Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rally Sprint

Rally i Vinderup blev en kæmpe succes

Rally Sprint 
22/04/25 

Tilfredse deltagere, mange tilskuere og 82 biler til start da motorklubberne i Struer og Lemvig var sammen om at arrangere rallyløb i Vinderup.
 

Struer & Omegns Motor Sport (SOMS) stod sammen med Lemvig & Omegns Motor Sport (LOMS) 2.påskedag som arrangører af et rallyløb i Vinderups industrikvarter med deltagelse af 82 mandskaber. Deltagerne var en blanding af lokale rallymandskaber og kørere langvejs fra. Således var der i år blandt andet 10 biler fra Sjælland og en enkelt hollandsk kører til start.

Hvor der de første 3 år de 2 motorklubber arrangerede var mellem 50 og 55 deltagere, så var der i år tilmeldt hele 84 mandskaber. Der var dog 2 afbud på dagen, men i alt 82 startende var deltager rekord for et rallyarrangement i Nordvestjylland.


Alex Siersbæk og Rikke Pajbjerg fra den ene af de 2 arrangørklubber, Lemvig & Omegns Motor Sport var hurtigst i klasse 3 og blev nr. 5 blandt de 82 startende.

Rally løbet var den 1. afdeling af en rally turnering der bliver kaldt MRF Dansk Rally Sprint Cup Vest. Rallyturneringen sluttes af med en landsfinale senere på året.

Det var fjerde år i træk at motorklubberne i Lemvig og Struer var gået sammen om at arrangere en afdeling og lige som de første 3 år, var det industrivejene ved Vinderup blev brugt til rally arrangement.

Hastighedsprøven var en rundstrækning på Nr. Bjertvej, Parallelvej, Industrivej og Handbjergvej i Vinderup. En rundstrækning på ca. 4 km som blev gennemkørt 4 omgange pr. heat.

Rallyet var arrangeret således at deltagerne skulle gennemkører den samme hastighedsprøve 2 gange om formiddagen. Efter middagspausen blev prøven vendt om inden den 2 gange blev kørt modsat vej rundt som om formiddagen. På den måde kom deltagerne op på samlet 32 km rallyprøve.


Thyboen Simon Berends var til start sammen med den tidligere hollandske mester i rally, Erwin Doctor i en fin historisk Ford Escort RS.

Ud fra tilbagemeldingerne fra deltagerne var rallyet en kæmpe succes. Deltagerne var meget tilfredse med banen og arrangementet i det hele taget. Alt klappede også på dagen. Kompetente officials og en tidsplan der blev fulgt er noget deltagerne sætter pris på og så var arrangørerne oven i købet heldige med vejret. Det var godt nok koldt, men regnen udeblev, og det var det vigtigste. Kulden fik en del indflydelse på selve rallyet. 14 af de 82 startende måtte udgå i løbet og for flere af dem handlede det om, at kolde dæk ikke giver optimal vejgreb, og flere af deltagerne måtte udgå fordi de bremsede for sent eller gled af vejen når der skulle svinges. Men der var kun materiel skade på de få biler, der kørte af vejen. De fleste af de 14 udgåede mandskaber udgik fordi det mekaniske ikke virkede. Således udgik det bedste lokale bud på en top 3 placering, Carsten Jensen fra Tvis, da trækakslen knækkede i mandskabets Renault Clio. Holstebro køreren havde bl.a. næsthurtigste tid i rallyets 2. heat.

Der var også mange tilskuere, der havde valgt at bruge 2. påskedagen på at se rally, og med de mange deltagere var der masser af action dagen igennem.


Som det kan ses, så var der mange tilskuere på plads til rallyet i Vinderup.

Flere af de lokale virksomheder, der sagde ja til at blive spærret inde mens rallyet blev gennemført greb chancen til at lave rallyet til en fest. Således var der indbudt gæster og ansatte ved flere af virksomhederne, og det var helt tydeligt, at rallyarrangementet var et kærkomment indslag, der gjorde firma arrangementet til noget helt særligt.

På det sportslige plan blev rallyet vundet af Kjellerup mandskabet, Kasper Halberg og Nicolai Sjørring i en Mitsubishi Evo X R4 foran Randers mandskabet, Mikkel T. Schlüter og Jonna Johnsen i en Ford Fiesta Rally 3 Evo.

Det bedste lokale resultat blev opnået af Lemvig ægteparret, Alex Siersbæk og Rikke Pajberg. Lemvig mandskabet, der kører en flot Peugeot RCZ, stod for løbets samlede 5. plads og en sejr i klasse 3.

Der var også andre lokale mandskaber der vandt deres klasse til rallyet i Vinderup. Holstebro mandskabet Jens Kr. Jensen og Svend Åge Nielsen i Peugeot 106 Kit Car vandt deres klasse. Et andet Holstebro mandskab, Kim Abildgaard og Tobias Abildgaard i en Renault Clio Rally 5 blev nr. 2 af de 15 deltager i klasse 7.


Jens Kr. Jensen og Svend Aage Nielsen, Holstebro Auto Sport blev bedre for hvert heat og var atter en gang hurtigst i klasse 5.

Henning Kristensen fra Lemvig deltog som 2. kører for Randers køreren Rene J. Odderup og i en Renault Clio 1,6 16V vandt de klasse 10.

Løbsleder Niels Holst fra Struer og Omegns Motor Sport kunne efter arrangementet se tilbage på et arrangement, der klappede. "Vi har en stor stab af frivillige, med tilknytning til de 2 arrangerende klubber og uden dem var det ikke muligt at stable så stort et arrangement på benene. Samtidig vil jeg også fremhæve vores samarbejde med lodsejerne i Industrikvarteret. De var alle sammen meget samarbejdsvillige og lånte både udstyr og materiel ud til os" fortæller løbslederen.

"Vi ved godt, at når vi har et rally så er der så mange sikkerhedsforanstaltninger, der skal være på plads, der gør, at virksomhedsejerne ikke kan komme frem og tilbage til deres virksomhed under rallyet, men det har ikke været en barriere, tværtimod så var de klar med hjælp og løsninger, hvis vi stødte ind i et problem. Allerede under oprydningen efter rallyet blev vi kontaktet af lokale virksomheder, som håber at rallyet i Vinderup fortsat kan blive en årlig tilbagevendende begivenhed, det lover godt, hvis vi beslutter os for at gentage arrangementet, det har i hvert tilfælde ikke været opbakningen fra Vinderup, der har manglet" slutter løbslederen.

Nu skal de to klubber evaluere arrangementet og lige nu er der en stor sandsynlighed for at der bliver en gentagelse i de kommende år.

Struer & Omegns Motor Sport
Jørn Mørup, Formand


Læs mere om:
  • Vinderup
  • 21/04/25 - Vinderup - Rally Sprint
  •