Pontus Mörth fik endelig vist sit og Volvo'ens potenstiale i DTC, Toyota-duoen fulgtes atter ad, mens kun John Nielsen for alvor viste Essex-flaget. Peugeot døjede med tekniske problemer, mens Kurt Thiim pludselig blandede sig med de bedste efter snart halvandet år i skyggen.
Blandt DTC Cup-deltagerne var Michael Carlsen den toneangivende, men det var alligevel Jørgen Weinreich der triumferede i finalen, mens den hidtil dominerende Mike Legarth måtte nøjes med at køre på det sikre.
Prefinalen
Startende i første startrække er det op til Pontus Mörth og Jens Edman at vise deres danske konkurrenter vejen rundt på den smalle, kurve- og bakkerige skånske bane. Fra tredje position mener Kurt Thiim imidlertid noget andet og blander sig i legen, blot for at blive puffet på plads i første sving. Det giver ikke alene Edman andenpladsen tilbage, men også en række andre kørere fri passage.
Pontus Mörth er allerede forrest, mens Kurt Thiim vil lege med. Bemærk Jan Magnussen i pitudkørslen. (Foto: Birger Vilen)
Inden da havde Peugeot'erne ellers sørget for rigelig dramatik. Først kom Jan Magnussen for sent ud af pitten, da der blev linet op til dummy gridden. Derfor blev han vinket tilbage til pitten, hvorfra han måtte starte løbet. Da feltet forlod dummy gridden gik der en drivaksel på teamkammeraten Jason Watts bil, der nu blot kunne satse på at blive klar til finalen. Samme skæbne overgik Jesper Sylvest, med den forskel at det først skete i den ordinære start.
I spidsen af feltet kan Pontus Mörth trække fra Toyota-duoen Jens Edman og Henrik Lundgaard, mens Kurt Thiim har fundet sig en plads som kødet i en Essex-sandwich med John Nielsen som top og Casper Elgaard som bund. Positionskampene bliver imidlertid afbrudt for en stund, da Jens Reno Møller og Martin Pedersens biler skal fjernes fra sandkasssen i startsvinget. Her var de to havnet på starten af anden omgang og den efterfølgende udgravning kræver en safety car-periode.
Hmm... (Foto: Motorsporten.dk)
På femte omgang er det atter blevet tid til racerløb. Endnu engang kan Pontus Mörth trække fra konkurrenterne og dermed vinde en flot debutsejr, i et løb ellers mangler lidt kolorit.
Jens Edman holder andenpladsen, men skal være glad for at teamkammeraten Henrik Lundgaard er rygdækning. Det meste af løbet følger Lundgaard, John Nielsen, Kurt Thiim og Casper Elgaard konstant i svenskerens hjulspor til det ternede flag falder. Indbyrdes er hver enkelt deltager ikke i stand til at avancere, men er omvendt i stand til at forsvare placeringen.
Bagved fører Martin Jensen en gruppe an, der består af bedste Cup-deltager Michael Carlsen og Michel Nykjær. Også her bliver der forsøgt, men uden held.
Jørgen Weinreich, der denne gang er kommet i Zulu-gult, kører det meste af løbet for sig selv på vejen mod den samlede tiendeplads og toer i DTC Cup. Mod slutningen lykkes det selveste Jan Magnussen at komme op bag Corolla'en, men forbi kommer han ikke. Løbet igennem må Magnussen køre sig forbi de øvrige Cup-deltagere, samt Philip Andersens Honda.
BMW-kørerne Mike Legarth, Gunnar Kristensen og Carsten Leveau slutter feltet af efter de 12 omganges prefinale, mens Jens Møller kommer tilbage i løbet tidsnok til at besætte 16. pladsen to omgange efter. Også Martin Pedersen får asfalt under Peugeot 406'eren igen, men modtager det sorte flag efter få omgange, da han på et tidspunkt korter banen af i forsøget på at køre i pit.
