Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Danish Touringcar Challenge

Den nye FDM Jyllands-Ringen giver nye udfordringer

Danish
Touringcar
Challenge 

22/08/03 

Udvidelsen til 2.300 meter betyder andre belastninger for kørere, biler og dæk
Der er nu kun en uge til, at den nye forlængede udgave af FDM Jyllands-Ringen skal stå sin ilddåb som Danmarks længste racerbane.
 

I denne uge har en række af teamene i Danish Touringcar Championship haft lejlighed til at stifte bekendtskab med det nye baneforløb, og selv om der også vil blive testet i næste uge, så står det allerede nu klart, at der skal arbejdes med racerbilerne på en helt anden måde end det, man hidtil har været vant til på racerbanen ved Silkeborg.

"Vi skal have et andet set-up på bilen," siger én af de førende kørere, Henrik Lundgaard, Hedensted. "Vi har simpelthen en ny bane, hvor vi er nødt til at lave et helt nyt set-up, og det skal folk så til at arbejde med, for på Jyllands-Ringen har der i de sidste mange år været nogen, som har kunnet køre stærkt her og ikke andre steder, og det bliver nok ændret."


Når Henrik Lundgaard i fremtiden skal køre på Jyllands-Ringen, bliver det med et helt andet set-up.
(Foto: Birger Vilén)

Får man lov til at kikke den hurtige Toyota-kører over skulderen, når han efter endnu et par testrunder på FDM Jyllands-Ringen checker on-board computerens registreringer, vil man bl.a. se, at der nu er opstået en ny spændende kombination forud for banens hurtigste kurve, Opløbssvinget. Fra et skarpt venstresving accelererer kørerne først fra 60 til 120 km/t, hvorefter de bremser kort op inden et højresving, der fører dem ind i en ny acceleration i Opløbssvinget, der drejer mod venstre og fører dem som hidtil ind på langsiden.

"Tidligere lå du i en lang blød kurve, hvor du bedre kunne tilpasse farten," sammenligner Henrik Lundgaard, "men nu drejer du først til højre, og så skal du den modsatte vej. Derved får du meget mere belastning på dine dæk i de to kombinationer, fordi man simpelthen skifter retning."

Selv om hastigheden igennem de to sving er henholdsvis 100 og 120 km/t, så oplever biler og kørere her G-påvirkninger på 1,6 gange deres egen vægt - og så har man vel at mærke først påvirkningen den ene vej, hvorefter den et splitsekund senere opleves den anden vej.

Det nye baneforløb byder på flere nyskabelser. Således er den hidtidige Ford-hårnål i realiteten blevet forvandlet til en S-kombination, hvor bilerne fortsat er helt ned på 60 km/t. Men herefter følger så en lang acceleration ned ad en kurverig bakke, der efter et venstresving fører bilerne ud i en lang venstrekurve og en ny acceleration.

"Med varme dæk bliver du nok nødt til at linde lidt på gassen, men så længe, du har godt greb i dine dæk, så vil der være fuld gas igennem den venstrekurve," vurderer Henrik Lundgaard, der var meget overrasket ved sit første møde med banen.

"Den var fuldstændig modsat af, hvad jeg havde forestillet mig, og det bliver spændende at se, hvad der sker, men det ser ud til, at vi får lidt mere ens temperatur på dækkene, end vi havde før. Før havde vi jo meget mere belastning på vores højre dæk, men her er det mere ens. Da jeg kørte første gang på den nye bane, kørte jeg en prøvetur for at se, hvordan banen var, og på min anden omgang kørte jeg på hurtigste tid for hele dagen, ja, faktisk min første flyvende omgang. Det er jo nok fordi, at jeg fra rally er vant til kun at se hastighedsprøverne to gange inden løbet. Jeg forbedrede ikke mine tider, men vi ændrede så vores set-up, så bilen blev nemmere at køre med."

Og dermed er vi tilbage ved det ændrede set-up, som banen kræver. Skal Toyotaen være hårdere eller blødere på den nye bane? "Tja, det er et mere alternativt set-up, men vi er ikke færdige endnu," siger Henrik Lundgaard, inden han hastigt lukker skærmen ned på den bærbare computer.

Korte fakta: Den medfølgende grafik viser henholdsvis det gear, som Henrik Lundgaard benytter, og den hastighed, hvormed han gennemkører de enkelte dele af FDM Jyllands-Ringen.


(Grafik: Toyota Castrol Racing)

Dataene stammer fra bilernes on-board computer, der på hver eneste omgang registrerer data som f.eks. hastighed, motoromdrejninger, G-påvirkninger i to retninger, temperaturer og støddæmperindstillinger.


Læs mere om:
  • 31/08/03 - Jyllandsringen - Danish Touringcar Challenge
  •