Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

Bahrain - Preview - Ørkenrace

Formel 1 
30/03/04 

Opdateret - nu med billeder!
På søndag vil 20 Formel 1 racere storme ud i den arabiske ørken i jagt på det gode resultat. For allerførste gang er en afdeling af den ypperste gren i motorsporten henlagt til den arabiske verden.
 

Med start i den lokale oase går jagten ud gennem ørkenen inden man vender tilbage til oasen. Men det er nu ikke første gang at Formel 1 feltet er kommet på ørkenjagt. I 1981 og 1982 kørte man løb i Las Vegas, på parkeringspladsen bag et af de store casinoer. Måske er Las Vegas en storby, men ikke desto mindre ligger den ude i Nevadas ørken. Men 22 år efter, er det nok ikke mange erfaringer fra dengang Ron Dennis og Frank Williams kan bruge. De to herrer er, sammen med et par få andre, de eneste der var med dengang.

Men nu hedder det altså 2004, stedet er altså Bahrain i den Persiske Golf, og målet for alle hedder 10 point. For de fleste er det mere en drøm end det er konkrete forhåbninger, mens det for andre burde være et realistisk mål. Kampen om VM blev blæst i gang i Melbourne, hvor den regerende mester Michael Schumacher vandt i overlegen stil. 14 senere var Australien skiftet ud med Malaysia, men vinderen var den samme. Sejren var knap så stor og nummer to kørte i det mindste ikke i Ferrari, men på en eller anden måde virkede tyskerens anden sæson sejr endnu mere knusende end den første.

Er man pessimist, er det svært at se hvordan resultatet i Bahrain skal blive anderledes. Michael Schumacher virker afslappet og klar på en 7. titel. Bridgestone dækkene har indtil videre haft overtaget i forhold til Michelin. Selv starterne, som ellers har været herr Schumacher akilleshæl, har han fået styr. Den eneste trussel er næsten hans holdkammerat Rubens Barrichello. Sidste sæson var Barrichello flere gange hurtigere end Schumacher, men i denne sæson har han ikke været i nærheden. Og hvis han endelig var i nærheden, er der jo altid muligheden for at Ferraris forkærlighed for teamordrer træder frem.

Hvis man derimod prøver at tage de optimistiske briller på, er der flere ting man kan lægge vægt på. Det er muligt at Bridgestone var de bedste dæk i Malaysia, men der var også overraskende køligt. Tidligere har Michelin traditionelt haft fordelen ved høje tempraturer. Og chancen for køligt vejr i Bahrain er nok ikke overvældende. Så hvis Michelin skal bide tilbage, så skal det næsten være nu - eller også ser det for alvor sort ud.

Der var stor forskel på indsatsen fra McLaren og Williams i de to første løb. Fra at være næsten degraderet til mellemklasse teams i Australien, var de begge med i front i Malaysia. Specielt McLaren havde gjorde store fremskridt siden det første løb. Det skal blive spændende at se om udviklingen er fortsat, eller om de to store engelske teams igen er sakket bagud i forhold til Ferrari.

Montoya viste gode takter i Malaysia, men var simpelthen ikke i stand til for alvor at konkurrere med Schumacher, men Formel 1 står aldrig stille. Williams kan have fundet et par mikrosekunder hist og pist - og uanset hvad skal Montoya nok banke speederen i bund og gøre sit yderste.
Holdkammeraten Ralf Schumacher har også noget at kæmpe for. I Australien blev han ganske vist bedre placeret end Montoya, men det må tilskrives omstændighederne. I Malaysia var tyskere næsten fraværende i løbet. Hvis han vil gøre sig forhåbninger om at fortsætte karrieren hos Williams, skal han snart have gang i resultaterne og vise at han kan køre lige op med de bedste. Den bedste reklame for Ralf, ville være at vinde en hård duel over Schumacher Den Ældre.

Hos McLaren har den fyrede Coulthard hentet alle sæsonens point hjem. Den pålidelige skotte, der nok har nået toppen af sin udvikling som kører, har gjort en glimrende reklame for sig selv. Uden de store armbevægelser og uden den store dramatik har han fået bilen hjem til point i begge løb.
Flere middelmådige teams ville kunne drag stor nytte af Coulthards evner som testkører. Mens Coulthard har hentet point har Kimi Raikkonen været mere uheldig. I Australien udgik han tidligt, men i Malaysia var det første mod slutningen, da den unge finne lå på en 3. plads at han måtte udgå. Indtil videre et stort rundt 0 til køreren som mange så som et godt bud på en verdensmester. Men hvis 2004 skal være et Kimi-år, så skal han nok satse på at få point i Bahrain.

Mens de store engelske teams ikke har levet helt op til forventninger, så er der andre teams der har oversteget dem. Renault, som man ellers havde høje forventninger til, har vist sig at være en ekceptionel hurtig bil og Trulli og Alonso er heller ikke ligefrem kendt for deres langsommelighed.
Måske er det i virkeligheden derfra at den store konkurrent til Ferrari skal findes?

BAR har efter mange års forsøg tilsyneladende fundet formen. Button fik en 3. plads i Malaysia - det var første gang han kom på podiet. Bilen har været hurtig og teamet virker bedre organiseret end tidligere. Med en lille følelse af savn kan man ikke lade være med at tænke på hvad en Jacques Villeneuve ville have fået ud af en bil, der endelig var i stand til at køre. Det store spørgsmål er dog om det kan holde en hel sæson igennem, eller om BAR, ligesom andre midtfelts team bare starter godt, men så drysser nedad i feltet?

I modsætning til BAR har Jaguar ikke rigtigt hentet nogle point.
Tilgengæld har Mark Webber sat streg under sit talent med sine gode kvalifikationer. Slagsmålet om hvor han skal køre næste sæson er allerede i gang. Jaguar vil gerne beholde ham, samtidig med at der går rygter om både Williams og Renault. Men efter to løb mangler han altså stadig at bevise at han også kan få bilen hele vejen hjem og hente nogle point. Unge Christian Klien i den anden Jaguar er det let at afskrive efter nogle relativt svage præstationer. Men ret skal være ret - han er en uerfaren debutant der bliver målt imod et talent som Mark Webber. Præstationerne skal være bedre, men han fortjener også tre - fire løb til, til at vænne sig til at være i Formel 1.

Toyota har skuffet med manglende resultater og manglende udvikling. Man havde med rette forventet mere af to talentfulde kørere som da Matta og Panis, men bilen er ikke til det. Men for Toyota er det et spørgsmål om tid nok - så skal de nok vinde.

Resten af feltet er der ikke så meget at sige om indtil videre. Sauber har gjort det fornuftigt - det samme har Jordan. I forhold til sidste sæson hvor Eddie Jordan måske åbnede munden en anelse for meget, har 2004 indtil videre været ret afdæmpet fra den kant. Måske han er blevet enig med sig selv om at bruge energien på at gøre teamet bedre?

Minardi har klaret det som forventet. Bruni og Baumgartner er ingen Webber eller Alonso. Ikke engang en Verstappen er de. Og når pengene så tydeligt har dikteret hvem der kører bilerne, skal man ikke forvente de store overraskende præstationer fra den kant.

Lidt stemningsbilleder fra Bahrain:


Bahrain byder Formel 1 velkommen til Mellemøsten
(Foto: Bahrain International Circuit)
Martin Møller-Thomsen

Læs mere om:
  • 04/04/04 - Sakhir - Formel 1
  •