Jan Magnussen var hurtigste mand, da tidskørslerne til syvende afdeling af den Amerikanske Le Mans Serie blev afviklet på Laguna Seca, Californien, natten til søndag dansk tid.
Danskeren kørte i sin Ferrari 550 GTS Maranello 6/10 sek. under den bestående banerekord i GTS klassen. Næsthurtigst var danskerens holdkammerat Tomas Enge, dermed var begge Ferrari'er for første gang hurtigere end den Amerikanske ærkerival Corvette.
"Den fik bare bundgas" sagde Jan Magnussen, der skal forsøge at gentage succes'en fra de to seneste weekender, hvor han vandt i hhv. den Amerikanske Le Mans Serie og den hjemlige DTC serie. "At jeg samtidig slog banerekorden er bare fedt. Og vi har lavet et virkelig godt setup til løbet, så det ser lovende ud".
Løbet afvikles sent søndag aften dansk tid over en distance på 2 timer 45 minutter.