Danish Touringcar Challenge 03/09/03
|
|
Den unge sæsondebutant var weekendens mest scorende privatkører Den flotte sejr, som Michel Nykjær, Tappernøje, kørte hjem i lørdagens DTC-finale ved Grand Prix Danmark, skabte med rette én af de største overraskelser i weekenden på den nye længere FDM Jyllands-Ringen. Men længere nede i rækkerne var der faktisk en kører, som måske overraskede endnu flere. |
Denne kører var Martin Pedersen, Køge. Da deltagerfeltet til årets Danish Touringcar Championship blev offentliggjort, var der ikke mange, som kendte til den unge kører, der havde overtaget den Peugeot 306 GTI, som tidligere er blevet kørt af både Jason Watt, Herlev, og Martin Jensen, Albertslund. Men efter Grand Prix Danmark er der nu rigtigt mange, som ved, hvem han er.
(Foto: Birger Vilén)
Weekendens dobbeltløb blev nemlig helt fantastisk for Martin Pedersen, der blandt privatkørerne i DTC Cuppen var den, som scorede flest points! Hele 71 points ud af 80 mulige blev det til for ungersvenden, der lørdag eftermiddag for første gang kom med på podiet, hvor han som bedste privatkører blev hædret sammen med Michel Nykjær, Michael Carlsen, Vissenbjerg, og John Nielsen, England. Sammen med tre andenpladser blev Martin Pedersen dermed den mest scorende privatkører, og han fik næsten fordoblet sin score i DTC Cuppen.
Baggrunden for disse flotte resultater skabte Peugeot-køreren allerede under træningerne, hvor han hele to gange kvalificerede sig til Super Pole-konkurrencen. Vejrforholdene var naturligvis meget vekslende, men specielt i lørdagens Super Pole viste Martin Pedersen, at der ikke var tale om en enlig svale, da han fulgte sin umiddelbare sjetteplads op med en ottendeplads, da han for første gang nogensinde var alene mod stopuret.
I lørdagens pre-finale og finale kunne Martin Pedersen drage fordel af de uheld, som ramlede ned over Jesper Sylvest, Jægerspris, men i søndagens løb understregede den unge Køge-kører atter sit potentiale, da han specielt under finalen fulgte netop Jesper Sylvest som en skygge. Citroën-køreren var faktisk den eneste kører fra DTC Cuppen, der kunne køre fra Martin Pedersen, som ingen problemer havde med at holde f.eks. Pierre Legarth, Vejen, bag sig. Læs mere om: 31/08/03 - Jyllandsringen - Danish Touringcar Challenge |