Datoen for løbet var 22. marts i året 1987. Gruppe A-standardvognsreglementet var blevet anerkendt over store dele af verden i løbet af midten af 1980'erne og ideen om en VM-serie var oplagt.
Gruppe A var for 4-personers standardvogne produceret i minimum 5000 eksemplarer. Karosserierne skulle være uændret, men tuning af undervogn og mekaniske dele gjorde disse biler til racere. En turbokoefficient på 1,4 skulle udligne forskellene mellem suge- og turbomotorer, således at Ford's nye 2-liters Sierra RS Cosworth blev regnet for en 2,8 liters bil, eller Alfa Romeo's 1,8 75 Turbo Evoluzione blev til 2,5 liter. Minimumvægte og maksimal fælgbredde blev igen afgjort af motorstørrelsen, således at store motorer betød høj vægt, men også brede fælge, mens små motorer betød lavere vægt og smallere fælge.
Efter moderne Super Production-regler meget kompliceret og ultimativt også gruppe A's endeligt på banerne, men det er en anden historie.
Ydermere var biler opdelt i tre divisioner alt efter motorstørrelse: division 1 for de mindste biler under 1600 ccm, division 2 for 1601-2500 ccm og division 3 over 2500 ccm. Toyota Corolla var den mest almindelige blandt de mindste, men også Audi 80 og VW Golf GTI var ofte med, mens en enlig Alfa Romeo 33 Ti dukkede op og blev efteranmeldt i VM-serien.
Division 2 var fra starten BMW M3's domæne, mens Alfa Romeo 75 Turbo Evoluzione og Mercedes-Benz 190E 2,3-16 måtte nøjes med sekundære roller.
Den store klasse var for Ford Sierra RS Cosworth, senere også i evolutionudgaven RS 500 og den chanceløse Maserati Biturbo. Senere på sæsonen dukkede Toyota Supra Turbo og Nissan Skyline GTS-R op, men ellers var denne division fyldt ud af sidste års succesbiler som BMW 635CSi og Volvo 240 Turbo, med de australske Holden Commodore V8'ere som farlige outsidere.
Inden sæsonen startede opstod en af de første hindringer for ultimativ succes for den nye VM-serie: et anmeldergebyr for hele sæsonen på $60.000 pr. bil. Det udelukkede effektivt privatholdene, der nu blot kunne køre med som fyld. Ikke desto mindre blev 4 af sæsonens 11 løb vundet af uregistrerede biler.
VM-deltagerne på Monza
Division 3, over 2500 ccm
|
# | kørerhold | team og bil |
|
1 | Bruno Giacomelli (I) Armin Hahne (D) Marcello Gunella (I) | Pro Team Italia Maserati Biturbo |
6 | Steve Soper (GB) Klaus Niedzwiedz (D) | Eggenberger Motorsport Ford Sierra RS Cosworth |
7 | Klaus Ludwig (D) Pierre Dieudonné (B) | Eggenberger Motorsport Ford Sierra RS Cosworth |
|
8 | Andy Rouse (GB) Thierry Tassin (B) | Andy Rouse Engineering Ford Sierra RS Cosworth |
|
Division 2, 1601-2500 ccm
|
# | kørerhold | team og bil |
|
40 | Ivan Capelli (I) Roberto Ravaglia (I) | BMW M-Team Schnitzer BMW M3 |
42 | Riccardo Patrese (I) Johnny Cecotto (YV) | BMW M-Team CiBiEmme BMW M3 |
43 | Luis Perez Sala (E) Olivier Grouillard (F) | BMW M-Team Bigazzi BMW M3 |
|
46 | Emanuele Pirro (I) Roland Ratzenberger (A) | BMW M-Team Schnitzer BMW M3 |
75 | Alessandro Nannini (I) Michael Andretti (USA) | Alfa Corse Alfa Romeo 75 Turbo Evoluzione |
76 | Giorgio Francia (I) Paolo Barilla (I) | Alfa Corse Alfa Romeo 75 Turbo Evoluzione |
|
77 | Rinaldo Drovandi (I) Gabriele Tarquini (I) | Brixia Corse Alfa Romeo 75 Turbo Evoluzione |
78 | Carlo Rossi (I) Alessandro Santin (I) | Brixia Corse Alfa Romeo 75 Turbo Evoluzione |
79 | Walter Voulaz (I) Marcello Cipriani (I) | Albatech Alfa Romeo 75 Turbo Evoluzione |
|
80 | Thomas Lindström (S) Mikael Naebrink (S) | Q-Racing Alfa Romeo 75 Turbo Evoluzione |
|
Monza-weekenden startede med at Ruedi Eggenberger's Texaco-støttede Ford fabriksbiler blev udelukket allerede under den tekniske kontrol. Bilerne var udstyret med Bosch benzinindsprøjtning og ikke Weber, som homologeringen foreskrev. Uden chance for at skifte Boschanlægget ud måtte holdet pakke sammen og vende tilbage over alperne til Schweiz.
