 (Foto: Dinamic GT)
Bastian Buus er på banen igen den kommende weekend, hvor anden afdeling af den tyske Nürburgring Langstrecken-Serie finder sted på den berømte racerbane. Løbet er endnu et vigtigt skridt i forberedelserne til ét af 2025-kalenderens højdepunkter, 24-timersløbet på Nürburgring til juni, og Buus stiller igen op for det Pirelli-sponsorerede og fabrikssupporterede Porsche-team, Dinamic GT.
 (Foto: Dinamic GT)
– Det er altid fedt at være tilbage på Nürburgring igen. Det er verdens længste og mest berygtede racerbane, og man bliver aldrig færdig med at lære den at kende. Jeg er blevet fast mand på projektet, som både handler om at forberede holdet til 24-timersløbet, men også om at fortsætte udviklingen af dæk-compounds, lyder det fra Bastian Buus.
 (Foto: Porsche AG)
Dinamic GT-holdet lå til en sikker podieplads i første afdeling af NLS-mesterskabet i marts, men en straf i slutningen af løbet sendte Bastian Buus og Matteo Cairoli ned på en fjerdeplads. Denne gang stiller Buus op i NLS-løbet med sin anden teamkammerat i 24-timersløbet, Joel Sturm, og duoen håber på revanche.
 (Foto: Dinamic GT)
– Det er vigtigt for os at komme på podiet i NLS-serien, for det sikrer os nemlig en plads i topkvalifikationen til 24-timersløbet. Dermed går vi automatisk videre fra den indledende kvalifikation og sikrer os på forhånd en plads i den øverste del af et meget stort felt. Alt, hvad der kan bringe os tættere på succes i 24-timersløbet, tæller med, tilføjer danskeren.
 (Foto: Dinamic GT)
Årets anden afdeling af Nürburgring Langstrecken-Serie flages grønt lørdag den 26. april klokken 12.00. Hele 140 biler stiller op til det fire timer lange løb, og Buus og Sturm skal kæmpe mod otte andre biler i den hurtigste PRO-klasse. Løbet kan følges live på YouTube.
 (Foto: Dinamic GT) Carlos Communication Nikolaj Karlshøj Læs mere om: Bastian BuusNürburgring26/04/25 - Nürburgring - Nürburgring Langstrecken Serie |