Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Danish Touringcar Challenge

Martin Jensen: "Jeg kan godt lugte 1-tallet"

Danish
Touringcar
Challenge 

12/07/04 

Peugeot-køreren satser på at få et topresultat på Ring Knutstorp
Efter små seks ugers sommerpause skal Danish Touringcar Championship atter i aktion. Det sker i den kommende weekend på Ring Knutstorp i Sydsverige, hvor bilsportens superliga nu for fjerde gang kører et løb i midten af juli, overværet af specielt mange københavnske og sjællandske fans.
 

Sidste år blev de vidne til en meget intens duel, hvor Martin Jensen, Albertslund, havde én af hovedrollerne, og det satser han også på at få i år.

"Jeg forventer en topplacering," kommer det bramfrit fra den unge Peugeot-kører. "Jeg synes, at vi har forberedt os rigtigt godt med bl.a. test på banen. Jeg synes, at jeg har en rigtigt god bil, og jeg føler mig godt tilpas på Ring Knutstorp, og lad så håbe, at den kombination kan afspille sig på resultatet. Jeg har haft gode erfaringer med Ring Knutstorp, men bare ikke været heldig med materialet før, men det virker som om, at Peugeoten er ganske stabil."

Sidste år var Martin Jensen godt på vej mod en finalesejr - noget, han den dag stadig har til gode. For et år siden førte han indtil få omgange igen, da gearskifteproblemer sendte ham ned på tredjepladsen, men det ryster ham ikke psykisk.

"Nej, jeg tænker ikke på, hvad der skete sidste år. Jeg tænker kun på at få et superresultat med hjem og gøre mig selv og mine mekanikere glade og vise, at det godt kan lade sig gøre at holde fra start til slut. Jeg er selvfølgelig startet på en frisk, og med de mekanikere, jeg har på min bil, tvivler jeg ikke et sekund på, at det er i orden. Det er en god sikkerhed at have i baghovedet."

Ved sidste års DTC-løb i Skåne sad Martin Jensen bag rattet af en Honda Civic Type-R. Nu kører han Peugeot 307 GTI, men det er ikke det eneste nye siden dengang. Med på sidelinien har han også den tidligere jægersoldat B.S. Christiansen.


Op til løbene får Martin Jensen sparring af B.S. Christiansen.
(Foto: Birger Vilén)

"B.S. hjælper mig på det mentale og det venskabelige plan," forklarer Martin Jensen. "Vi er blevet utroligt gode kammerater, og en mand, som B.S. har så megen viden indenfor militærverden og det personlige, at han kan bidrage med en masse ting, også om hvad kroppen skal bruge for at præstere optimalt. Det har givet pote, samtidig med at jeg også benytter nogle af de idrætslæger, der er tilknyttet CSC-teamet."

Mens samarbejdet med B.S. Christiansen er af nyere dato, så har Martin Jensen tidligere kørt for Peugeot Statoil Motorsport. Det gjorde han tilbage i 2002, og selv om meget er uændret, er teamet også nået videre i forhold til dengang.

"Jeg kan mindes fra 2002, at jeg havde et heat med en løs frontklap, hvor jeg udgik, og det var alt. Mekanikken har været i top fra dag 1, og det er dejligt at være tilbage med drengene," siger han. "Det har været spændende at komme tilbage, og de er nået så langt med bilerne, at man i enhver henseende ved, hvad der skal gøres, og det hjælper både mig og mekanikerne. Vi bruger f.eks. mindre tid på at finde ud af, hvad der skal gøres, og derfor bruger vi mere tiden på at videreudvikle bilen."

Foreløbig er det gået godt for Martin Jensen i årets Danish Touringcar Championship, hvor han som Peugeot Statoil Motorsports bedst placerede kører indtager en delt andenplads i tabellen.


Martin Jensen er bedst placerede Peugeot-kører i årets DTC mesterskab.
(Foto: Birger Vilén)

"Jan (Magnussen, red.) har ikke har kørt alle afdelinger, og Jason (Watt, red.) har været uheldig, men jeg har trods problemer formået at få bilen hjem og få points, og det håber jeg bliver min fordel i sidste ende. Jeg kan da godt lugte 1-tallet, og det er motiverende for den daglige træning," slår han fast.

Korte fakta:

  • Martin Jensen har to andenpladser som sine hidtil bedste finaleresultater.
  • Søndagens finale kan blive nummer 25 for Martin Jensen.
  • Ring Knutstorp ligger øst for Landskrona og blot en times kørsel fra Rådhuspladsen i København.
  • Danish Touringcar Championship afvikler denne gang sin Super Pole lørdag eftermiddag, mens klassen pre-finale og finale afslutter weekendens program søndag eftermiddag.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • 18/07/04 - Ring Knutstorp - DTC weekend
  •