Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Super GT Danmark

Night Race-vinder: ”Jeg skal være med i den skarpe ende.”

Super GT
Danmark 

20/02/25 

Super GT Danmark16-årige Emil Østergaard gør klar til sin anden sæson som racerkører
For ti måneder siden kørte Emil Østergaard, Charlottenlund, sit første løb på en racerbane. Debutsæsonen udløste en sejr i årets største løb – Night Race på Padborg Park – og nu er den 16-årige skoleelev klar til sin anden sæson bag rattet af en racerbil, hvor han starter i Selected Car Group Super GT Danmark.
 

Gennem 2024-sæsonen oplevede debutanten en stor personlig forvandling. ”Da jeg kørte åbningsløbet på Padborg Park, var jeg sim-raceren Emil. Da jeg i efteråret kørte finalen, var jeg racerkøreren Emil, som også deltog i sim-race ved siden af,” siger den 16-årige skoleelev.


I sit debutår lærte Emil Østergaard meget - og vandt også årets største løb.
(Foto: Stumpphoto)

To år i en simulator var hans forberedelse til debutsæsonen, hvor han kunne overføre mange af sine erfaringer fra den virtuelle til den virkelig verden.

”Speederinput og styring var præcis det samme, men bremserne var helt anderledes, fordi Super GT-bilerne har en stiv bagaksel,” fortæller Emil Østergaard. Men der var andre udfordringer for ham. ”Du bliver ikke skræmt, når du sidder ved din skærm, men det er noget andet, når du rent fysisk sidder i et felt med 20 andre kørere omkring dig på vej ned mod første sving. Og så er der varmen i bilen. Det kom bag på mig, for de første gange følte jeg ikke, at jeg kunne trække vejret…”

Emil Østergaard indrømmer også, at han i de første løb i sin racerbil var lidt for pæn ved den.

”Jeg har en mekanisk empati … jeg syntes, at det var synd, at den skulle tvinges ind over banens curbs, for så kunne den gå i stykker. Det tog mig lidt tid at erkende, at racerbilen var et værktøj, der skulle bruges, og at den ikke bare skulle se flot ud,” erkender han.

Af en kører at være, som hverken havde kørt løb i karting eller formelbiler, havde Emil Østergaard en fantastisk debutsæson. Han vandt således det prestigefyldte Night Race i den racerbil, som alle andre i Selected Car Group Super GT skal bruge i år.


Ved sidste års Night Race kom Emil Østergaard virkelig til at spille en hovedrolle.
(Foto: Stumpphoto)

”Jeg er så stolt og glad over, at det lykkedes mig at vinde Night Race-finalen,” siger teenageren. ”Til et af de indledende heat startede jeg foran Frederik Valdemar Schrøder (senere mester, red.). Da jeg kunne køre fra ham, var jeg vildt glad. Kampen med Frederik var bare den bedste, jeg havde i min debutsæson.”

Nu gælder det så 2025. Her bliver Emil Østergaard atter teamkammerat med en anden teenager, Christian Dannemand, Lyngby, men nu i BAR Racing.

”Min debutsæson har sat ekstra pres på mig selv, men i 2025 kommer der også en række erfarne kørere, som vi skal konkurrere med,” siger Emil Østergaard. ”Jeg ved ikke, hvor jeg ligger i forhold til dem, men jeg vil være med i den skarpe ende igen.”

Selected Car Group Super GT Danmark

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Emil Østergaard
  • Padborg Park
  • 27/04/25 - Padborg Park - Super GT Danmark
  •