Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

Italiens Grand Prix - Set og sket

Formel 1 
17/09/03 

Et statisk løb med Ferrari som vinder efter adskillige løbs manglende sejre. Montoya var ene om at byde Schumacher op til dans.
 

Det italienske løb blev en lidt kedelig affære. Eneste højdepunkt var da Montoya udfordrede Michael Schumacher igennem chikanerne på første omgang. Til gengæld skrev Nicolas Kiesa sig ind i historiebøgerne, da han som den første rookie, fuldførte de tre første løb. Lad os håbe at den tendens forsætter.

BAR, 18 points:
Igen points til BAR teamet, denne gang til Jacques Villeneuve, som fordoblede sin pointscore. Til gengæld var der ingen til Jenson Button som måtte udgå efter 24 omgange, hvor de forskellige trin i gearkassen forsvandt som løbet skred frem. Teamet havde set frem til at begge biler kom i pointene, men pga. problemerne i Buttons bil, lykkedes det ikke. Kampen om 5 pladsen i konstruktørernes mesterskab tilhører efter søndagens løb BAR, men både Jaguar, Toyota og Jordan kan rende med den placering. Man var dog glade for de points som Villeneuve fik kørt hjem.

Ferrari, 137 points:
Michael Schumacher fik efter 5 løb uden sejr, igen kørt sig ind på en førsteplads, Barrichello samlede igen gode points til Ferrari med sin tredjeplads. Michael Schumacher førte fra start til mål bortset fra nogle få meter ved den første chikane hvor Montoya lavede et godt forsøg på at fravriste Schumacher førstepladsen. Barrichello kom ikke helt så let til sin tredjeplads. Allerede ved starten maste Trulli sig forbi med det resultat at Barrichello lige måtte køre lidt på græsset. Resten af løbet kæmpede han så for at holde tredjepladsen og dermed bakke af for Michael Schumacher. Teamet kunne kun være tilfreds med søndagens resultat. Nu er man med i kampen i mesterskaber igen.

Jaguar, 17 points:
Igen points til Jaguar. Takket være Mark Webber får Jaguar points på kontoen i mange løb. Denne gang blev det til 2 points. Derimod fik Justin Wilson problemer med bilen på opvarmningsomgangen. Første gear forsvandt, så han måtte starte i andet gear, og det er ikke nemt med den gearing som bruges på Monza, gearingen er meget lang. Han blev dog ret hurtigt trukket ud af løbet eftersom bilen absolut ikke var optimal. Jaguar hænger på BAR i kampen om femte pladsen, men kampen er tæt mellem flere teams, udfaldet af den kamp er ikke givet.

Jordan, 11 points:
For en gangs skyld fik Jordan teamet begge biler i mål, men uden for de pointgivende placeringer. Fisichella fik et problem under opvarmningsomgangen og startede fra pittet. Man udnyttede denne situation til at tanke bilen helt op, og ændrede derved strategien for Fisichella, så han kørte én etstopsstrategi. Zsolt Baumgartner kom i mål en placering efter Fisichella som havde kørt sig op fra sidstepladsen. Der var glæde i teamet da begge biler kom i mål. Det er ved at være noget tid siden at det er sket. Men nu er der et udgangspunkt at arbejde videre på.

McLaren, 120 points:
Kimi Raikkonen kom i mål på fjerdepladsen, David Coulthard måtte udgå kun få omgange før mål. Det var hvad McLaren fik ud af det italienske GP. Kimi Raikkonen følte at havde fart nok i bilen til at følge med, men forbi Barrichello kunne han ikke komme. Han sagde da også selv efter løbet, at han kunne følge med, men bilen havde ikke overskud nok til at han kunne overhale brasilianeren. David Coulthard udgik få omgange før mål da benzintilførslen pludseligt stoppede. Hvad årsagen var til det, vil teamet nu undersøge. Kan man have regnet en forkert benzinmængde ud? Raikkonen er nu 7 points efter Montoya i mesterskabet, men hele McLaren teamet trøster sig med at de to sidste løb køres på baner der passer bedre til deres biler.

