Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Danish Touringcar Challenge

Flot finalesejr til Casper Elgaard

Danish
Touringcar
Challenge 

03/06/03 

- men Jan Magnussen fører stadig
Jens Edman var weekendens hurtigtste mand, Casper Elgaard vandt sin flotteste sejr, Jason Watt fik langt om længe vist fart, men Jan Magnussen var stadig manden der skulle slås i bagende varme på Jyllands-Ringen.
 

Juniløbet, tredje afdeling af DTC, lignede en foræring til Peugeot Statoil teamet efter de indledende warm-up-, kvalificerings- og superpolekørsler. Trioen Jens Edman, Jason Watt og Jan Magnussen toppede konstant listerne, med Edman som konstant hurtigst. Kun Toyotas Henrik Lundgaard kunne blande sig når han var bedst.
Disse fire kørere startede forrest i søndagens pre-finale med Edman og Watt i forreste række og Lundgaard og Magnussen i anden. Michel Nykjær markerede sig endnu engang ved at kvalificerer sin Seat som femmer foran endnu en Peugeot med Michael Carlsen, der for første gang i år fik vist potentiale.
Jacob Sund, i den anden Toyota, var syver foran de to BMW-kørere Casper Elgaard og Pierre Legarth. Sidstnævnte slog således Jesper Sylvest i den blå Citroën i kampen om privatkører-pole.

Pre-finalen:
Jens Edman udnytter sin pole til fulde og begynder at ligge afstand til konkurrenterne fra starten. Henrik Lundgaard udnytter inderbanefordelen til at komme af sted som toer, med Jan Magnussen og Jacob Sund i hælene. Jason Watt derimod falder i søvn og kommer rundt i første sving som femmer foran en hurtigstartende Casper Elgaard, på bekostning af Michel Nykjær og Michael Carlsen i tredje startrække.


Jens Edman var klart hurtigst da starten til Pre-Finalen gik..
(Foto: Motorsporten.dk)

Elgaard viser hurtigt at han vil frem og udbremser Watt og Sund for enden af publikumslangsiden og er efter dette store sats klatret fra ottende- til fjerdepladsen på en halv omgang! I manøvren rammer han den forankørende Jan Magnussen ganske let, men uden konsekvenser for de implicerede. Det kan man derimod ikke sige om berøringen mellem Henrik Larsen og Philip Andersen midt i feltet. Begge laver gode starter og indhenter den forankørende Jesper Sylvest, der som de øvrige trækker ind mod inderbanen. Her begynder Henrik Larsen at komme i klemme mellem Sylvest på yderbanen og Philip Andersen på inderen. Resultatet bliver en sidekollision mellem Larsen og Hondaen på vej mod første sving og starten på enden for begge køreres miserable weekender. Philip Andersen må udgår 2 omgange senere med ødelagt hjulophæng, mens Henrik Larsen mister en omgang på et pitstop.


En uheldig Philip Andersen beser skaderne på Honda raceren.
(Foto: Motorsporten.dk)

Fremme i front trækker Jens Edman fra, mens Henrik Lundgaard må lade Jan Magnussen slippe forbi i startsvinget ved starten på fjerde omgang. På dette tidspunkt har Edman opbygget en føring på næsten 3 sekunder ned til Magnussen - en afstand der kun bliver større som løbet skrider frem. Henrik Lundgaard indtager tredjepladsen, mens Casper Elgaard må slås med Jason Watt om fjerdepladsen over de første omgange. Michel Nykjær tager sjettepladsen fra Jacob Sund på tredje omgang - den placering der giver Nykjær pole til finalen.


