Siden ankomsten af de midtsjællandske brødres to Honda Civic-racere har der været travlt på værkstedet hos Dall Racing. En vellykket testdag på FDM Jyllandsringen har imidlertid givet blod på tanden og styrket selvtillid forud for weekendens sæsonpremiere.
 (Foto: Dall Racing)
- Som forventet er der lidt unoder efter nogle sæsoner med 600 hestekræfter under højrefoden og firehjulstræk til at sætte dem i asfalten, men Magnus var ret hurtigt vænnet til TCR-bilen og hvordan sådan én skal tumles, siger teamchef Kim Dall, som har haft god gavn af lillebror Mathias’ erfaringer fra den europæiske Renault Clio Cup.
- Jo, vi skal nok få styr på det hele. Vi er de nye i klassen, men omgangstiderne på testdagen så rimelige ud, og siden har vi også fået lidt input fra Kasper H. Jensen, som jo om nogen ved hvordan sådan en bil skal sættes op. Jeg synes at vi er godt forberedt til sæsonstarten, siger han.
- Efter testen på Jyllandsringen havde vi armene helt i vejret. Begge biler kørte godt, og drengene var begge godt og grundigt tændt på projektet. Vi skal stadigvæk lære lidt ting undervejs, men jeg tror at vi får en rigtig fin sæson, lyder det fra teamchefen.
TCR Denmark er i år del af Danish Supercar League, der har samlet dansk motorsports skarpeste løbsserier og leverer løbsweekender med masser af underholdning på og udenfor banen, så der er basis for en god søndagsudflugt for hele familien.
Søndagens løb i TCR Denmark kan ses live på Youtube-kanalen Dansk Motorsport Live.
Tidsplan for TCR Denmark ved Åbningsløbet på Padborg Park
Lørdag d. 26. april
10:30 - Træning 1
13:05 - Træning 2
17:28 - Kvalifikation
Søndag d. 27. april
11:00 - Race 1
13:13 - Race 2
14:31 - Race 3
TCR Denmark Læs mere om: Magnus DallMathias DallPadborg Park27/04/25 - Padborg Park - TCR Denmark |