Anden pladsen blev sikret på asfalt, et underlag han ikke bryder sig særligt om, og under skiftende vejrforhold, der til tider gjorde dækvalget til et lotteri.
"Bilen fungerede godt gennem hele rallyet. Selv om der stadig er meget, der kan gøres bedre ved bilen, er vi tydeligvis på vej i den rigtige retning nu, og det er meget opmuntrende. Det glæder mig også at vi helt slap for mekaniske problemer under det tre dage lange rally. Det lover godt for fremtiden og stiver selvtilliden af," konkluderede Marcus Grönholm.
Starten var ellers ikke optimal for Peugeot teamet. Marcus Grönholm var lidt uheldig i sit dækvalg på første etape, men en række mindre justeringer i bilens set-up tillod den tidligere verdensmester at køre hurtigste tid på seks af rallyets hastighedsprøver med sin røde Peugeot 307 WRC og blande sig i kampen om førstepladsen.
Marcus Grönholm kørte sin Peugeot 307 WRC frem til andenpladsen i årets næstsidsteVM-afdeling. (Foto: Peugeot Sport)
Rally Catalunya - Costa Brava har hovedkvarter i feriebyen Lloret de Mar, ca. 100 km nord for Barcelona. Men hastighedsprøverne er koncentreret i bjergene omkring byen Vic, hvor vejret er koldere og mere omskifteligt end ude ved kysten. Dagens første prøver blev afviklet i temperaturer, der nærmere sig frysepunktet, og det betød blandt andet at resterne af nattens regn kun forsvandt meget langsomt. Det var disse forhold, der gjorde det så vanskeligt at vælge de optimale dæk til rallybilerne
Til sidste etape satsede Marcus Grönholm på dæk med et mønster til let regn.
"Det var det sikre valg. Måske et håndskåret slick-dæk havde været bedre, men det var svært at forudsige under disse forhold," mente finnen, der på det tidspunkt havde en intens fight om andenpladsen med Citroëns Carlos Sainz.
Dækvalget var under alle omstændigheder godt nok til at fastholde andenpladsen foran Carlos Sainz. Sejren gik for anden gang i træk til Markko Märtin og Ford.
Aktuel Motorsport Information fra Peugeot Læs mere om: 31/10/04 - Spanien - WRC |