Selvom Christian kun er 17 år gammel, har han allerede opnået en vis erfaring i racerbil gennem to sæsoner i Super 2L Danmark, som han også fortsætter med at køre i år. Dog er det unge racertalent fra Lyngby klar til at udfordre sig selv yderligere, så han kan udvikle sit talent. Denne weekend bliver han sat på prøve i sit allerførste prototype-løb i en Nova NP02-racer med V8 motor og cirka 450 hestekræfter.
“Det er en stor omvæltning for mig, fordi der sker så mange nye ting på én gang. Det er første gang, jeg kører i en prototype-racer, og den har langt mere power end Super 2L’en, som jeg er vant til køre i hjemme i Danmark,” siger Christian Dannemand Jørgensen inden sit første prototype-løb
Ultimate Cup er en international langdistanceserie, der køres på nogle af Europas største racerbaner, og første afdeling finder sted i Frankrig på ikoniske Circuit Paul Ricard, hvor hele 22 biler er til start.
“I og med, at alt er meget nyt for mig den her weekend, handler det ikke om at sætte tårnhøje ambitioner - det vigtigste er at lære så meget som muligt og hele tiden have fokus på konstant udvikling,” siger Christian, som har brugt de seneste dage på at lære både bil og bane at kende.
Christian Dannemand Jørgensen kører løbet for det konkurrencedygtige team, Racing Spirit of Léman, der blandt andet også er på gridden til European Le Mans Series. Christian skal dele bil med Sacha Clavadetscher fra Schweiz og franskmanden Fred Lacore i det firetimers intensive endurance-løb, og han glæder sig til for første gang at skulle dele bil med to andre.
“Jeg tror, det bliver rigtig sjovt at dele bil med to andre for første gang. Strategimæssigt er det lidt noget andet under et løb, og særligt under et langdistanceøb, da jeg plejer at køre korte sprintløb. Så det bliver bliver super spændende,” siger den unge racerkører.
Første afdeling af Ultimate Cup European Series køres denne lørdag d. 29. kl. 19 over fire timer. Se løbet live på YouTube.
youtube.com/@ultimatecuptv/streams
Amandi Communications
Læs mere om: Christian Dannemand JørgensenPaul Ricard30/03/25 - Paul Ricard - Ultimate Cup Series |