Her i depotsvinget lå Spitfiren meget bedre efter ændringen af baghjulscamberen, og bilen er nu meget nemmere at køre.
(Foto: Brian Sørensen / HMS)

Og jeg var spændt på tiderne, for jeg havde inden løbet fået lavet den første egentlige ændring af på bilen, siden jeg kørte det første løb med den for 1 år siden: Baghjulene havde fået negativ camber, og det var meget mærkbart bag rattet.
Jeg har egentligt aldrig syntes at Spitfiren kørte dårligt, men må da indrømme at bagenden til tider kunne være ret livlig. Det var slut nu, for den stod bare fast med bagenden. Det var lige før den var blevet helt kedelig. Vigtigere var det dog, om forandringen også kunne aflæses på tiderne - men her blev jeg skuffet. I tidtagning 1 endte jeg på 1:11,9 og var dermed godt 1 sekund fra min bedste tid i maj. Jeg slog det hen med at det kan være svært at sammenligne, da banen havde fået ny asfalt siden da.
Tidtagning 2 gik bedre, og jeg var meget tilfreds med tiden 1:11,0. Dels fordi jeg havde en fornemmelse af stadig at køre ret konservativt og slet ikke presse bilen - og dels fordi det placerede mig foran John Bruun Nielsens Anglia, som jeg før har haft gode dyster med.

I løb 1 startede jeg dog bag Angliaen, og da starten gik, var den væk. Listen over biler, der starter bedre end Spitfiren, er alenlang, og jeg havde simpelthen fornemmelsen af at alle 7 biler bag mig fløj forbi hen mod enden af langsiden.
Jeg slog dog igen i første kurve, hvor jeg tog et kæmpe herresving i yderbanen - udenom alle tumulterne, og med god fart ind på den korte langside, hvor mange andre kom langsomt ud pga. nærkampene i inderbanen. Jeg genvandt de fleste af mine tabte placeringer, og kom ud lige efter Lennart Henjers Giulietta.

Claus var flere gange i tæt fight med svenske Lennart Henjers Alfa Romeo Giulietta Sprint, og begge kørere var bagefter enige om at det havde bidraget til weekendens morskab.
(Foto: Brian Sørensen / HMS)

Dét lovede godt, for jeg vidste fra den frie træning søndag morgen, at det kunne give spændende dyster (jeg har lagt et videoklip fra 2 omgange under træningen på TriumphRacing.net, og her fremgår det tydeligt at vi har det sjovt).

Kampen med Lennart om 15.pladsen var det vildeste jeg endnu har prøvet: Jeg har aldrig før kørt så tæt på en anden bil, så længe og så hurtigt. Alfa'en var hurtigere på de lige stræk, men Spitfiren bremsede bedre, kørte hurtigere i kurverne og kom især bedre ud af dem.
De første omgange lå jeg lige i Alfaens bagagerum på vej ud på langsiden, på den korte langside og efter depotsvinget. Og hver gang trak Alfaen væk, når det gik ligeud. Det var en tæt dyst, og det tog 4 omgange før jeg slap forbi. Et par gange havde jeg været for ivrig, og var gået så tæt på, at jeg var nødt til at lette på speederen ud af svinget. Først da jeg lod mig falde længere tilbage kunne jeg få fuldt blæs på ud af kurven, overhale lige efter svinget, næsten holde mig foran ned af langsiden, og afslutte overhalingen med en sen bremsning. Timingen var svær, men altafgørende, når man ikke kan gå forbi på rå motorkraft, og jeg mangler simpelthen erfaring i den situation. Dysten med Lennart var dog perfekt træning.
Derefter kørte jeg stort set mit eget løb, hvor jeg kunne se Angliaen forude, uden at kunne nå den. Til sidst skulle jeg passe på igen, for halvvejs i løbet øgede Jan Mac Larsen i Volvo 122S tempoet, og jeg kunne se han kom nærmere og nærmere. Han sluttede godt 1 sekund efter mig, og fyldte da pænt i mine spejle.