Englænderen Andy Rouse var i samme situation, men stod lidt længere tilbage i køen ved den tekniske indspektion - langt nok væk til finde et Weber-klistermærke til at dække Bosch-mærket, hvis man skal tro de ondeste tunger!
Startfeltet var nu reduceret til 41 biler, hvoraf 12 kæmpede om VM. Andy Rouse placerede sin "Cossie på pole, 10 sekunder hurtigere end eneste VM-modstander, Maserati'en på 28. pladsen. M3'ere fulgte på de næste pladser, næsten 3,5 sekunder hurtigere end hurtigste Alfa Romeo.
Andy Rouse udnyttede sin pole og dominerede løbet, indtil topstykket gik i stykker på 12. omgang. Resten af løbet var ren BMW-opvisning med Moffat/Harvey's Rothmans-Holden som eneste modstander, der bare var i nærheden.
Dækproblemer tidligt i løbet tvang Pirro/Ratzenberger-holdet til et stop mere, hvilket i sidste ende kostede sejren til Patrese/Cecotto. Først sent i løbet lykkedes det Bigazzi-BMW'en med Sala/Grouillard at komme forbi Holden-holdet og dermed gøre det til en BMW 1-6 triumf, med den privatanmeldte Alpine M3 på ottendepladsen.
Hos italienerne var nedsmeltningen godt i gang. Hos Alfa Romeo kostede turboproblemer 3 af bilerne fortsat deltagelse allerede inden 1/3 af de 87 omgange var kørt, mens Alfa Corse-bilen med Michael Andretti og Alessandro Nannini blev forsinket. Kun Voulaz/Cipriani og Rossi/Santin kom nogenlunde gennem løbet, men ikke synderligt konkurrencedygtige og modtog målflaget som 14. og 18. Maserati'en gennemførte som 24. og sidste bil efter en mængde småproblemer - problemer som virkelig var små i forhold til hvad der ventede BMW!
Allan Moffat havde nemlig kigget på feltets sidste BMW M3, ungareren Joscéf Csérkuti's eksemplar, der i modsætning til fabriksbilerne og Alpine-teamets, var bygget på en gadeversion og ikke et råkarrosseri. Pladetykkelsen i taget var langt tyndere på disse end på Csérkuti's og desuden valgte BMW at fortolke homologeringen af "bagklap og stødfangere i plasticmateriale", som at man kunne køre konkurrence med tilsvarende kulfibererstatninger!
Resultatet faldt promte og samtlige M3'ere i mål på nær altså Csérkuti's blev udelukket, mens en anden Cibiemme-M3 var udgået. Hermed gik sejren til Allan Moffat og John Harvey i deres privatanmeldte Holden, foran Cibiemme-holdets 635 og Marko-Mercedes'en fra DTM-serien, mens Voulaz/Cipriani rykkede frem på 7. pladsen som bedste VM-bil.
