I virkeligheden udstiller sejren det store problem i Formel 1. Løbene bliver ikke afgjort af kørere på banen, men af teknikere og taktik i pitten. Renault og Alonso havde fra pole en god mulighed, som de forsøgte at udnytte. Og da de efter første runde pitstops stadig var i front, valgte Ferrari at ændre på deres pitstrategi. Så i stedet for de normale tre stop, valgte Ferrari at forsøge sig med fire. Nu kan det lyde som om det var en impulsiv afgørelse der blev truffet under omstændigheder. Sandsynligheden taler dog for at taktiske Brawn altid opererer med netop den mulighed. Og det at arbejde med alternative pit-strategier under løbet er en af Ferraris største forcer - det er bare længe siden der har været brug for den!

Mit gæt er at Schumacher allerede ved andet stop fik mindre benzin i bilen i forhold til Alonso. Derfor kunne han begynde at grundlægge en stor føring inden det tredie stop, hvor han forblev foran Alonso. At tyskeren var på en fire-stops strategi begyndte at være tydeligt da hans omgangstider i forhold til Alonsos var pænt bedre. Tidligere i løbet havde de to været mere jævnbyrdige.

Med 13 omgange tilbage havde Schumacher knap 21 sekunders forspring til Alonso. Og på grund af den korte pitindkørsel/udkørsel satte han kun 13 sekunder til under sit fjerde og sidste pitstop. Nu havde Ferrrarien cirka ligeså meget benzin som Alonsos Renault. Men Schumacher havde fordelen af nye dæk og kunne derfor igen trække fra den hjælpeløse Alonso, der måtte nøjes med en 2. plads.

Havde det været en ideel verden havde vi i dag set Fernando Alonso og Michael Schumacher kæmpe på banen om sejren. I stedet blev det til en taktisk triumf for Ferrari, Ross Brawn og Michael Schumacher. Det har ikke meget med racerløb at gøre, men derfor skal man da ikke være blind for at der var en vis spænding i starten af løbet, ligesom man heller ikke skal være blind for Ferraris lidt dristige, mens absolut fantastisk udførte pit-strategi.

Der var også andre kørere på banen, rigtig mange faktisk. Kun to biler udgik i hele løbet. Satos BAR demonstrerede igen at det er usundt at ryge, mens Baumgartner satte sig selv af banen i et sving. Resten gennemførte løbet. Man så bare ikke så meget til dem. I starten af løbet var den frankse producer så benovet over at en franks bil førte løbet, så vi ikke så meget andet. Dog blev der lidt skærmtid til Schumacher, der jo pressede den franske bil. Da Schumacher kom i front, valgte produceren i lang tid at holde stilen, med stor fokusering på tyskeren og en anelse på Alonso. Mod slutningen gik det dog op for ham (eller hende) at der faktisk var en god duel i gang om 3. pladsn hvor Trulli lå og kæmpede med en aggressiv Barrichello, mens Button forsøgte at holde fast i de to andre.

På vej gennem det sidste sving, inden den afsluttende chikane, lykkedes det for Rubens Barrichello at komme forbi Trulli, i en alt-eller-intet-manøvre. Det virkede tilgengæld som om Trulli ikke forventede noget, eller kørte definsivt. Men nu kan det være at han for fremtiden husker at løbet slutter ved målstregen, og ikke et par sving før!

McLaren racerne så man slet ikke noget til, et par pitstops undtaget. De spillede egentlig heller ikke nogen større rolle i løbet. De sluttede som nr. 6 og 7 med Coulthard forrest. På trods af en lovende kvalifikation, var der ikke de store fremskridt i den nye bil. Men lad os se hvordan fremtiden former sig for den.

Det sidste point gik til en skuffende Juan Pablo Montoya, der faktisk fik lidt tv-tid. Nemlig når han på en eller anden måde bevægede sig væk fra den normale kørerlinje, lavede pirouetter eller bare kørte hen over græsset. Hvis han ikke har haft et problem med styringen, var det næsten en pinlig indsats af columbianeren, der snart burde lægge den slags begynder unoder fra sig.

Løbet kunne have været godt, hvis der havde været kørt race i stedet for taktisk, mens sådan er betingelserne i moderne Formel 1. Konkurrenterne var en anelse tættere på Ferrari, men langt fra tæt nok til at man for alvor kan tale om at det italienske team er presset.

Martin Møller-Thomsen