Det lovede jo godt for løb 2, hvor min startposition var foran mine kombattanter fra Løb 1.

Himlen så truende ud før starten til løb 2, og det blev ikke ved truslerne, for vandet væltede ned midt i løbet og bidrog til spændingen.
(Foto: Brian Sørensen / HMS)

Men forholdene var svære, for med mellemrum havde skyerne givet nogle gevaldige regnskyl, og da vi kørte til start var det på en fugtig bane - ikke meget, men nok til at jeg regnede med at skulle spare lidt på gassen for at undgå hjulspin.
Starten gik også fint, men var intet imod Henjers start i Alfaen: Han kom blæsende op midt imellem de to startrækker, og der var intet at gøre. Også Jans grå Volvo følte sig hjemme i regnen, og stormede forbi på første omgang. John i Angliaen kiksede starten med for meget hjulspin, og for en gangs skyld holdt jeg ham derfor bag mig.
Det varede dog ikke længe, for omgangen efter havde han fået fart i Angliaen og gik ikke alene forbi ned af den korte langside, men satte også et kanontempo på.

Men så begyndte det at regne igen - meget endda. Det understregede Spitfirens styrke ud af sving i forhold til Angliaen, og jeg var faktisk imponeret over så godt den stod fast på den våde asfalt. Forhjulene overbremsede under de forhold, hvilket gav mig et par store linier rundt i depotsvinget, men ellers var bilen bare stabil. Dog stadig ikke hurtig nok til at gå forbi Angliaen. Jeg må sige det var en spændende fornemmelse ned af langsiden, i kølvandet på Ford'en med spray til alle sider og med solen i øjnene - så er udsynet altså ikke videre godt. Hvad værre var, så kunne jeg ikke komme forbi. Det lykkedes først, da vi blev lappet af de førende Elan'er: Så kiggede jeg deres linier af, og fulgte i deres kølvand forbi Angliaen.
Den taktik virkede så godt, at jeg brugte den igen da jeg nåede op til Volvoen og en placering som nr. 14.

Den regnvåde bane og Elan'ernes linier hjalp Spitfiren forbi både Anglia'en og Volvo'en.
(Foto: Motorsporten.dk)

Dette var næstsidste omgang, og jeg var indstillet på at sejle roligt i mål. Pludseligt så jeg ud af øjenkrogen Giuliettaen køre totalt sidelæns på vej ud på langsiden - jeg var overbevist om at Lennart var ved at køre af, men han reddede den faktisk. Han mistede dog så meget fart, at jeg næsten kunne nå ham på langsiden, og jeg lagde an til et sidste angreb op mod målstregen. Jeg kom supergodt ud af kurven og ville gå forbi på ydersiden, men pludselig blev pladsen mellem Giuliettaen og barrieren for trang efter min smag, og jeg var for tæt på til at gå indenom i stedet. Jeg var nødt til at lette på speederen, og selvom Spitfiren derefter fik et par hundrede omdrejninger ekstra, så krydsede jeg stregen 0,2 sekund efter Lennart.
Ærgerligt, men jeg må vel lære det engang.

Endnu en weekend, der endte med 1-1 til John Bruun Nielsens Anglia og Claus' Spitfire - men først efter tæt kørsel i Løb 2's regnbyger.
(Foto: Brian Sørensen / HMS)

Samlet set var weekenden min 1-årige racerkarrieres sportslige højdepunkt. Classic Car Meeting-ideen holder vand, de historiske kørere fra de fleste klasser var mødt talstærkt op, humøret var højt, stemningen god og endelig er Ring Djursland en super bane, der i sig selv er ligeså historisk som bilerne. At weekenden var min bedste hidtil skyldes også den håndfuld gode klassekammerater til min Triumph Spitfire, som gjorde mine løb superspændende.
Endelig bragte weekenden også mange biler ud at køre, som ikke tidligere har været på banen i år - det er næsten det mest positive ved weekenden generelt, for det lover godt for fremtiden.