Top-10 af 500 Km di Monza, 22. marts 1987
|
pos. | div. | # | kørerhold | div. | team og bil | omg. | tid |
|
DSQ | DSQ | 42 | Riccardo Patrese (I) Johnny Cecotto (YV) | 2 | BMW M-Team CiBiEmme BMW M3 | 87 | 2:55:45,36 |
DSQ | DSQ | 46 | Emanuele Pirro (I) Roland Ratzenberger (A) | 2 | BMW M-Team Schnitzer BMW M3 | 87 | 2:56:10,10 |
DSQ | DSQ | 47 | Markus Oestreich (D) Altfrid Heger (D) | 2 | BMW M-Team Linder BMW M3 | 87 | 2:56:10,59 |
|
DSQ | DSQ | 40 | Ivan Capelli (I) Roberto Ravaglia (I) | 2 | BMW M-Team Schnitzer BMW M3 | 87 | 2:56:13,25 |
DSQ | DSQ | 41 | Winfried Vogt (D) Christian Danner (D) | 2 | BMW M-Team Linder BMW M3 | 87 | 2:56:13,95 |
DSQ | DSQ | 43 | Luis Perez Sala (E) Olivier Grouillard (F) | 2 | BMW M-Team Bigazzi BMW M3 | 86 | ? |
|
1. | 1. | 5 | Allan Moffat (AUS) John Harvey (AUS) | 3 | Allan Moffat Racing Holden Commodore VL | 86 | 2:57:33,09 |
DSQ | DSQ | 52 | Andy Bovensiepen (D) Eric Van de Poele (B) | 2 | Alpina BMW M3 | 86 | ? |
2. | 2. | 18 | Georges Bosshard (CH) José Angel Sasiambarrena (E) | 3 | CiBiEmme Sport BMW 635CSi | 84 | 2:56:37,16 |
|
3. | 1. | 57 | Peter Oberndorfer (D) Franz Klammer (A) | 2 | AMG Marko RSM Mercedes-Benz 190 E 2.3-16 | 83 | 2:56:37,16 |
4. | 2. | 49 | József Cserkúti (H) Toni Fischhaber (D) András Szabó (H) | 2 | József Cserkúti BMW M3 | 82 | 2:56:22,98 |
5. | 3. | 19 | Roberto Castagna (I) Roberto Orlandi (I) | 3 | CiBiEmme Sport BMW 635CSi | 82 | 2:56:36,12 |
|
6. | 4. | 26 | Peter Seikel (D) Giovanni da Schio (I) | 3 | Seikel Motorsport Ford Mustang 5.0 GT | 81 | 2:57:24,71 |
7. | 3. | 79 | Walter Voulaz (I) Marcello Cipriani (I) | 2 | Albatech Alfa Romeo 75 Turbo | 79 | 2:55:52,18 |
8. | 5. | 27 | Giuseppe Quargentan (I) Stanislav de Angelis (I) Grand (I) | 3 | Quargentan BMW 635CSi | 79 | 2:56:20,07 |
|
9. | 4. | 54 | Michel Bienvault (F) Loius Descartes (F) | 2 | Bienvault BMW 325i | 78 | 2:57:17,71 |
10. | 1. | 92 | Andrew Bagnall (NZ) Chris Hodgetts (GB) | 1 | Chris Hodgetts Motor Sport Toyota Corolla GT | 78 | 2:57:45,19 |
|
Da FIA efterfølgende skulle uddele VM-point gik det heller ikke helt smertefrit. I første omgang fik alle deltagere, VM-registreret eller ej, point. Moffat og Harvey fik således 20 point for generalsejren og 20 for divisionssejren, blot uden at blive officielt registreret - en slags spøgelsespoint. Bedste VM-hold, Voulaz og Cipriani, måtte nøjes med 4 point for den generelle 7. plads og 12 point som tredjebedste division 2-hold, men stadig som officielt førende i VM-stillingen!
Først uger senere reviderede FIA pointlisten, så de tre Alfa Romeo'er og den enlige Maserati var eneste hold der fik point. 20+20 point til Voulaz/Cipriani som bedste VM-hold generelt og vinder af div. 2, mens Rossi/Santin fik 15+15 som næstbedste både generelt og i division 2 og 12+12 til Andretti/Nannini ligeledes som tredjebedste. Den enlige Maserati med Giacomelli/Hahne/Gunella kom i mål som fjerdebedste VM-hold, hvilket indbragte 10 point, men med yderligere 20 point som vinder af div. 3 og i alt 30 point og en delt andenplads i VM!
Med sådan en sæsonstart kunne det kun gå fremad, hvilket det da også gjorde, men hele 1987 blev præget af uro. Selvom Ford fik lov til at bruge Bosch benzinindsprøjtning fra næste løb på Jarama, så kostede andre fejlfortolkninger af reglementet Ford yderligere et løb senere på sæsonen, mens samtlige Alfa Romeo-hold, på nær 33 Ti'eren, trak sig efter de 7 europæiske løb. Maserati blev aldrig konkurrencedygtig, men fuldførte dog sæsonen på nær finalen i Japan.
Ydermere skubbede en vis Bernie Ecclestone på for at promovere den såkaldte Procar-serie - Kulfibermonocoque-chassiser iklædt 4-dørs sedankarosserier og 3,5 liter F1-motorer. Hans daværende Brabham-team producerede en prøveklud for Alfa Romeo, men det var alt der blev af gruppe A's afløser. De næste år så standardvognsracing begive sig i forskellige retninger, hvoraf DTM og den engelske Super Touring blev toneangivende det næste årti.
Weekendens VM-præmiere bliver næppe helt så "spændende" og godt det samme. Reglerne for både teknik og afvikling er på plads og langt mere enkle og forståelige end i 1987, så WTCC, andet forsøg, skulle have de bedste forudsætninger for succes. Jesper O. Hansen Læs mere om: 10/04/05 - Monza - WTCC |