1. heat
Som dagens første start fik clubracerne afprøvet om "morgenstund har guld i mund". Tommy Kjehr vil nok benægte dét valgsprog, for han startede dagen med at ødelægge en ny gearkasse. Dermed var han tilskuer, ikke bare til clubracene, men også de historiske løb.
Fra pole tager Michael Regnarsen føringen foran Henrik Ølsgaard og Morten Schmidt. Løbet udvikler sig hurtigt til en duel mellem de to første. Omgang for omgang daler omgangstiderne i den hidsige jagt på førstepladsen. På starten af syvende omgang er Regnarsen og Ølsgaard nået op til en håndfuld konkurrenter, der skal overhales med en omgang. I den tætte trafik finder Ølsgaard et hul i "hullet" og overtager føringen. Henrik Ølsgaard kan nu kører mod sejren, men til sidste meter forsøger Michael Regnarsen at gøre bod.
Michael Regnarsen førte de fleste omgange, men vandt intet. Her presser Henrik Ølsgaard på for at komme forbi. (Foto: Motorsporten.dk)
Morten Schmidt holder en sikker tredjeplads fra start til mål og slutter mere end 15 sekunder foran nummer fire. Denne fjerdeplads er tilsyneladende populær at dømme ud fra antallet af bejlere. Thomas Bakke (BMW 325i) og Franz Birch Hansen (Alfa Romeo 75 Turbo Evo.) kæmper om placeringen i starten, takket være gode startplaceringer, men som løbet skrider frem må de overlade kamppladsen til to hurtige Alfa Romeo'er. Fra bunden af feltet skyder Mende Trajkovski (75 Turbo Evo.) og Steffen Sylvest (33 1,7) gennem feltet over de første omgange og er snart med hvor det gælder. Sylvest er hurtigst på aftrækkeren, men må snart overgive sig til Trajkovskis magtfulde Turbo.
Resultatet bliver en fjerdeplads til Mende Trajkovski foran vinder af Clubrace klasse 2, Steffen Sylvest og hans nærmest konkurrent Gunnar Hildorf. Franz Birch Hansen og Thomas Bakke må nøjes med syvende- og ottendepladsen foran Alfa 75-duoen Carsten Hansen og Henrik Nøhr Jensen.
Keld Topholm uden top. Takket være stabil kørsel, blev han samlet femmer i klasse 1 (Foto: Motorsporten.dk)
2. heat
Med et starttidspunkt på 13:27 lokal tid har der været god tid til at gnide søvnen ud af øjnene til 2. heat. Til gengæld er banen blevet våd af en tidligere regnbyge, men solen skinner og er allerede begyndt at tørre banen.
Henrik Ølsgaard har fordel af pole, men Michael Regnarsen får bedre bid på yderbanen og går atter i front. Steffen Sylvest laver en kanonstart fra femtepladsen og sammen med Morten Schmidt passerer de Ølsgaard i accelerationsduellen på pitlangsiden - turbo-Volvo'en står ganske enkelt ikke ordentlig fast, ud af svingene, på den våde bane. Sylvest må hurtigt overlade andenpladsen til Morten Schmidt, der straks indleder jagten på den førende Michael Regnarsen.
Regnarsens føring virker som på lånt tid - den forhjulstrukne Golf virker ganske enkelt mere sporsikker på den våde bane. Midtvejs i løbet forbedrer Schmidt sine omgangstider, mens Regnarsen bliver langsommere og den næsten uundgåelige overhaling kommer på sjette omgang. Dermed bliver en meget glad Morten Schmidt vinder af heatet foran dagens evige toer Michael Regnarsen. Steffen Sylvest følger de to forreste og beslutter sig for at det er nok med tredjepladsen, endnu engang som bedste Clubrace 2-deltager.
En anden af heatets flotte præstationer står Bo B. Andersen for. I sin Opel Kadett GT/E, årgang 1978 med patina, kører han i sikker stil fra 11. til fjerdepladsen over de første omgange - og det med stiv bagaksel og håret tilbage!
De findes endu! - Bo B. Andersen demonstrerede at der endnu er liv i en Opel Kadett GT/E. (Foto: Motorsporten.dk)
Femtepladsen er det bedst Henrik Ølsgaard kan klare i dette heat, og bliver dermed endnu engang bedste turbobil foran Mende Trajkovski. Gunnar Hildorf må denne gang kæmpe med Christian Nielsen om tredjepladsen i klasse 2, i kampen om den generelle syvendeplads, mens Thomas Bakke tager niendepladsen foran Jacob Gehlert.
De to Alfa 75 Twin Spark'er så intet målflag i dette løb. Carsten Hansen måtte efter løbet befries fra Ring Djurslands natur, men kunne selv trille i pit. Henrik Nøhr Jensens bil måtte imidlertid, som ved banens maj-løb, slæbes ud på et fejeblad, med store skader i bagenden, efter et kontant møde med omgivelserne i hullet.
Samlet resultat
Med en sejr og en tredjeplads hver til Henrik Ølsgaard og Morten Schmidt, skulle det være Schmidts sejr i andet heat, der burde være udslagsgivende i den endelige afgørelse af placeringerne i klasse 1. Som det var blev Schmidt kaldt først frem til præmieuddelingen som treer! Michael Regnarsen blev præmieret som toer, selvom han burde være treer, mens Henrik Ølsgaard blev udråbt til vinder, selvom han burde være toer efter Morten Schmidt.
Blandt klasse 2-deltagerne gjorde Steffen Sylvest det nemt for alle - han vandt nemlig begge heat. Gunnar Hildorf og Bo B. Andersen tog de næste pladser.
Henrik Ølsgaard og Morten Schmidt på podiet - skulle de to i virkeligheden bytte plads? (Foto: Motorsporten.dk)
"Virker bare - næsten altid" er Henrik Ølsgaards valgsprog på sin T-shirt, men det kunne til forveksling også lyde som HMS's - weekenden 21. og 22. august 2004 var én af de weekender hvor det blev "næsten altid".
PS! Henrik Ølsgaard, hvor finder jeg din merchandise-afdeling så jeg kan erhverve mig ét eksemplar af din T-shirt!? Jesper O. Hansen Læs mere om: 22/08/04 - Ring Djursland - Historisk |