Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

World Endurance Championship

Michael Christensens VM-sæson starter på fredag

FIA WEC 
25/02/25 

World Endurance ChampionshipMichael Christensen stiller igen til start som fabrikskører for Porsche, når første afdeling af VM for sportsvogne afvikles over ti timer i Qatar. Michael Christensen og resten af verdenseliten indenfor sportsvognsracing er klar til en anderledes sæsonstart, da første afdeling af FIA WEC, for at undgå sammenfald med ramadanen, afvikles på fredag.
 

Sæsonen i år er Michael Christensens 14. sæson som Porsche kører. Sammen med Porsche har Christensen vundet alle de største klassikere i sportsvognsracing 24 timers Le Mans, 24 timers Daytona, 24 timers Spa, 24 timers Nürburgring og 12 timers Sebring og i 2018/19 vandt han VM for sportsvognskørere i GT-klassen.


(Foto: Porsche)

Igen i år stiller Michael Christensen til start i den hurtigste klasse Hypercar. Her kører han Porsche 963 med startnummer 5 sammen med de to franskmænd Julien Andlauer og Mathieu Jaminet. Hypercar-klassen fortsætter den gyldne æra med deltagelse af mange af de helt store bilfabrikanter. 18 biler stiller til start i Hypercar-klassen og Porsche får stærk konkurrence fra Toyota, Ferrari, BMW, Peugeot, Cadillac, Alpine og Aston Martin. Blandt de 18 hypercars er intet mindre end seks danske racerkørere til start. Michael Christensens ven siden barndommen, den tidligere Formel 1 kører Kevin Magnussen, stiller til start for BMW, Nicklas Nielsen er igen at finde hos Ferrari, Mikkel Jensen har fået selskab af Malthe Jakobsen hos Peugeot og Marco Sørensen stiller til start i den nye Aston Martin. Feltet tæller desuden 18 biler i LMGT3-klassen.

"Det er altid svært, at spå om magtforholdet inden første løb, men jeg er sikker på, at vi endnu en gang kommer til at opleve et meget stærkt felt" fortæller Michael Christensen. "Det bliver på ingen måde nemt at vinde, men hverken jeg eller Porsche stiller til start for bare at være med. Vi kører for at vinde, så det er selvfølgelig ambitionen. Sidste år var det som om, at al modgang ramte vores bil og selvom man ikke kan gardere sig imod det, så tror jeg ikke, vi kan være lige så uheldige som sidste år. Så vi skal bare sikre, at vi eksekverer perfekt i hvert løb. Det kommer til at være de små marginaler, der bliver afgørende, så vi skal være skarpe som kørere og som team. Og med et team som Porsche, så er jeg sikker på, at vi også kommer til at være godt forberedte og er klare til at træffe de svære og hurtige beslutninger undervejs".

Om mulighederne ved første afdeling i Qatar siger Michael Christensen. "Dækkene kommer til at have stor betydning under løbet. Banen er utrolig hård ved dækkene og man opnår meget hurtigt graining (hvor gummiet bygger op i "pølser" på dækfladen - red.), hvilket med det samme giver langsomme omgangstider. Så det gælder om at finde en opsætning, hvor vi kan få dækkene til at virke optimalt, både i varmen om dagen og når temperaturen falder betydeligt inden midnat (lokal tid - red.). Så jeg tror at en stor faktor kommer til at være, hvordan vi bruger dækkene og hvor gode vi er til at undgå graining. En lille fejl eller et pitsop ude af sekvens kommer til at få stor betydning med så stort et felt".

Tidsskema for 1. afdeling af FIA WEC/Qatar 1.812 km.
(dansk tid)

Onsdag den 26. februar
9.30-11.00 Free practice 1
14.50-16.20 Free practice 2

Torsdag den 27. februar
10.00-11.00 Free practice 3
15.40-15.52 Kvalifikation Hypercar
16.00-18.10 Kvalifikation Hyperpole Hypercar (de 10 hurtigste)

Fredag den 28. februar
12.00-22.00 Race Qatar 1.812 km.
 

Danske kørere i FIA WEC Hypercar
Porsche 963 #5 Michael Christensen
BMW M Hybrid #15 Kevin Magnussen
Ferrari 499P #50 Nicklas Nielsen
Peugeot 9X8 #93 Mikkel Jensen
Peugeot 9X8 #94 Malthe Jakobsen
Aston Martin Valkyrie #009 Marco Sørensen
 

Pointfordeling i FIA WEC
I kvalifikation gives point til Pole Position: 1
Ved 6 timers løb gives point til top ti: 25-18-15-12-10-8-6-4-2-1
Ved 8-10 timers løb (+1.812 km.) gives point til top ti: 38-27-23-18-15-12-9-6-3-2
Ved 24 timers Le Mans gives point til top ti: 50-36-30-24-20-16-12-8-4-2

Antal dæk til rådighed
Ved 6 timers løb: 18 dæk
Ved 8-10 timers løb: 26 dæk
Ved 24 timers Le Mans: 32 dæk

Løbskalender 2025
1: 28. februar, Qatar, Qatar 1.812 km.
2: 20. april, Italien, & Hours of Imola
3: 10. maj, Belgien, 6 Hours of Spa
4: 14.-15. juni Frankrig, Le Mans 24 timer
5: 13. juli, Brasilien, 6 Hours of Sao Paulo
6: 7. september, USA, COTA
7: 28. september, Japan, 6 Hours of Fuji
8: 8. november, Bahrain, 8 Hours of Bahrain

Michael Christensen Press

Jan Kaiser

Læs mere om:
  • Michael Klitgaard Christensen
  • Lusail Circuit
  • 28/02/25 - Lusail Circuit - FIA WEC - FIA VM
  •