Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Citroen SAXO Cup

2 - 0 = -2

Saxo Cup 
18/09/03 

- løbsrapport fra Padborg Park
Situationen spidser til i OK Saxo Cup'en efter løb på Padborg Park. Jesper Davidsen gjorde hvad han skulle - vinde og køre hurtigste omgangstid i begge løb, mens Brian Mikkelsen udførte maksimal skadesbegrænsning ved at blive toer. De to er nu blot 2 point fra hinanden når finalen køres på Jyllands-Ringen.
 

1. heat
Brian Mikkelsen og Jesper Davidsen går i clinch fra starten. De to rammer hinanden i første sving, hvilket sender Davidsen ned på tredjepladsen efter medejer af Padborg Park Henrik Jansen.


Starten på første heat.
(Foto: Motorsporten.dk)

Andenpladsen er dog kortlivet, for omgangen efter kan Jesper Davidsen udbremse Jansen for enden af langsiden. Forrest holder Brian Mikkelsen stand, men afstanden er minimal. Ved starten af fjerde omgang bliver den for lille. Med kampspor trækker Jesper Davidsen sig ud af dén duel som vinder, nu med Henrik Jansen og Marco Schumann foran Brian Mikkelsen.
Situationen bliver hurtigt normaliseret, med Davidsen forrest og Mikkelsen toer, men afstanden er nu 3 sekunder. Den definitive afgørelse kommer på 8. omgang hvor begge kører deres hurtigste omgang, med Davidsen som den hurtigste 4/10 bedre.
Kampen om tredjepladsen falder ud til Marco Schumann, mens Henrik Jansen må koncentrere sig om Jørn Vestergaard der banker på fra femtepladsen. Med blot tre omgange tilbage finder Vestergaard en åbning for enden af langsiden og kan køre fjerdepladsen hjem.


Henrik Jansen.
(Foto: Motorsporten.dk)

Bag de forreste ligger en yderligere en håndfuld kørere og kæmper om de næste placeringer. Camilla Stephansen har for en gangs skyld en weekend uden de sædvanlige uheld og er med helt fremme, her i selskab med Rudi Larsen, Thomas Vølund, Ronni Pedersen og Dan Birkelev - ikke navne der normalt befinder sig i denne del af feltet, men et par af de sædvanlige top-10 kørere mangler, mens Henrik Poulsen og Leif Horsted har en usædvanlig dårlig weekend.
Ronni Pedersen fører an i kampen om sjettepladsen, men må overgive sig til Camilla Stephansen og Thomas Vølund mod slutningen. Specielt Vølund er stærkt kørende, for på sidste omgang kommer han også forbi Stephansen. Ronni Pedersen slutter på niendepladsen, efter løbet igennem at have været vidne til kampene foran. Henrik Poulsen bliver tier, efter at have kørt sig op fra bunden af feltet, mens hans teamkammerat Thomas Wulff har sit suverænt bedste løb i år og slutter lige efter.

2. heat
Denne gang har Jesper Davidsen fordel af indersporet og den mulighed udnytter han optimalt.


Starten på andet heat.
(Foto: Motorsporten.dk)

Ved flere lejligheder har netop starterne været hans problem, men denne gang er timingen perfekt. Brian Mikkelsen og det øvrige felt kan blot se til mens Davidsen trækker fra feltet med både halve og hele sekunder pr. omgang! Uden større dramatik vinder Jesper Davidsen weekendens anden sejr, med Brian Mikkelsen på en ligeså sikker andenplads.
På tredjepladsen ser det til gengæld ud som om Henrik Jansen har tænkt sig at holde denne placering. Det lykkes ganske vist Marco Schumann at komme forbi midt i løbet, men Jansen svarer igen og med tredjepladsen lever han fint op til den standard Jens Enemark satte i juniløbet. Jørn Vestergaard bliver femmer, efter at have fulgt Jansen og Schumann hele løbet.
Selvom Ronni Pedersen taber et par placeringer i starten er sjettepladsen hurtigt hans, da Michel Jørgensen parkerer på tredje omgang i Big Mag-afsnittet. Camilla Stephansen gentager sin syvendeplads fra første heat - denne gang i kamp med bl.a. en stærkt kørende Dennis Wounlund der kørte i hans fars, Werner Wounlund's, racer.


Dennis Wounlund.
(Foto: Motorsporten.dk)

Som løbet skrider frem, skrider placeringerne desværre også for Wounlund, der slutter på tiendepladsen efter Hans Hartmann Petersen. I blot sæsonens andet løb kører Mads Bo Nielsen med i top-10. Mod slutningen er han endda ved at indhente Camilla Stephansen, men målflaget begrænser ham til ottendepladsen.


Mads Bo Nielsen.
(Foto: Motorsporten.dk)

Efter stærk kørsel i 1. heat må Thomas Vølund nøjes med en mere beskeden 12. plads denne gang, men udgangspunktet var også kun en 18. plads på gridden. For Henrik Poulsen gik det den modsatte vej. I trængsel på første omgang blev hans bagerste kofanger revet løs i den ene side. Et besøg i pitten for at få fjernet karosseridelen, kostede enhver chance i dette løb, der sluttede på 18. og næstsidstepladsen.

Da efterårssæsonen startede for lidt over en måned siden førte Brian Mikkelsen med 87 point. 6 afdelinger senere er forspringet reduceret til blot 2 point - det samme antal point der gives for hurtigste omgangstid! Er der to kørere der i øjeblikket vil besejre hinanden er det Brian Mikkelsen og Jesper Davidsen. Der er derfor ingen tvivl om, der er udsigt til en nervepirrende finale på Jyllands-Ringen den 27.-28. september.

Jesper O. Hansen

Læs mere om:
  • 14/09/03 - Padborg Park - Saxo Cup - Saxo Cup
  •