Igen er Michel Nykjær med i Super Pole med sin nye Seat racer.
(Foto: Motorsporten.dk)

Ved starten af femte omgang I rammer Kurt Thiim Michael Carlsen i startsvinget, hvilket giver Pierre Legarth mulighed for at slippe forbi Carlsen. Kort efter må Jacob Sund lade den gule Renault gå forbi og da Pierre Legarth prøver det samme, 3 omgange senere, i Ford-kurven går det galt. Ganske vist er svinget banens langsomste, men de to går i stå da Legarth havner i siden på Sund. Begge kørere kommer i gang igen, men deres løb er definitivt ødelagte.
Forrest ligger de to Peugeot sikkert på første og andenpladsen, mens Henrik Lundgaard kommer under beskydning fra Casper Elgaard. Med blot tre omgange tilbage lykkes det Elgaard at udbremse Lundgaard for enden af langsiden og sikre sig tredjepladsen. Jason Watt når ganske vist op til Lundgaard, men får aldrig en chance for en overhaling før løbet er forbi og slutter som femmer. Michel Nykjær og Kurt Thiim kører deres egne løb som sekser og syver, mens Michael Carlsen bliver passet op af sin gamle rival Jesper Sylvest i kampen om ottendepladsen - en gentagelse af deres kamp fra den første DTC-sæson i 1999. Dermed bliver Sylvest sikker vinder af privat-cupen og slutter således foran de professionelle Martin Jensen på tiendepladsen og Pontus Mörth i Volvoen på tolvtepladsen. Jacob Sund, Thorkild Thyrring og Henrik Larsen slutter feltet af. Sund og Larsen efter forsinkelser, mens Thyrring konstant ligger i nærheden af bunden på trods af at han kører tiende hurtigste omgangstid i løbet.
Blandt privatkørerne dominerer Pierre Legarth den første halvdel af løbet, før han kolliderer med Jacob Sund og må overlade initiativet til Jesper Sylvest.


Michael Schröter kørte denne weekend sit første løb i år i DTC serien..
(Foto: Motorsporten.dk)

Den sæsondebuterende Michael Schröter indtager i sin flotte VW Golf tredjepladsen i første halvdel, før han må lade Gunnar Kristensen, Carsten Leveau og Jørgen Weinrich forbi mod slutningen og slutter som femmer. Specielt Gunnar Kristensens præstation bør fremhæves. Under lørdagens warm-up knaldede han ind i autoværnet i opløbssvinget og krøllede det bagerste venstre hjørne på Peugeoten og kom først ud at køre igen søndag middag.


Gunnar Kristensen kunne takke MC 600 klassens luftpuder for at skaderne på Peugeot raceren ikke blev alvorligere end teamet kunne få racere på banen igen søndag.
(Foto: Motorsporten.dk)

Pierre Legarth må nøjes med en beskeden sjetteplads foran storebror Mike, der slutter feltet af privatkørere af på syvendepladsen. Carsten Mikkelsen, Jens Møller og Martin Pedersen udgår alle efter få omgange.

Finalen
Efter en lidt anonym rolle i prefinalen, er det overraskende at se Michel Nykjær på pole til finalen, flankeret af Jason Watt, der også startede toer i prefinalen. Seaten kører tilsyneladende godt, men er svær at få i gang fra stilstand og Nykjær må se 8 konkurrenter overhale både inden- og udenom før første sving. To af dem, Henrik Lundgaard og Casper Elgaard, gør det fra anden startrække.
Specielt Elgaard accelerer og vinder duellen ind i første sving foran Lundgaard, Jason Watt, Jan Magnussen, Kurt Thiim, Jens Edman, Michael Carlsen og Jesper Sylvest.
Mens Casper Elgaard holder førstepladsen, må Henrik Lundgaard lade alle tre Statoil Peugeoter forbi inden for de første 3 omgange. Watt udbremser Toyotaen for enden af publimkumslangsiden på anden omgang, mens Jan Magnussen gentager manøvren omgangen efter. En halv omgang senere, i Fordkurven, kommer også Jens Edman forbi på en anderledes hårdhændet måde. På samme tid må en skuffet Jacob Sund parkerere sin Toyota med ødelagt forhjulsophæng som afslutningen på elendig løbsdag.


