Super Pole har hele tiden været vigtig for Janne Flash Nilsson i Volvo S60, og han viste da også sit, og Volvoens værd, da han tog pole foran Tommy Rustad. Treer var Göransson, og firer var Ekblom, helt efter bogen om dramatik i det svenske. Men det var tæt. Kun to tiendedele skilte top fire.
Det var en selvsikker Flash der udtalte sig efter at have taget sin ottende pole i denne sæson:
- En ting er det at vinde løb, men for os racerkører er kval'en noget andet. Ingen snak om det, jeg er hurtigst..
Kvalifikation er én ting, løbet en anden..
Vinderen fra løbet på Falkenberg, Patrik Ernstsson måtte udgå allerede på opvarmningsomgangen med en knækket drivaksel. Janne Flash lavede en super start som senere blev kendt lidt for super, hvorfor han fik 10 sekunders straftillæg. Han holdt dog føringen i mål, men måtte se sig deklasseret i resultatlisten, og endte på en niendeplads.
Tomas Engström var kommet sig over de værste tekniske problemer, og holdt en sikker andenplads i mål. Richard Göransson smuttede inden om Engströms Honda med fem omgange tilbage af løbet, og kunne derfor tage endnu en sejr i STCC. Bag Hondaen kom den mesterskabsførende Fredrik Ekblom og Calle Rosenblad i BMW 320i.
Robin Rudholm, Seat, var startet fra en lovende sjetteplads i Super Polen, men han fik 20 sekunders straf for ureglementeret kørsel, da han kørte ind i Mattias Anderssons BMW. Rudholms kollega, Johan Stureson, kørte en solidt løb, og kom i mål på den magiske ottendeplads, der giver pole position i hovedløbet.
Kan Podium Racing få vendt tendensen?
Det har ikke været let at være Podium Racing i denne sæson. Uheldet begyndte inden sæsonen var i gang, da Seat meddelte at Toledoerne ikke ville være klare før midt sæsonen. Picko Troberg fra Podium vidste på forhånd at det ville blive svært, men de Seat Leon Cupra som de fik stillet til rådighed som erstatning, var slet ikke konkurrencedygtige.
Selv om Toledoerne nu er kommet på plads, har uheldet ikke forladt Stureson og Co. i Podium Racing. Vinderen af GT-mesterskabet sidste år, har da også haft en sæson på det jævne, selvom han har kunnet vride tiendedele ud af Seat'erne som Rudholm ikke har været i stand til at finde. Og før løbet måtte Podium også skifte begge drivaksler på Rudholms Seat, men til ingen nytte, da han allerede i starten stødte sammen med Jan Brunstedt, BMW, og måtte udgå.
Johan Stureson derimod, fik en god start og førte andet løb komfortabelt. Han kunne gå ind i første sving med et hul ned til Niklas Karlsson, Alfa Romeo, Tobias Johansson og Tommy Kristoffersson, begge Audi A4. Karlsson, der havde været lynhurtig, men forfulgt at tekniske problemer hele weekenden (for ikke at sige hele sæsonen), mistede grebet i den efterfølgende kurve og faldt nogle placeringer ned.
Tomas Engström, Honda, forsvandt på egen hånd ud i gruset. Efter løbet kom det frem at han havde haft et let sammenstød, hvor en styrestang var knækket.
Herefter stabiliserede løbet sig, med Stureson foran Rosenblad, Johansson, Karlsson, Göransson, Kristoffersson og Flash.
Med fjorten omgange tilbage overhalede Göransson Alfa Romeoen med Karlsson, og et par omgange efter måtte den førende Stureson køre ind til siden. Motoren var gået kold.
Fyresedlen ventede, men nu er det nye tider
På Crawford Racings hjemmeside har man i de seneste par dage kunnet læse om teamchef Eje Elghs trusler om fyring af deres eneste kører, Calle Rosenblad. Det har dog skullet tages med et gran salt, da Rosenblad er medejer af teamet, og både Elgh og Rosenblad har da også kunnet grine meget at det denne weekend.
Crawford Racing.
(Foto: Bo Skovfoged)
- I dag var bilen bedre end nogensinde. Det bliver ikke bedre end dette her, sagde den sympatiske skåning efter løbet.
Op til løbet havde Rosenblad dog kunne tale alvorligt om "truslen", da resultaterne har været meget svingende for det ellers yderst professionelle team, der tidligere har vundet STCC-mesterskabet med Tommy Rustad og Rosenblad. Men lidt forbedringer på bilen, blandt andet en anden kobling, har givet det sidste. Og når nu Göransson har vist at det kan lade sig gøre at vinde i BMW, så har resten været op til Rosenblad, sagde han selv før weekenden.
Og det kunne det. Efter at have vundet STCCs golfturnerin, og taget en fjerdeplads i det første løb, kunne Calle Rosenblad tage sin første sejr i år foran Göransson, der smuttede forbi Johansson fire omgange før mål. Janne Flash kom i mål på en foreløbig fjerdeplads foran Niklas Karlsson, der for en gangs skyld ikke blev svigtet af den røde italiener.
Flash straffet - for anden gang
Efter løbet blev der vanen tro indgivet en række protester til løbsledelsen. Én af dem blev godkendt, og det var mod Janne Flash Nilsson, der måtte se sig straffet med 20 sekunder i andet løb. Det skubbede ham fra hans fjerdeplads ned til en tiendeplads, et par pladser efter Fredrik Ekblom der havde et meget stille andet løb.
Det var selv samme Ekblom der havde indgivet protesten, da Flash var kørt ind i Audien på første omgang.
- Der var ikke så meget at snakke om, sagde Flash. Jeg har tydeligvis været unfair, kommenterede han resignerende.
- Vi har fået flere protester fra Flash i år, dette var vores første, sagde Ekblom efter løbet.
Som vi skrev i lørdags, havde Tommy Rustad inden løbet sagt at han scorede point, når de andre begik fejl, og denne weekend kunne have støttet hans teori, da Flash på egen hånd satte sig yderligere tilbage i mesterskabskampen.
Det blev BMWs dag på Gelleråsen i denne weekend, og de to BMW-kører, Rosenblad og Göransson, har nu et særdeles godt blik til den samlede tredjeplads. Tilbage er nu kun løbene på Knutstorp om fjorten dage, og finaleløbene på Mantorp Park med dobbelte point. Alt kan ske, og det vil det sikkert også.
Resultat af Kanonloppet på Gelleråsen: