Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

World Endurance Championship

Pointene udeblev - men det var godt racerløb

FIA WEC 
22/04/25 

World Endurance ChampionshipResultatet efter 6 Hours of Imola reflekterede hverken indsatsen eller mulighederne for Malthe Jakobsen og Peugeot TotalEnergies.
 


(Foto: DPPI Images)

Den thy’ske Peugeot-fabrikskører kom til Imola med ambitionen om at bringe Peugeot TotalEnergies #94-racer op blandt de ti bedste, og i de indledende træninger så det længe ud til at være et realistisk mål. Omgangstiderne nærmede sig de bedste Hypercar-biler, og på trods af ikke at have fået fuldt udbytte af kvalifikationen var målet tydeligt, da søndagens seks timers-løb startede.

Undervejs var trioen Jakobsen, Vandoorne og Duval godt på vej til at indløse ambitionen om en top 10-placering, men efter den sidste pitstoprunde var 94-bilen faldet fra ottendepladsen til en ærgerlig 14. plads.


(Foto: DPPI Images)

“Resultatet er skuffende, især når jeg ser på hvad vi ellers opnåede i løbet. Der var masser af gode muligheder, og vi kørte et stærkt løb derude, hvor jeg selv havde gode kampe med Porsche, Cadillac og sagtens kunne hænge på Toyotaen også”, siger Malthe Jakobsen, der som forventet også fik masser af værdifulde erfaringer med Peugeot 9X8-raceren på den snævre, klassiske racerbane:

“Det var et super fedt løb, hvor der virkelig skulle fokuseres når jeg skulle forbi GT-bilerne, for der er godt nok ikke meget plads at overhale på. Så det har bestemt været en sjov og lærerig weekend for mig igen, og jeg føler at jeg vokser med opgaven hver gang, jeg er i bilen.”


(Foto: DPPI Images)

Om bare tre uger er Malthe Jakobsen og Peugeot TotalEnergies tilbage på banen, når tredje afdeling af FIA World Endurance Championship køres på Spa-Francorchamps den 10. maj. Løbet markerer også det sidste løb på kalenderen før årets højdepunkt; 24 timers-løbet på Le Mans i juni måned:

“Vi skal bare op på hesten igen og fortsætte det hårde arbejde frem mod Spa-Francorchamps. Vi har alle elementerne, der skal til for at levere et godt resultat. Nu skal de sættes sammen, for så er jeg ikke i tvivl om, at vi kommer stærkt frem til Le Mans og kan levere et godt resultat for vores hjemmepublikum - og ikke mindst de danske fans”, siger Malthe Jakobsen.

Jakobsen Motorsport

Kim Gripping

Læs mere om:
  • Malthe Jakobsen
  • Imola
  • 20/04/25 - Imola - FIA WEC - FIA VM
  •