal præstere noget. Han har kørt tre sæsoner i Formel 1, så han kan ikke engang undskylded sig med ungdommelig uerfarenhed.

Nick Heidfeld har været en anelse mere anonym end Webber, men tilgengæld har hans resultater været bedre. Heidfeld kæmper det bedste han kan, med en bil der ikke er i topform, nu hvor han endelig har fået den chance han har håbet på så længe.

Toyota virkede stærke i de indledende løb, men på Imola var de ikke så længt fremme, som man kunne have forventet. Om det var fordi de var uheldige, eller fordi Renault, McLaren og Ferrari alle er stukket af fra det japanske team, skal blive spændende at se i Spanien.

Jarno Trulli virker som den stærke mand i teamet, mens Ralf Schumacher indtil videre har været stabil, men anonym. Lillebror skal snart bevise hvorfor han egentlig tjener så mange penge som han gør. Ralf Schumacher er ikke nogen dårlig kører, men han er ikke de penge værd han får - men al respekt for Willy Weber der har formået at sælge ham så dyrt.

Sauber havde et godt løb på Imola. Jacques Villeneuve tog en 6. plads og tre dejlige VM point. Ikke at det lukker munden på hans kritikere, men det giver alligevel canadieren et lille pusterum. Nu skal han se om han kan slå Massa i en tidskørsel - og allerhelst levere pointgivende placeringer på en konstant basis. Det ville være urealistisk at forvente at han kan kæmpe med helt i front, men 6. - 8. pladsen burde være et realistisk mål hver gang!

BAR teamet kan få problemer i Spanien. Umiddelbart inden løbet bliver det afgjort om de kan beholde Buttons 3. plads fra Imola, eller om de bliver diskvalificeret. Det kan ikke undgåes at den uvished smitter en smule af på teamets forberedelser til Spanien. Kørerne gjorde det godt på Imola og det skal være interessant at se om teamet kan holde formen, eller de blot havde en god eftermiddag i Italien.

Jordan og Minardi er der ikke meget at sige om - de fylder i feltet! Minardi var jævnt skuffende på Imola - i betragtning af, at de havde en ny bil klar, fik de forbavsende lidt ud af det. Bare lidt tættere på Jordan havde været en succes. At en ny bil virker indifferent på præstationerne er næsten værre end at den er dårligere end forgængeren.

Så kamp i front mellem Ferrari og Renault og måske McLaren. Toyota og Williams kan forsøge at komme med i frontgruppen, mens Sauber og BAR kan kæmpe om at nå Toyota og Williams. Jordan og Minardi kan kæmpe for holde bilen på banen!

Martin Møller-Thomsen

Læs mere om:
  • 08/05/05 - Circuit de Catalunya - Formel 1 - FIA F1
  •