Den tørre pre-finale havde givet sejr til Jan Magnussen, England, foran Casper Elgaard, Århus, og det betød, at de to kørere derfor skulle starte som henholdsvis nummer seks og fem i finalen. Men mens bilerne holdt klar på startstregen, åbnede himlen sine sluser, og hele feltet blev sendt til pitten for at skifte til regnvejrsdæk. Da starten gik, var finalen mindre end en halv omgang gammel, da de to mesterskabsrivalers biler holdt sammenfiltret med hinanden efter et sammenstød.
Michel Nykjær (t.h.) vandt en sensationel sejr på FDM Jyllands-Ringen, da han gik forbi den førende Henrik Lundgaard (t.v.) (Foto: Birger Vilén)
"Jason (Watt, red.) puffer mig rundt, og i mit spin rammer Jan mig så," forklarede Casper Elgaard om uheldet. "Det ødelægger så mit venstre forhjulsophæng og Jans højre forhjulsophæng. Det var heldigt for mig, at når jeg nu skulle sættes af, at Jan også udgik, men det er lidt pudsigt, at det er hans teamkammerat, som starter det."
Mens Elgaard og Magnussen begge var enige om, at deres sammenstød var et hændeligt uheld, så var luften kold mellem Jan Magnussen og Jason Watt, Herlev. Uheldet betød nemlig indirekte, at John Nielsen, England, kunne lukke hullet til førerduoen, så de tre første i mesterskabet nu blot er adskilt af 23 points inden søndagens ottende afdeling.
Efter mesterskabskandidaternes sortie fortsatte dramatikken på banen, hvor Henrik Lundgaard, Hedensted, i front havde opbygget et solidt forspring og var godt på vej mod sæsonens anden finalesejr. Men mod slutningen af løbet blev han kørt ind af Michel Nykjær, der midtvejs i løbet var gået forbi den tidligere dobbelte mester, Michael Carlsen, Vissenbjerg, der havde sit bedste løb i to år. Med to omgange igen gik Michel Nykjær forbi Henrik Lundgaard på langsiden, og i det efterfølgende sving kom det to gange til kontakt mellem de to, inden Michel Nykjær kunne fortsætte - nu i front - mens Henrik Lundgaard måtte udgå.
"I opløbssvinget havde Henrik meget understyring og prøvede at lukke af, og dér fik jeg god fart og trak forbi ham," fortalte den senere vinder, Michel Nykjær. "I det næste sving var han på indersiden, og jeg mente, at jeg var så meget forbi ham, at jeg kunne begynde at lukke af. Han ramte mig så, så jeg røg ind over curben, men det er, hvad der sker i race."
For modstanderen Henrik Lundgaard havde det længe bare været et spørgsmål om at få det bedste ud af løbet.
"Jeg havde kørt i seks omgange, hvor mit gaskabel havde sat sig fast, så jeg nogle gange måtte tage hovedafbryderen for at få den til at slippe, så det var kun et spørgsmål om tid," forklarede Henrik Lundgaard. "Jeg prøvede, om jeg ikke kunne køre de sidste to omgange med halv gas og så lukke for ham, men så satte gaskablet sig fast, og dér havde jeg nær kørt ham af. Jeg ramte ham i bagenden, og så satte gaskablet sig definitivt fast."
Blandt privatkørerne var der også flere sensationer. En anden sæsondebutant Martin Pedersen, Køge, vandt således en flot og velfortjent sejr i finalen i DTC Cuppen, hvor Pierre Legarth, Vejen, nu har overtaget førstepladsen i denne konkurrence, efter at hans værste rival, Jesper Sylvest, Jægerspris, hverken kom på scoringslisten i pre-finalen eller finalen. Læs mere om: 31/08/03 - Jyllandsringen - Danish Touringcar Challenge |