Efter anbefaling fra de japanske myndigheder har FIA besluttet at udskyde kvalifikationen til søndag, og med forventninger om vindstød på op til 200 km/t ville det også være umuligt for kørerne at gennemføre kvalifikaitonen.
Pre-kvalifikationen er sat til at blive afviklet søndag morgen kl 9.00 fulgt af kvalifikation kl 10.00. Løbet afvikles til oprindeligt fastlagt tid, kl 14.30.
Michael Schumacher satte hurtigste tid i træningen (Foto: Ferrari)
Tyfonen, som endnu ikke har ramt land, er øget i styrke til en såkaldt super-tyfon, men det formodes at den vil aftage i styrke når den rammer land i nat.
Der er stadig en lille risiko for at selve løbet ikke bliver afviklet, hvis selve banen og holdenes faciliteter tager skade. Der er dog taget mange forholdsregler for at det ikke sker.
"Det er en meget uheldig situation," siger BAR chef David Richards. "Også for de fans der har udstået vejret idag". Det var meget begrænset hvad der blev kørt i fredagens træninger.
Button: "Det var meget farligt i dag, med stor risiko for aquaplaning på langsiderne. Et spin under de forhold er utrolig farligt. Og også i svingene var man konstant i fare for aquaplaning. Det var alt alt for vådt til at køre race under de forhold."
Takuma Sato på våd hjemmebane (Foto: Honda Racing)
De fleste hold brugte eftermiddagen til at pakke deres udstyr ned, som forberedelse til tyfonen. Radiomaster blev lagt ned, og alt pakket væk i garagerne.
Paul Stoddart, Minardi: "Holdene skal nok overleve. Vi håber blot at efterveerne fra tyfonen ikke berører løbet på søndag. Det er slemt nok at vi bliver nødt til at udskyde kvalifikationen, men hvis vi også aflyser løbet på søndag, eller det bliver et begrænset eller dårligt løb, vil det gå ud over alle fans." MRR
Læs mere om: 10/10/04 - Suzuka - Formel 1 |