Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Danish Touringcar Challenge

Mike uheldig ved Padborg Open

Danish
Touringcar
Challenge 

23/06/03 

Bedst som frugterne af indsatsen skulle høstes, blev der sat en effektiv stopper for Team Vamdrups 2003 sæson, da en påkørsel i starten af søndagens finaleløb sendte Mike Legarth på tværs af banen og direkte ind i autoværnet.
 

Kombinationen af en totalskadet bil og næste års reglementsændring til ETCC gør at kræfterne nu vil blive brugt på at se fremad mod 2004 sæsonen.

Sæsonen har budt på mange udfordringer - ikke mindst i form af forsinket motorleverance, påkørsler og problemer med bremserne på Team Vamdrups BMW 320i. Scenen var derfor sat til revanche på Padborg Park i weekenden.

Og farten var med - både i forudgående tests og ved lørdagens opvarmning. Desværre blev taktikken ødelagt lidt af en regnbyge under lørdagens tidtagning. Mike kørte bilen på en "super pole" tid, inden en regnbyge fik teamet til at sætte regnvejrsdækkene på. Padborg Parks nye, fine asfalt tørrede hurtigere op end forventet - og resultatet var at tiden til sidst kun rakte til en sekstendeplads i præfinalen.

Fra en startplacering som nr. 16 kørte Mike bilen op på en 11. plads, og modstod undervejs flere angreb fra den tidligere dobbelte DTC-mester Michael Carlsen, Peugeot 307 GTi. I pausen mellem præfinalen og finalen blev der arbejdet flittigt i pitten med "obligatoriske dækskift" og indlæsning af en ny motorstyringsfil i styreboxen grundet det varme vejr.

Kort efter starten til finaleløbet gik det imidlertid galt. Mike fortæller selv om hændelsen:
"Jeg fik en rigtig god start og passerede Edman indenom, men holdt min inderbane linje nedad langsiden lige efter Sylvest mod det første sving. Så mærker jeg at bilen bliver påkørt bagfra - og som en raket bliver bilen sendt på tværs af banen og direkte ind i autoværnet. Samtidig rammer bilen Michael Carlsen i Peugeot, som ikke havde en chance for at undvige."
Den nykårede Le Mans vinder, som var TV2s kommentator, udpegede efter grundige studier af tv-optagelserne Jacob Sund i Toyota som "synderen". Sund pressede sig ind foran svenskeren Edman i Peugeot, men påkørte herunder Edman som blev skubbet ind i Mikes bagskærm.
Mike ved ikke, hvad der skete bag ham, og kan derfor ikke bidrage med oplysninger.

BMW'en rammer autoværnet med høj hastighed, og støvskyer og gnister står op i luften. Mike fortsætter:
"Når man bliver påkørt med omkring 150 km/t., er man ikke længere chauffør - men passager. Det var et voldsomt uheld, men heldigvis blev jeg kun forslået ved mødet med autoværnet, og heldigvis skete der ingen personskader, hverken med de to andre kører eller tilskuerne som stod tæt op ad autoværnet."


(Foto: Team Vamdrup Motorsport)

BMW'en blev godt og grundigt krøllet sammen ved mødet med autoværnet, og vurderingen er på nuværende tidspunkt at den ikke kan genopbygges.
"Da DTC-serien til næste år kører efter ETCC reglementet, vil karrosseriet under alle omstændigheder skulle skiftes, og derfor er der ikke meget fornuft i at lede efter et nyt E36-karosseri nu", fortæller Team Vamdrups Teamchef, Preben Jensen.

Mike Legarth slutter af:
"Det er en brand-ærgerlig og alt for tidlig udgang på en problemfyldt sæson. Og jeg er ked af at vi må skuffe sponsorer og alle andre, som har støttet os i teamet. Teamet har ydet en enorm indsats for at levere en konkurrencedygtig bil - og vi var tæt ved målet. Nu vil vi bruge kræfterne på at kigge frem mod næste år og se om vi igen kan samle opbakning omkring et lokalt forankret racing team."

Team Vamdrup Motorsport


Læs mere om:
  • 22/06/03 - Padborg Park - Danish Touringcar Challenge
  •