Casper Elgaard i front, tæt fulgt af de tre Peugeot kørere Jason Watt, Jan Magnussen og Jens Edman.
(Foto: Motorsporten.dk)

Hidtil har dramatikken drejet sig om frække overhalinger og buler, men ved slutningen af ottende omgang byder Mike Legarth og Thorkild Thyrring på anderledes drama, da Peugeot'en rammer BMW'ens bagende i det hurtige opløbssving. Det efterfølgende møde med autoværnet sætter sine tydelige spor og sidste års vinderbil må udgå på stedet, mens Thyrring kan fortsætte mod en endelig fjortendeplads. Situationen udløser en safety car periode, der samler feltet.
Da løbet restartes på trettende omgang er det uden Jens Edman, som udgår omgangen før uden strøm. Resten af løbet har Casper Elgaard de to sølvfarvede Peugeot'er, med Jason Watt og Jan Magnussen i, og Henrik Lundgaard i hælene. Afstanden varierer hele tiden lidt, men ingen har nok på hinanden til nye overhalinger og slutter i nævnte rækkefølge. Bag de førende kommer Jesper Sylvest forbi Michael Carlsen og Kurt Thiim i kampen om femtepladsen. De to sidstnævnte fortsætter kampen lige til det sidste hvor Carlsen trækker det længste strå foran en servoløs Thiim. Michel Nykjær kører endnu engang et løb for sig selv og slutter som otter, mens Gunnar Kristensen kører et flot løb og slutter som næstbedste privatkører på niendepladsen.
Martin Jensen gentager tiendepladsen fra prefinalen, men først efter hård kamp med en række stærkt kørende privatkørere som Legarth-brødrene og de to Team Sturup Peugeot 406ere - en oplevelse Martin Jensen kunne dele med Pontus Mörth, der slutter som trettende.

Jesper Sylvest og Gunnar Kristensen gentager deres privatcup-placeringer fra prefinalen, mens Pierre Legarth udnytter en fejl fra Carsten Leveau til at smutte forbi 2 omgange før mål. Som det er sket de forrige løb er der stort mandefald blandt privatkørerne og Carsten Pedersen slutter på femte- og sidstepladsen.

Jens Edman markerede med overbevisende kørsel, at han er blandt de absolutte sejrsfavoritter resten af sæsonen. Kun Ring Djursland skulle give ham problemer. Efter en lidt svag sæsonstart på Jyllands-Ringen og uheld på Mantorp, kørte svenskeren fra sine danske kolleger så længe bilen holdt. Netop holdbarhed ser ud til at være Peugeot'ernes akilleshæl. Der er mange af dem og der er altid et par af dem udgår før tid.
Casper Elgaard var en anden kører der markerede sig stærkt. I en weekend hvor Peugeot'erne så urørlige ud, vandt BMW-køreren takket være et par storsatsninger, der gav pote. Hans overhaling af Jacob Sund og Jason Watt på prefinalens første omgang kunne nemt være endt i tårer, men vandt ham i stedet to vitale placeringer. Var den manøvre foretaget i 2002, var det sandsynligvis endt i fire bulede biler og ridser i Elgaards lak såvel som renomé. Nu var det med til at gøre ham til dagens helt.


Team Essex Invest køreren Casper Elgaard førte løbet fra start til mål.
(Foto: Motorsporten.dk)

Hvis Jan Magnussen vil vinde en finale skal han begynde at køre taktisk i prefinalen. Men samme Magnussen blev ikke valgt til årets person i den amerikanske Le Mans serie ved at køre taktisk!

Atter engang er der masser af forberedelse for de forskellige teams før næste løb går i gang. Jyllands-Ringen bød på sin andel af buler, mekaniske defekter eller slet og ret bare dårlige dage. En fællesnævner for næste løb er dog at alle starter med omtrent samme kenskab til banen. Det er nemlig Padborg Park, der indvies som racerbane, der lægger asfalt til fjerde afdeling i weekenden 21. - 22. juni 2003.

Jesper O. Hansen

Læs mere om:
  • 01/06/03 - Jyllandsringen - Danish Touringcar Challenge
  •