For Michael Schröter bliver det et kort løb, da han taber venstre baghjul på sjette omgang og må parkere i banekanten. Der er desværre for kort tid til at få bilen klar til finalen og for første gang i år må han vende tomhændet hjem.
Finalen
Kurt Thiim har pole til finalen, men på ydersiden lurer John Nielsen og hans baghjulstrukne BMW. Thiim gentager imidlertid sin kanonstart fra prefinalen og bringer sit gule lyn først fra start. John Nielsen trækker ind bagved, men må hurtigt ud igen, da Renault'en pludselig ikke kan komme op i næste gear i samme tempo som Thiim vil have det. Også Henrik Lundgaard kommer forbi i denne manøvre, mens Pontus Mörth får has på Jens Edman. Alt dette sker inden første sving er rundet!
På starten af anden omgang havner Jens Møller igen i sandkassen for enden af langsiden og bringer banens Safety Car på banen da feltet nærmer sig næste omgang og så går det galt!
Feltet er i fart da de forreste runder opløbssvinget. På dette tidspunkt befinder SC-bilen sig næsten stationært i den anden ende af langsiden, mens de gule flag kommer ud. Som forreste mand i køen ser John Nielsen situationen først, letter på gassen og holder sig til højre side af den smalle bane - samme side som indkørslen til pitlane.
Henrik Lundgaard må have tænkt at dette er en sjælden foræring fra John Nielsen og accelererer forbi, blot for snart at opdage tingenes tilstand. Nu er det Lundgaard der sagtner farten, for forgæves at undgå en overhaling i gul flagzone, og trækker ud til venstre.
Kurt Thiim er næste mand i rækken, og den mest uheldige. Han er tilpas tæt på Lundgaard og når derfor ikke at reagere i tide, med det resultat han rammer Toyota'ens højre baghjørne med Renault'ens venstre fronthjørne, hvilket slår forhjulet skævt og sender ham faretruende tæt på pitmuren i inderbanen.
Som fjerdemand får Pontus Mörth præcis den plads der skal til, for at han kan sno sig imellem de tre forankørende konkurrenter og indtage førstepladsen, indtil han, Thiim og Lundgaard finder tilbage til deres oprindelige placeringer med John Nielsen forrest og alle implicerede undgår straffe. I bedste fald kan hele episoden betegnes som uheldig, men hvorfor har tilstedeværelsen af en Safety Car forårsaget så mange overhalinger, buler og direkte farlige situationer i de forskellige klasser denne sæson?
Efter en omgang bliver løbet atter frigivet, men det står klart at Kurt Thiim på tredjepladsen er i store vanskeligheder. Ikke alene er hans forhjul slået, men karosseriet skraber mod fordækket, der afgiver faretruende mængder af røg.
Bag Thiim slår Jens Edman kontra mod landsmanden Pontus Mörth i det skrappe venstresving efter Krönet, men Mörth generobrer fjerdepladsen i den efterfølgende hårnål. Et par omgange senere foretager Volvo-køreren en overhaling af Thiim i Lito-svinget og dermed er top-3 placeringerne afgjort. John Nielsen vinder sin anden Knutstorp-sejr i træk, mens Henrik Lundgaard føjer endnu en solid bunke point til sin mesterskabsføring og Pontus Mörth ender sin hidtil bedste DTC-weekend på tredjepladsen.
Kurt Thiim holder fjerdepladsen til starten af ottende omgang, hvor venstre fordæk langt om længe giver op og sender Mégane'en af banen i startsvinget. Thiim redder bilen tilbage på banen, men lister omgangen rundt og ender sit løb i pitten.
