Er Claus Ebberfeld på vej mod sæsonsejren i division A2? Hvis Spitfiren bliver klar til Jyllandsringen og samler gode point dér igen, så er det fuldt ud muligt.
(Foto: Henning Smed)

Men bortset fra det: Jeg kører jo race for sjov, og pointene i løbet af året har været en behagelig overraskelse. Det primære er kørslen, og der var Padborg Park sjov, selvom 65-klassen med 14 biler var tyndt besat.

Jeg havde hjulpet debutanten Olav Hønholt til en omklassificering: Han er budgetracer som jeg, oven i købet i samme bilmodel, og skulle have startet i 71-klassen. De danske regler tillader dog nyere biler at starte i 65-klassen, hvis de følger dette reglement, herunder naturligvis dækkene, som skal være Dunlop Racing.
Da jeg så kunne se af listen, at Palle B. Pedersen ikke kom til start, ringede jeg for at udnytte Palles storsindethed på det groveste: Jo, Palle ville gerne låne sine dæk ud til Olav! Jamen, kammeratskabet i historisk race kender nærmest ingen grænser. Det endte faktisk med at dækkene blev købt, så når vi ser Ginettaen næste år er det nok på friske dæk, og dermed endnu hurtigere tider - og så er mesterskabet i fare.

Til første tidtagning fik jeg et chok: Jeg forventede at den nye Spitfire i klassen potentielt var hurtigere end min, da den har en 1300 ccm motor mod min 1150 ccm, og bilen i øvrigt generelt er betydeligt mere frisk end min. Men min bedste tid var hele 1,5 sekund langsommere, og jeg var helt nedtrykt. John Bruun Nielsens Anglia slog mig også, så jeg satte mig til at kigge på et oversigtskort over banen: Hvor kunne jeg vinde tid?

Berners Cortina har netop overhalet Claus' Triumph Spitfire, der er under fuld nedbremsning for enden af langsiden.
(Foto: Henning Smed)

Så da næste tidtagning kom, så var jeg mere fokuseret end nogensinde før, og jeg syntes jeg fløj banen rundt. Det var en rigtig lækker fornemmelse at kunne vride endnu mere ud af bilen ved ren og skær koncentration - jeg lettede ikke længere på speederen på vej ud på langsiden, heller ikke på vej op mod chikanen og heller ikke igennem chikanen. Big Mac tog jeg nu i 4. frem for 3, og tilsammen gav dette en forbedring på 1,5 sekunder - desværre havde Olav i den anden Spitfire fundet et halvt sekund, så jeg var stadig langsommere. Til gengæld havde jeg slået Angliaen, og det var jeg godt tilfreds med.

Olav Hønholt vandt division A2 i sin Spitfire Mk3, og havde undervejs tætte dueller med Arna Jakobsens Jaguar XK140.
(Foto: Allan Christensen)

Løb 1 var rigtigt spændende oplevet bag mit rat: Finn Vagtholm i Austin Healey 3000 lavede en af sine sædvanlige kanonstarter, og gik ind i første kurve tæt fulgt af mig, og med Angliaen derefter. Stor power-overstyring ud af svinget kostede Healeyen så meget fart at både Spitfiren og Angliaen kunne smutte indenom (på omgang 1 eller 2).
Så var der åbent for en 2-kamp mellem Triumph og Ford - én som Triumph burde kunne vinde. Men for enden af Big Mac-kurven efterlod jeg på 2. omgang et hul af Anglia-størrelse på indersiden, som John bremsede ind i, og så var jeg tilbage som forfølger. Det gav 4-5 omgange med meget tæt kørsel og mange angreb fra min side. Mest fart havde jeg i de langsomme kurver for enden af langsiden og forbi mål, men med defensiv kørsel fyldte Angliaen banen godt ud på dette afsnit. I nedbremsninger plejer jeg at kunne vente længere end Forden, men det rakte ikke til at gå forbi.
På omgang 6 fik jeg pludselig en lille mislyd - jeg syntes stadig bilen gik godt nok, men John trak fra mig på de resterende omgange, og sluttede 6 sekunder før mig.
Foran os havde min mærkekollega Olav Hønholt løbet igennem en god dyst med Arne Jakobsen i Jaguar XK140 - det viser meget godt hans Spitfires styrke, at han hang pænt på Jaguaren ned af langsiden, og generelt kørte meget lignende omgangstider.
Begges bedste tider var næsten 2 sekunder hurtigere end mine, så det var urealistisk at nå dem.

Mellem løbene lyttede et par kloge mennesker efter min mislyd - den var ikke til at finde længere, så jeg regnede med at det var noget midlertidigt, og gik frisk til start i løb 2.
Her havde jeg kun Angliaen som mål: Jeg havde afskrevet muligheden for at nå Olavs 1300 ccm Spitfire - jeg havde overvejet at skrive "minus 150 ccm" på min Spitfire, så tilskuerne kunne se hvorfor jeg ikke kunne følge med!
Starten gik nøjagtig som i løb 1 - Vagtholms stærke Healey skød frem foran mig og Angliaen, og gik først ind i sving 1. Derefter slap Angliaen dog forbi, men jeg fortsat lå bag Healeyen ud på banens hurtige afsnit, hvor Spitfiren ikke kunne gå forbi. I Big Mac var det tæt på, men ud af den snævre kurve for enden stak Healeyen af igen.

Finn Vagtholm i Austin Healey 3000 lavede superstarter i begge løb, men kæmpede med overstyring i mange sving.
(Foto: Allan Christensen)

Ned af langsiden trak Healeyen nogle vognlængder fra, men for enden stod jeg sent på bremsen, og var lige bagved i selve kurven. Her kæmpede Finn igen med power-overstyring, og jeg kunne smutte indenom. Jeg kunne se Angliaen forude, så jeg kørte alt hvad remmer og tøj kunne holde for at nå ham. Efter en håndfuld omgange var det tydeligt, at jeg ikke halede ind på ham, og da jeg nu igen kunne høre mislyden, lidt kraftigere denne gang, slappede jeg lidt af på de sidste omgange.
Mine bedste tider var 1 sekund langsommere end i Løb 1, men det var Angliaens også - faktisk var der kun 2 tiendedele mellem vores bedste omgange.

Denne gang havde mit pitcrew også hørt mislyden, endda ude fra tilskuerpladserne - nærmere efterforskning kunne ikke afsløre hvor det kom fra, men buddene rakte fra lejer til ventilmekanismen. I sidste ende betød det, at jeg ikke kom hele vejen hjem til Århus for egen kraft, men hjem kom jeg da. Og det var altså lejerne, men heldigvis var skaden forholdsvis lille og uden følgeskader på krumtappen. Nye lejer er på vej, og jeg forventer at starte på Jyllands-Ringen i weekenden. Med fingrene krydsede.

Claus Ebberfeld
TriumphRacing.net