Minardi, 0 point:
Minardi er stadig uden point i denne sæson. Til gengæld har Nicolas Kiesa imponeret ved sin historieskrivning. Det er så vidt vides første gang at en rookie fuldfører de første 3 løb han deltager i. Jos Verstappen blev trukket ud af løbet. Først blev han påkørt bagfra af Alonso ved starten, siden begyndte der at løbe olie ud på det ene bagdæk, og da det kan skabe en meget farlig situation, valgte teamet at trække Jos Verstappen ud af løbet. I mens kunne Kiesa drøne videre mod mål. Kiesa satsede lidt anderledes med setuppet. I stedet for at lave et mere decideret kvalifikationssetup, blev det ændret til noget der var mere anvendeligt i selve løbet, og det betalte sig. Bilen kørte bedre for Kiesa end i de to første løb. I næste uge tester Minardi igen, det sker på Mugello, så kan Kiesa få endnu flere kilometer i bilen.

Renault, 79 points:
Det var lidt af et uheldigt løb for Renault. Jarno Trulli kom rigtig godt fra start og kom op tredjepladsen, men pludselig døde motoren, og indtil videre antager man at det er en hydraulisk fejl. Så knap en omgang for Trulli. En af kometerne i år, Fernando Alonso, måtte starte bagerst. Og allerede der begyndte uheldene at ramme ram. Han tabte frontvingen da han ramte ind i Jos Verstappen ved starten. Det kostede en omgang at få det klaret, men bilen var ikke i det rigtige trim mere. Men indædt fight fik ham alligevel bragt op på ottendepladsen og ét point. Holdningen i teamet efter løbet var - synd for Trulli og store roser til Alonso.

Sauber, 9 points:
Sauber var efter egen opfattelse meget uheldige i det italienske GP. To omgange før mål var stillingen nemlig den at H-H Frentzen var syver og Nick Heidfeld nier. Men så måtte Frentzen udgå med motorproblemer, og Heidfeld måtte afgive en placering til Alonso. Heidfeld skældte efter løbet ud på Zsolt Baumgartner som han mente holdt ham unødvendigt tilbage, og det udnyttede Alonso til at køre forbi da muligheden opstod. Det skete faktisk på allersidste omgang. Men ingenting kommer som regel af sig selv, så på den igen.

Toyota, 14 points:
For kun tredje gang i denne sæson var der ingen af Toyotaerne der fuldførte. Cristiano da Matta udgik efter en punktering, som skyldtes at han med bilen ramte nogle kulfiberdele som lå på banen, og som så har forårsaget punkteringen. Olivier Panis måtte udgå på 35 omgang. Årsag - totalt bremsesvigt. Bremsepedalen kunne trædes helt i bund uden nogen virkning og så er det for farligt at forsætte. Skuffelse i teamet efter løbet, men man arbejder allerede nu frem mod det amerikanske GP.

Williams, 141 points:
Williams holder førstepladsen i konstruktørernes mesterskab, kun 4 points foran Ferrari. Montoya prøvede med det samme på første omgang at komme forbi Michael Schumacher, men det lykkedes ikke. Forfølgelsen forsatte i resten af løbet, men uden held. Marc Gene som erstattede Ralf Schumacher i dette løb kørte 4 points yderligere hjem til teamet. Det var faktisk Genes bedste resultat i den tid han har kørt Formel 1. Nu ser man i teamet frem til de resterende to løb, hvor man mener at banerne passer bedre til Williams bilerne end til f.eks. Ferrari. Spændingen i toppen i begge mesterskaber er intakt. Meget tyder på at mesterskabet først bliver afgjort i sæsonens sidste løb i Japan.

Dons

Læs mere om:
  • 14/09/03 - Monza - Formel 1
  •