Michael Christensens Porsche 963 var bedst placerede Porsche da starten til det 10 timer lange løb gik fredag ved middagstid. Men en startplacering som nummer 11 ud af 18 hypercars var langt fra, hvad Porsche og Michael Christensen havde forventet.
Efter kun en halv times kørsel, blev Christensens Porsche ramt af en punktering og røg ned som nummer 18 og sidst og ude af pitstop sekvens med de øvrige teams. Endnu en punktering og et problem med et hjulophæng senere i løbet, sendte bilen en omgang bagud, men ved en genstart af løbet fik Michael Christensen bragt bilen tilbage på omgangshøjde.
 (Foto: Porsche)
Der skulle kæmpes hårdt for at komme i top ti og få VM point og i løbets sidste timer var Michael Christensen involveret i en hård duel med Loic Duval i Peugeot.
Christensen var tæt på at blive kørt af banen et par gange, men bevarede hovedet koldt og kom forbi. Michael Christensen, der er kendt for at kunne passe rigtig godt på dækkene, måtte til sidst erkende at dækkene var brugt og han ikke kunne indhente løbets anden Peugeot og fokus blev at bringe Porschen hjem på den sidste pointgivende position som nummer ti.
Ferrari dominerede løbet fra start til slut. De tre Ferrarier var i kontrol og trods afkørsler og straffe undervejs, kunne intet stoppe de to fabriksbiler og den privatanmeldte Ferrari fra at slutte et, to og tre. Dansk Nicklas Nielsen sad i den vindende Ferrari.
"Det er det hårdeste, jeg nogensinde har kæmpet for at få to point" fortalte Michael Christensen efter løbet. "Det var absolut ikke det nemmeste løb i verden. Vi blev ramt af to punkteringer, der sattte os bagud og da vi endelig var ved at kunne blande os igen, grundet et par safetycars, begyndte vi at få et problem med bilen.
Det kostede en tur i pit, hvor vi kunne konstatere en del på hjulophænget var defekt og den fik vi skiftet. Det kostede en omgang og da jeg lå lige bag den førende Ferrari ved en restart, var det vigtigt, at komme forbi og tilbage på omgangshøjde. Det viste sig at være en vigtig overhaling for os, men der var fortsat lang vej til pointene.
Jeg kom i duel med Duval i Peugeot og det var ok til at starte med, men efterhånden gik det efter min mening over stregen. Det er fint man presser og kæmper for sin placering, men vi skal også kunne komme ud af en duel med en hel bil og uden at være sendt i autoværnet. Jeg blev decideret skubbet og kørt af banen et par gange og det var kun held, der ikke skete mere.
Det var en god fight til at starte med, men han var åbenbart meget desperat for at holde sin placering, men i sidste ende kom jeg forbi. Jeg ville gerne have gjort arbejdet færdigt, ved at fange Peugeoten på niendepladsen, men mine dæk var smadret, så vi fik det bedste resultat vi kunne få, sådan som løbet udviklede sig for os.
Vi havde ikke farten til at være med i toppen, men vi troede vi kunne gøre noget med strategien, men sådan blev det ikke. Det er ikke tilfredsstillende, men vi kigger fremad."
Løbskalender FIA WEC 2025
2: 20. april, Italien, & Hours of Imola
3: 10. maj, Belgien, 6 Hours of Spa
4: 14.-15. juni Frankrig, Le Mans 24 timer
5: 13. juli, Brasilien, 6 Hours of Sao Paulo
6: 7. september, USA, COTA
7: 28. september, Japan, 6 Hours of Fuji
8: 8. november, Bahrain, 8 Hours of Bahrain
Michael Christensen Press Jan Kaiser Læs mere om: Michael Klitgaard ChristensenLusail Circuit28/02/25 - Lusail Circuit - FIA WEC - FIA VM |