Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

Brasiliens GP - Set og sket - top 5

Formel 1 
25/10/04 

For tredje gang i år så vi ikke en Ferrari øverst på podiet. Det må godt ske lidt oftere, for at vi kan bevare interessen, men hvad gik galt for Ferrari i Brasilien?
 

Vi blev vidne til et af de sjældne momenter i denne sæson i det brasilianske GP, nemlig at det ikke var en Ferrari der vandt. Endelig var det et andet mærke. Alt var ellers kørt i stilling til at Barrichello skulle ha' den sejr, men noget kiksede i det ellers perfekte Ferrari team.

Ferrari - 262 points:
Barrichello startede fra pole, men mistede hurtigt placeringen, og det var først senere at han for et kort øjeblik fik lov at føre igen. Men efter hans første pitstop, så var sejren væk. Lidt af de samme forhold oplevede Michael Schumacher der startede som nr. 18 efter et motor- og bilskifte inden kvalifikationen. Ferrarierne kunne følge med, men så heller ikke mere. Den der havde det sjovest i løbet, måtte have været Michael Schumacher der skulle køre sig op gennem feltet. Det lykkedes endnu en gang med kørerfejl, og et spin var resultatet af det. Men han kom tilbage og lå i den sidste del af løbet i duel med lillebror Ralf, og lige foran de to var Sato og Alonso. En fin lille kvartet, i hvis duel, Alonso var sejrherre. Efter løbet var forklaringerne klar hos teamet. Det var vejrets skyld, ikke direkte men alligevel. Ferrari folkene var dog store nok til at indrømme, at de er gode i regn, at de er gode tørvejr, men ikke når det skifter som det gjorde i går, hvor det var lidt tørt og lidt vådt. Det fandt de aldrig helt ud af. Begge kørere startede på intermediate dæk, måske den beslutning der kostede Barrichello sejren. At Barrichello så efter løbet, også klagede over nakkesmerter og at han var træt, kan vel næsten kun være hans egen skyld. Nogle vil nok kalde så noget for en ikke så god forberedelse. Ferrari kan til gengæld glæde sig over 4 Ferrari motorer i top 9.

BAR - 119 points:
BAR havde heller ikke verdens mest heldige dag. Da feltet holdt på gridden og ventede på starten, begyndte motoren i Buttons bil at ryge. Faktisk gik der ild i en komponent, men da feltet startede, blev motoren kølet ned igen og Button kunne for så vidt godt have forsat løbet. Han prøvede da også, men den komponent som brændte, forårsagede alligevel så meget skade at Button måtte udgå efter 4 omgange. Sato derimod havde en rimelig heldig dag. Han var med fremme, men røg lidt tilbage og efter duel med Ralf Schumacher sluttede han på sjettepladsen. Dermed sikrede han BAR teamet den sidste sikkerhed for at teamet kan holde vinterferie på andenpladsen i konstruktørernes mesterskab. Det må være årets positive overraskelse, efter at BAR har været det tynde øl siden teamet kom i Formel 1 via opkøb af Tyrrell teamet.

Renault - 105 points:
Renault havde sat sig som mål, at prøve at erobre andenpladsen fra BAR, men det krævede langt flere points end de som teamet fik. Og kun den allerstørste Renault fan havde vel regnet med at Jacques Villeneuve kunne klare det. Alonso gjorde sit arbejde flot. Først startede han på tørvejrsdæk, nok ikke den dårligste beslutning, dernæst kørte han lange stints, måske en fejl, men til gengæld forsvarede han sin fjerdeplads ganske flot i den sidste del af løbet. Efter løbet klagede han dog over at det ene sæt dæk smuldrede. Ved det sidste pitstop beholdte han faktisk fordækkene på, så det kun var bagdækkene der blev skiftet. Men vel et flot kørt løb af Alonso. JV havde en god start men kunne ikke rigtigt finde tempo i de perioder hvor banen var lidt våd. Mens det var tørt øgede han faktisk farten, men det hjælper ikke så meget når konkurrenterne gør det samme. Men det viste at JV er ved at finde en rytme, og han er ved at finde den rigtige vej tilbage til sin yndlingshobby. Briatore var for en gangs skyld tilfreds efter løbet. Renault har nemlig nået det primære mål for sæsonen, at slutte i top 3.

Williams - 88 points:
Endelig en sejr. Williams teamet fik året første sejr i årets sidste GP. Sejren kan der ikke pilles ved. Montoya var med helt fremme i skoene lige fra starten, og havde for længst besluttet sig for, at dét løb skulle han vinde. Han kom dog under pres fra Raikkonen, men kun kortvarigt, da McLaren bilen ikke helt havde det sidste der skulle til. Ikke denne gang. På de første omgange lignede det ikke én Montoya sejr, da han ret hurtigt tabte nogle placeringer, men et pitstop på det helt rigtige tidspunkt reddede sandsynligvis løbet for Montoya. Han skulle han selv sørge for, og det må man sige at han gjorde. Ralf Schumacher er tilbage i form. Men han erkendte da selv efter løbet at han ikke var hurtig nok til at kunne nå podiet. Han sagde også at den pitstrategi som var lagt - af ham selv og teamet - ikke var helt optimal for ham. I teamet var der selvfølgelig glæde over sejren. Den var længe ventet, måske for længe. Mario Theissen gjorde opmærksom på at det var sejr nr. 10 for BMW-Williams konstellationen. Han var endda så modig at udtale at nu er de tilbage. Det er der vist kun fremtiden der kan vise. To nye kørere i teamet, ny bil og især en motor der skal holde i to løb næste år. Det er hvad Williams er oppe i mod næste år, men det er en helt anden historie. Men det vigtigste er at Williams fik bevist at de godt kan. Havde de og andre teams dog vist det noget før, ville sæsonen have været mere spændende.

McLaren - 69 points:
Ét eneste sekund adskilte Raikkonen fra sejren. Og selvfølgelig lige at han kunne overhale Montoya. Så kunne McLaren have fået sejr nr. 2 i år, efter et år med masser af problemer med både bil og motor. Men der er kommet styr på i den sidste halvdel af sæsonen. Desværre alt for sent. Raikkonen var endda i føringen, men havde valgt at starte på intermediate, og det kostede måske sejren. Men den unge finne viste at han er fremtidens mand. Han vil være med hvor det er sjovt, nemlig oppe foran. Coulthard derimod, mistede det hele i starten, hvor han ikke havde alt for godt styr på bilen. Da han endelig fik stabiliseret alting omkring sig, var det alt for sent til at han kunne gøre noget. Igen - må man erkende - et middelmådigt race fra hans side. Det var samtidigt hans sidste GP for McLaren teamet. I de ni år han har kørt for teamet, har han opnået 12 sejre, 51 podieplaceringer og samlet 412 points. Imponerende når man tager i betragtning at han har skullet ligge under for Mika Hakkinen og især Michael Schumacher i det tidsrum. Samlet set var karakteren for årets sidste GP absolut anerkendt for McLaren teamet. Med en lidt bedre start for Coulthard, kunne det endda være blevet endnu bedre.

Dons

Læs mere om:
  • 24/10/04 - Interlagos - Formel 1
  •