Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

F1 Academy

Suveræn sæsonstart for Alba: Bedste rookie i F1 Academy

F1 Academy 
24/03/25 

Den 16-årige dansker sluttede lige uden for podiet og som bedste rookie i første afdeling af F1 Academy, der blev afviklet i forbindelse med Kinas Formel 1 Grand Prix i Shanghai.
 


(Foto: MP Motorsport)

Over al forventning! Så enkelt kan Alba Hurup Larsens debutweekend i F1 Academy på Shanghai International Circuit opsummeres. Den 16-årige racerkører, som er supporteret af modegiganten Tommy Hilfiger, krydsede nemlig målstregen på en imponerende fjerdeplads i begge weekendens løb – og selv om en tidsstraf i lørdagens ræs sendte Alba ned på en syvendeplads, sluttede danskeren alligevel weekenden som bedst placerede rookie og ligger nu på en foreløbig femteplads i det benhårde mesterskab for kvindelige kørere.


(Foto: MP Motorsport)

– Det er en fantastisk start på sæsonen og en start, som i dén grad overstiger vores forventninger. Jeg vil gerne sige kæmpe tak til hele holdet hos MP Racing, som gav mig en stærk bil denne weekend, og til Tommy Hilfiger, som har gjort det muligt for mig at stille op og vise mit værd i F1 Academy. Det har på alle måder været en overvældende weekend i Shanghai, hvor både teamet og de mange, mange fans har taget godt imod os, lyder det fra Alba Hurup Larsen.


(Foto: MP Motorsport)

Alba Hurup Larsen lagde allerede fredag stærkt ud med at sikre tredjebedste tid i kvalifikationen, hvilket gav en startposition som nummer seks i weekendens første løb lørdag, hvor de otte hurtigste fra kvalifikationen starter i omvendt rækkefølge. Danskeren kæmpede sig godt op gennem feltet og sluttede lige uden for podiet, men måtte derefter indkassere en tidsstraf og aflevere tre placeringer efter nærkontakt med en konkurrent kort før mål.


(Foto: MP Motorsport)

I weekendens andet og vigtigste ræs – hvor der tildeles mere end dobbelt så mange point til de hurtigste kørere – startede Alba fra tredje position og dermed lige bag ældre og mere erfarne kørere. I pole position var for eksempel den 20-årige spansk-belgisk-hollandske Ferrari Academy-kører Maya Weug, mens 21-årige franske Doriane Pin, som har et Ferrari Challenge-mesterskab og både GT- og LMP2-deltagelser i VM for sportsvogne bag sig, startede toer.


(Foto: MP Motorsport)

En kølig Alba holdt dog stilen og forsvarede sin tredjeplads helt frem til niende omgang af det 11 omgange lange løb, hvor danskeren imidlertid blev overhalet af den 20-årige amerikanske tidligere F1 Academy-løbsvinder Chloe Chambers.


(Foto: MP Motorsport)

– Det var et godt ræs. Ærgerligt at miste et potentielt podie lige dér, men det ændrer ikke på vores begejstring for weekenden. Jeg er oppe imod nogle hårde konkurrenter, som har flere års erfaring i racerbiler, og de helt store resultater skal nok komme. Jeg er meget tilfreds, og jeg ser frem til at komme tilbage i raceren igen, siger Alba Hurup Larsen.


(Foto: MP Motorsport)

Anden afdeling af F1 Academy 2025 afvikles i forbindelse med Saudi-Arabiens Formel 1 Grand Prix i Jeddah den 18.-20. april.


(Foto: MP Motorsport)

Se mesterskabsstillingen i F1 Academy.

Se eller gense highlights fra løb 1 på Youtube

Se eller gense highlights fra løb 2 på Youtube

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj

Læs mere om:
  • Alba Hurup Larsen
  • Shanghai
  • 23/03/25 - Shanghai - F1 Academy
  •