Det var i 1981 at navnet San Marinos Grand Prix dukkede op. Italien havde i forvejen et løb, så den lille stat San Marino fik æren at lægge navn til løbet. Banen havde i 1979 vikarieret for Monza som hjemsted for Det Italienske Grand Prix, og det var succesen fra dengang, der inspirerede til at forsøge at gøre løbet permanent. Så permanent det blev det. Det første løb, kørt i regnvejr, var dog ikke det mest inspirerende løb, Nelson Piquet vand foran Riccardo Patrese.

Det var året efter at San Marino og Imola for alvor skrev sig ind i motorsportshistorien. Løbet i 1982 har sit eget lille kapitel i den store historiebog. Optakten var kaotisk.
Teamejerne var uenige med FISA og boycottede løbet. Det vil sige - de engelske teams boycottede løbet. Ferrari, Renault, Osella og ATS stillede op. Det samme gjorde Toleman og Tyrrell. Sidstnævnte var tvunget til at stille op, da de lige havde indgået aftaler med to italienske sponsorer. Så det var et noget decimeret felt, der stillede til start.

Men det er ikke forhistorien der er mindeværdig. Nej, det var Ferrari duellen mellem Gilles Villeneuve og Didier Pironi. De to havde en klar aftale sammen med deres team. Mod slutningen blev man på sin plads. Ikke noget med at køre mod hinanden på de sidste omgange. Mod slutningen førte Villeneuve og da han så et skilt fra pitten hvor der stod "Hold jeres pladser", tog fransk-canadieren det med ro. Pironi indhentede ham og nu kunne alle de italienske Ferrari fans nyde synet af to røde racere der drønede rundt på banen. Men Pironi havde sin egen dagsorden. Legende let passerede han den intetanende Villeneuve, der troede at Pironi bare ville lege. Så han lod ham køre, og regnede med at komme i front igen. Men Pironi ville ikke lege! Han ville vinde. Og han vandt ved hjælp af sit snigløb. Villeneuve var rasende. 14 dage senere blev han dræbt i Belgien. Og San Marino havde fået sin plads i motorsportens historiebog.

Siden har løbet flere gange budt på gode og spændende løb med tætte dueller. Banen ligger i bakket terræn og var dengang en bane med variation og gode sving. Men Sennas ulykke i 1994 ændrede dette. Året efter var banen blev modificeret. Den afsluttende s-kombination var ændret og havde mistet sin charme. Tamburello hvor Senna kørte af, havde fået en chikane, fordi man ikke kunne udvide afkørselsarealet. Og værst af alt - Aqua Minerale var blevet rettet ud fra sin krøllede højre-venstre-højre-i-en-bevægelse til et ligegyldigt sving, der slet ikke fortjente navnet. Banen var død.

Siden dengang har San Marinos Grand Prix tit været nævnt som en kandidat til at forlade kalenderen, når der skulle gøres plads til nye løb. At det så først er sket nu, må tilskrives tilfældigheder, samt udvidelse af kalenderen. Bevares, der er langt værrer baner i Formel 1 - Ungarn for eksempel - men San Marino er ikke længere noget magisk, men bare noget der skal overståes.

Løbet
2004 er ikke startet på den heldigste måde, set fra et spændingsmæssigt perspektiv. Ferrari og Michael Schumacher har været groft overlegen i alle tre løb og den spinkle optimisme man kunne have ovenpå 2003 sæson er for alvor ved at visne. 2002 ringer i ens ører og man overvejer om man nu egentlig ikke skulle tage at lave noget andet på søndag. Men håbet er der, det er jo først når feltet kommer til Europa at sæsonen for alvor kommer i gang.

Men alligevel er det svært at se hvad der skal stoppe Ferrari på søndag. Udover dem selv og tekniske fejl - men selv det er svært optimistisk at tro på. Faktum er, at Ferrari indtil videre har været overlegne og det eneste man kan håbe på, er at deres overlegenhed vil være skrumpet lidt ind i forhold til løbet i Bahrain. Det kan være svært at hidse sig op over om Montoya ender 10 eller 12 sekunder efter Schumacher og Barrichello, men det er nok der spændingen ligger.

Der var engang da et Formel 1 team kunne finde en masse fart og gå drastisk frem fra det ene løb til det andet. Nu er der tale om meget små forbedringer og derfor også over udvikling over lang tid.

Bag ved Ferrari, vil vi sandsynligvis se Montoya, Button og Alonso ligge og håbe på at netop de har heldet på deres side. Trulli, Ralf Schumacher og måske Sato kan så udgøre den næste gruppe, mens de to McLaren kørere har så rigeligt at slå med i øjeblikket, at de har svært ved se fronten af feltet.

Skal der være en overraskelse i San Marino, kunne det nu alligevel være McLaren. Hvis de har fået mere fut i skøjten og kan kæmpe med om 3. pladsen, vil det være et fremskridt der vil noget. Men ellers er det svært at for øje på, hvad der skulle være overraskende i San Marino. At BAR har lavet en god bil, der i stand til at holde McLaren stangen og duellere med Williams er ved at være en gammel nyhed. Renault virker også lidt status quo i forhold til sidste sæson.

Selvfølgelig kan det være, at det netop er denne dag at begge Ferrari biler udgår for første gang siden Det Belgiske Grand Prix 1998 - det må jo ske en dag!

Martin Møller-Thomsen