Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Special Saloon Car

Ulrik Larsen ryddede bordet i Special Saloon Car-sæsonpremieren

Special Saloon 
28/04/25 

Padborg Park lagde asfalt til, da landets mest eksotiske banesportsklasse startede sæsonen med vilde motorer og masser af overhalinger.
 

Intet mindre end syv fuldblods Lamborghini Huracan Super Trofeo EVO2-racere var tilmeldt weekenden i det sønderjyske. Læg dertil en håndfuld Porscher, en Mercedes-AMG GT3 og flere hidsige Mitjet-racere - så haves definitionen af god underholdning.

Ulrik Larsen lagde stærkt ud og satte pole position foran Niels Nyboe, som allerede lørdag morgen så ud til at føle sig godt tilpas i Lamborghini. Nina Østergaard var tredjehurtigst, mens Rasmus Sandvej Juulsen blev noteret for bedste tid i Division 2. Kristian Moeskjær var hurtigste Division 1-kører i sin første tidtagning nogensinde.

Mellem tidtagningen og første løb var der travlhed hos DC Motorsport. Niels Nyboes Lamborghini blev ramt af en teknisk udfordring, som ikke umiddelbart var til at løse på stedet, så en mand blev sendt afsted for at hente en lignende Lamborghini som erstatning. Heldigvis nåede bilen frem og kunne gøres løbsklar i tide til første løb.

Den regerende mester satte ikke tempoet ned i weekendens første løb, som i den nye sæson er på hele 25 minutters kørsel. Efter en god start stak han af og holdt fast i et forspring på solide 11 sekunder ned til Niels Nyboe. Bag Nyboe var det Christian Jensen, der tog sig af tredjepladsen efter gode dueller med blandt andet Nina Østergaard.

Jan Engelbrecht var bedste mand i Division 2 og brød sammen med Jesper Leen Jensen Lamborghini-dominansen i de to Mikkel O. Pedersen Racing-Porscher, mens Michael Nielsen gav sin Porsche Cayman ClubSport GT4 en flot debut og var tredjebedst i Division 2. Kevin Victor Rasmussen tog sig af sejren i Division 1 efter Kristian Moeskjær lavede en kørefejl og sluttede sit debutløb i sandet.

Søndag bød på yderligere to løb med god underholdning på banen. Niels Nyboe var lige ivrig nok på første omgang og spandt en omgang rundt om sig selv, men var i stand til at fortsætte. Nina Østergaard og Mads Lysdahl Simonsen havde også en god fight om placeringerne; her var det Østergaard som trak det længste strå og sluttede løbet på fjerdepladsen. Foran hende var Ulrik Larsen igen urørlig, mens Peder D. Møller tog en flot andenplads foran Christian Jensen.

Igen var Jan Engelbrecht bedst i Division 2, som han vandt foran Rasmus Sandvej Juulsen og Peter Henriksen. I Division 1 var Oliver Rømer bedst, mens Kristian Moeskjær kunne tage andenpladsen foran Kevin Victor Rasmussen.

I finaleheatet så det i en overgang ud til at Ulrik Larsen ikke skulle vinde. Christian Jensen fik nemlig en god start og førte feltet an de første par omgange foran Ulrik Larsen og Niels Nyboe. Der gik dog ikke længe, før Ulrik Larsen satte en sen nedbremsning ind for enden af langsiden og overhalede sin teamkammerat fra RaceGroup, der holdt andenpladsen foran Niels Nyboe helt til det ternede flag, omend afstanden mellem dem ikke gav plads til fejltagelser.

Jan Engelbrecht tog endnu en sejr i Division 2 lige foran Michael Nielsen, mens Oliver Rømer igen tog sig af Division 1.

Årets første løbsweekend var vellykket, både på banen og udenfor. Som del af det nye Danish Supercar League-koncept var der masser af underholdning for alle aldre, og interessen for de vilde Special Saloon Car-racere var imponerende; ikke mindst ved Grid Show, hvor publikum fik mulighed for at se nærmere på en del af de mange flotte racerbiler.

Næste løb på kalenderen er Forårsløbet på FDM Jyllandsringen om 14 dage.

Special Saloon Car


Læs mere om:
  • Ulrik Larsen
  • Padborg Park
  • 27/04/25 - Padborg Park - Special Saloon
  •