Men selvom det er godt for tilskuerne, kan man som fjernseer godt savne de lange stræk ud mellem træerne, et af de få steder hvor alle hestene virkelig fik lov til at strække benene.
Det nye lay-out har ikke gjort banen mere spændende, men det har heller ikke gjort den værre. Og i en tid hvor der ikke sker for meget på publikum på tribunen, er det vel ganske fornuftigt at give dem lidt mere motorlarm for pengene.

Favoritten til at få laurbærene (nå nej - sådan nogle får det ikke mere) i Tyskland er naturligvis Michael Schumacher. De 10 sejre han allerede har hentet i de 11 første løb, taler ligesom deres eget tydelige sprog.

Men de sidste par løb har dog vist et par enkelte sprækker i Ferraris uovervindelighed. I Frankrig var det Renault der virkede mere end truende, i England var det en genfødt Kimi Raikkonen der jagtede Schumacher. Begge gange blev vi som tilskuere snydt for en duel på banen fordi taktikken var det udslagsgivende.

Ferrari har demonstreret at ikke nok med at de har den bedste bil, og den bedste pilot, så har de også den bedste taktik. I Frankrig var de avancerede og satsede på fire stop. I England var de stort set ene om at satse på den åbenlyst logiske, to stop. I Tyskland skal det blive spændende at se om der er andre teams der efterhånden har fået mod på at lave lidt rav i den med alternative pit-strategier.

I princippet bryder jeg mig ikke om alle disse stop. Et racerløb skal udkæmpes på banen, ikke i pitten. Og når det så foregår på den måde, som det gør i Formel 1, hvor stort set alle kører på den samme strategi, og laver stoppene med få omganges mellemrum, bliver det næsten til grin. I stedet for et langt løb, er der næsten tale om tre korte, hvor der bare ikke er pause imellem. Hvis pitstop skal fungere i motorsport, skal reglerne åbne mulighed for mange varierede strategier, og det gør de ikke i øjeblikket.

Ferrari har været den eneste konstante faktor i denne sæson. Tidligt på sæsonen var det BAR og Williams der var de nærmste udfordrere. Men som sæsonen er skredet frem er de to teams faldet lidt tilbage. De er ikke bare blevet overhalet af Renault, og nu senest McLaren, for det er de også. Men i forhold til Ferrari er de faldet længere tilbage. De to teams skal have fat i nakken på sig selv hvis de vil være med i front af forfølger gruppen igen.

For BAR er det mere væsentligt end for Williams. BAR er et ungt team der må formodes at være sulten efter den succes de havde regnet med ville være kommet forlængst. De er havnet i en afgørende fase i deres liv - det er nu og i løbet af de næste 18 måneder vi får at se om BAR bare er en kort opblomstring eller det faktisk er begyndelsen på et nyt topteam - og guderne skal vide at det er længe siden at team faktisk har præsteret at bide sig fast i front af Formel 1 (Benetton var det sidste). Renault er tæt på at gøre det, men mangler stadig de sidste par centimetre og et par sejre til. BAR kan måske også gøre det, men på den anden side - det var der også nogen der troede om Jordan i 1999.

For Williams er situationen en anden. Selvom de sidste par år ikke har være ideelle, så har teamet ikke så meget at bevise. At hukommelsen i Formel 1 er kort er en skrøne, faktisk er den ret lang - for visse ting. Williams har bevist at de kan levere varen, og langt de fleste er overbeviste om at de vil være med i toppen igen på et tidspunkt. Indeværende sæson er allerede opgivet. Selvfølgelig vil man gerne vise sig fra sin bedste side, men lige nu foregår det meste i teamet med henblik på fremtiden. Ydermere skal man udskifte begge kørere, så 2004 virker mere og mere som et mellemspil for det engelske team. Det kunne have været anderledes, hvis sæsonen var startet bedre. Men som det ser ud nu, så må fokus være rettet mod fremtiden. Det ville være ganske fornuftigt hvis man snart traf en endelig beslutning om hvem der skal køre bilerne næste år.

Renault og McLaren har overhalet både BAR og Williams i løbet af sæsonen. McLaren indtil videre noget kortvarigt ganske vist. Men med det man så fra den nye bil i England, er der håb om mere fra den front. Specielt hvis man tænker på hvor meget bilen udviklede sig mellem Frankrig og England. Hvis McLaren kan holde dampen oppe, så er det ikke helt umuligt at der faktisk kan blive kamp om sejren i Tyskland.

Det franske Renault team har faktisk, bortset fra Ferrari, været det mest konstante i år. Altid er bilerne med i front, nogle gange lige efter Ferrari, nogle gange lige efter Williams, BAR, McLaren, alt efter hvem der lige har det godt den dag. Men Renault er der altid. I Monaco fik vi også set at bilen faktisk er i stand til at vinde, på en god dag på den rigtige bane. De mangler stadig lidt hestekræfter, men fremtiden tegner stadig lys for teamet. Men den skal helst snart komme til at blive lys, efter tre sæsoner i Formel 1 er teamet ved at være modent til det endelig gennembrud.

Resten af feltet er vel efterhånden mest med som statister. Sauber har en god sæson, med flotte præstationer af Fisichella, der stadig drømmer om en bedre bil. Fisichella er hurtig, det er der ingen tvivl om, men har han virkelig VM potentiale? I en bedre verden ville der være plads til en Fisichella i en god bil, hvor han nu og da kunne vinde et løb. Men den store stjerne tror jeg aldrig han bliver. Men han klæder Sauber raceren. Det schweiziske team har tidligere haft en tendens til at starte godt, og så falde bagud som sæsonen skred frem, men Fisichella har fomået at holde dampen oppe. <Å> Toyota og Jaguar kan kæmpe om pladsen som 7. bedste team i Formel 1. På sigt er der ikke meget tvivl om at det er Toyota der tager den sejr, men i øjeblikket kører de to pænt op med hinanden. Også Toyota kigger nok mere frem mod næste sæson end de gør på den her. Der skal snart til at være bare lidt resultater i bilen, hvis det hele skal have nogen mening.

Jaguar derimod kunne virke som et team på vej ud. Ford har aldrig bakket 100 procent op omkring indsatsen i Formel 1, og efter en kort opblomstring sidste sæson er teamet igen nede blandt de bagerste. Hvis de fortsætter i Formel 1 kommer deres konkurrenter til at hedde Jordan. Mark Webber er den ubetingede stjerne, men han er på vej væk og fremtiden ser alt i alt en anelse dyster ud for det engelske team, med det stolte navn.

Martin Møller-Thomsen