Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rally

Rallytalenter kører efter finalesejr

Rally 
30/10/03 

I forbindelse med Motorsportens Gallafest 2003 i Messecenter Herning kårede Dansk Automobil Sports Union (DASU) årets talenter inden for rally, banesport og karting. I rallysporten pegede eksperterne ikke uventet på det sydjyske rallypar: Martin Knudsen og Heidi H. Pedersen i Renault Clio Sport.
 


Årets rallytalenter 2003, Martin Knudsen og Heidi H. Pedersen, giver fuld gas i deres Renault Clio Sport.
(Foto: Kirketerp)

Hermed er de tre sidste års rallytalenter samlet i 2-liters klassen for de serienære rallybiler. Dette drejer sig om nordjyderne: Max Christensen og Mikael Kanstrup (2001) i Honda Civic R samt sydjyderne: Martin Johansen og Karsten Isaksen (2002) - også i Renault Clio Sport. Trioen udkæmper DM-slutspurten i BCA Rally 2003 omkring Vejle i weekenden: 31. oktober - 1. november.


Martin Knudsen (22 år) er en talentfuld rallykører, som har haft en kometagtig karriere i dansk rallysport.
(Foto: Kirketerp)
- Jeg har tidligere kørt en masse karting, forklarer Martin Knudsen. - Desværre blev det ikke til topresultater i DM-sammenhæng, men alligevel gav go kart'erne en god fornemmelse for fysikkens love, når motorsport bliver kørt helt ud på det sorte af neglene. Det var derfor ikke svært at kursskifte, da jeg erhvervede kørekort som 18-årig.

Med fast tag over hovedet - i en Ford Escort - blev Martin Knudsen jysk/fynsk mester (JFM) i manøvreprøver med fætteren: Torben Christensen i højresædet.

- Manøvreprøver er indgangsvinklen til rallysporten, fortsætter Martin Knudsen. - Prøvestrækningerne udfordrer virkelig bilernes stabilitet og køreegenskaber. Derfor gælder det først og fremmest om opbygning en stabil undervogn, hvad angår fjedre og støddæmpere. Herved kan man som chauffør udforske avanceret svingteknik og håndbremsevendinger.

Manøvreprøver har senere er blevet navneændret til klubrally. Mellemtrinnet lige inden DM-rally er regionale rallies (Rally2), hvortil Martin Knudsen og Torben Christensen skiftede i 2001 - også i Ford Escort.

- I regionale rallies er der længdebegrænsning omkring hastighedsprøverne på 5 km., oplyser Martin Knudsen. - Dette er faktisk en fordel, fordi vi mange gange bliver præsenteret for rally-godbidder, som af forskellige årsager ikke kan anvendes i DM-regi. Vi klarede dog springet til de hurtigere prøver, hvorfor slutresultatet blev endnu et jysk/fynsk mesterskab.

Team Knudsen Motorsport (TKM) har altid været et familie-projekt. Således er faderen: Leif Henriksen chefmekaniker, og til DM-debuten i 2002 overtog samleveren: Heidi H. Pedersen opgaven som co-driver. Endvidere er onklen Søren Knudsen samt svogeren Niels Christian Rosendahl også med i serviceteamet.

2002-rallysæsonen blev en stor oplevelse for Martin Knudsen og Heidi H. Pedersen, idet rallyparret blev danske mestre i 1,4 liters klassen, der afvikles på tværs af den tunede gruppe - A, den serienære gruppe - N samt den ældre tunede gruppe - H. Samtidig blev TKM også juniormestre i deres Peugeot 106 Kit Car.

Nu havde sydjyderne virkelig fået rallyblod på tanden. Derfor var springet til 2 liters-klassen en naturlig udfordring for Team Knudsen Motorsport.


Heidi H. Pedersen er en humørfuldt co-driver i Team Knudsen Motorsport.
(Foto: Kirketerp)
- På nuværende tidspunkt ligger vi på en forholdsvis sikker DM-sølvplacering i klassen med vores Renault Clio Sport, konstaterer Heidi H. Pedersen. - Der skal imidlertid kæmpes intenst for de sidste placeringspoints i DM-finalen. Samtidig kører vi målrettet mod en klassesejr i BCA Rally 2003, hvilket er en af betingelserne for at score DM-guldet på målstregen.

- Vi er naturligvis stolte af titlen som årets rallytalenter, afslutter Martin Knudsen. - Det er en god moralsk støtte til strabadserne i de østjyske bakker. Arrangementet byder således på omkring 200 km. hastighedsprøver, eller lidt over halvanden times konkurrence i fuldfart på højt adrenalin-niveau. Den serienære 2 liters-klasse nærmer sig kraftigt den tunede gruppe - A, hvilket har baggrund i omdrejningsvillige motorer med hestekræfter samt avancerede undervogne.


Martin Knudsen beundrer diplomet og den medfølgende check, som er det synlige bevis på titlen som Årets rallytalent 2003.
(Foto: Kirketerp)

DM-slutfighten kan nemt følges under BCA Rally 2003, idet deltagerne starter samlet lige inden resten af DM-rallyfeltet.

Vivi Byrnel