Dermed er vejen banet for Jens Edmans fjerdeplads, men han har Casper Elgaard i spejlene til mål
Bag de forreste begynder en ellers stærkt kørende Michael Carlsen at samle en kø, bestående af Martin Jensen, Michel Nykjær, Jørgen Weinreich og Philip Andersen, efter sig. På en dag hvor Peugeot Sport Engineering-teamet ikke har det store held med sig er det meget sigende at privatkører Michael Carlsen er bedste Peugeot-kører i finalen, men på starten af tolvte omgang passerer Martin Jensen og Michel Nykjær ham for enden af langsiden, mens Weinreich presser sig op på siden af BP-Peugeot'en på bagsiden af depotet. Her taber Carlsen fodfæstet og må en tur henover græsset og mister derved Cup-føringen til Weinreich, men også Philip Andersen kommer forbi.
Kampen i midtfeltet var tæt. Her holder Michel Nykjær Philip Andersen og Jørgen Weinreich hen. (Foto: Motorsporten.dk)
Nu er det Honda-kørerens tid til at lugte blod. For enden af langsiden overhaler han Jørgen Weinreich og begynder straks at lede efter et hul forbi Michel Nykjær. Forsøget sker samme sted omgangen efter, men udgangshastigheden er kompromiteret og Nykjær er hurtigt forbi, men også Jørgen Weinreich kommer forbi. I venstresvinget efter Krönet forsøger Philip endnu en overhaling af Zulo-'rollaen, men spinder og kører efterfølgende i pit, med vibrationer fra et muligt tidligere sammenstød.
Efter denne hektiske aktivitet kan Martin Jensen køre sjettepladsen hjem foran Michel Nykjær og DTC Cup-vinder Jørgen Weinreich. Michael Carlsen bliver næstbedste Cup-kører på niendepladsen, mens Jesper Sylvest fører de resterende Cup-deltagere i mål. Mike Legarths BMW lider af udsættere mod slutningen, men med fjerdepladsen beholder han akkurat Cup-føringen foran Michael Carlsen. Også Martin Pedersens Peugeot 406 lyder til tider syg og slutter på femtepladsen et stykke foran Gunnar Kristensen, og boomerangen - han vender tilbage efter hver eneste sandkassebesøg - Jens Møller.
Efter sejren på ved sidste løb på Jyllands-Ringen, var Ring Knutstorp en stor skuffelse for Jason Watt, der her ligger i infight med Philip Andersen. (Foto: Motorsporten.dk)
Fra sidste startrække kører Jason Watt sig forbi flertallet af Cup-kørere og tager sig en underholdende dyst med Philip Andersen, før han må udgå med styreproblemer på tiende omgang. Også Carsten Leveau må udgå, mens Jan Magnussen må slås med løbsledelsen, og ikke konkurrenterne, uden at tilbagelægge en eneste omgang af finalen.
Feltets mindste og største? Jørgen Weinreich blev en fortjent vinder af DTC Cuppen i finalen. Michael Carlsen kunne godt føle sig lidt klemt også i denne situation, mens Jesper Sylvest kan glæde sig over sit hidtil bedste finaleresultat i Cup-sammenhæng i år. (Foto: Motorsporten.dk)
Pointene
Henrik Lundgaard
Mens mesterskabets top-3 bevarede de indbyrdes positioner, med Henrik Lundgaard, Jens Edman og Martin Jensen, blev der derimod rykket rundt på de øvrige kørere. John Nielsen rykker to pladser frem til fjerdepladsen, mens Michel Nykjær og Casper Elgaard hver rykker én ned. Med weekendens flotte resultat rykker Pontus Mörth fra tiende til syvendepladsen, mens Michael Carlsen rykker op som ottende, og dermed bedste Cup-kører i den samlede stilling. Mike Legarth taber et par placeringer, mens Kurt Thiim, trods uheld, kommer tilbage i top-10.
Der er nu det meste af tre uger til feltet atter er på plads til Sparekassen Kronjyllands jubilæumsløb på Ring Djursland den 7. og 8. august, hvor femte afdeling køres.
Jesper O. Hansen Læs mere om: 18/07/04 - Ring Knutstorp - DTC weekend |