Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Asian Le Mans Series

Malthe Jakobsen og Algarve Pro Racing i mesterskabsføring efter Dubai-succes

Asian
LMS 

09/02/25 

En besværlig optakt kunne ikke stoppe den thy’ske racerkører og hans team i weekendens dobbeltafdeling af Asian Le Mans Series.
 


(Foto: Algarve Pro Racing)

Med en sejr i lørdagens løb og en femteplads søndag har thyboen og det portugisiske team bragt sig i front af det asiatiske mesterskab. Weekendens flotte resultater er dog ikke kommet uden en vis mængde arbejde fra både kørere og teamet bag:

- Mit fly fra Portugal, hvor jeg arbejdede med Peugeot TotalEnergies, blev aflyst, så jeg nåede kun lige med nød og næppe at komme frem til banen natten til lørdag. Det betød, at jeg kun havde kørt en enkelt omgang i kvalifikationen før jeg kom i bilen under løbet med 75 minutter tilbage, siger Malthe Jakobsen, der dog kunne bruge sine erfaringer til sammen med Michael Jensen og Valerio Rinicella at bringe bilen til sejr i løbet af de fire timer.


(Foto: Algarve Pro Racing)

Søndagens løb bød på nye udfordringer; denne gang i form af en let skadet bil da Malthes italienske teamkammerat kom i karambolage med en konkurrent og fik beskadiget bilens diveplane. Det kunne danskeren tydeligt mærke da han kom i bilen som sidste mand:

- Uden diveplanet er der ikke den rigtige mængde downforce på forhjulene, så jeg manglede vejgreb og samtidig blev dækkene slidt meget hurtigere end konkurrenternes. Det var ikke realistisk at køre med om sejren, men vi fik bilen i mål og endda på femtepladsen, og det er vi rigtig godt tilfredse med efter omstændighederne, siger Malthe Jakobsen, som kan nyde to fridage i ørkenstaten, før næste weekend byder på de to sidste afdelinger af Asian Le Mans Series:


(Foto: Algarve Pro Racing)

- Det har været en fed weekend, og selvom vi helt sikkert havde sat næsen op efter mere efter lørdagens sejr, så tror jeg på at vi kommer til at fuldføre missionen om endnu et mesterskab i næste weekend. APR-teamet leverer en fejlfri bil hver gang, og både Michael og Valerio gør et virkelig stærkt stykke arbejde bag rattet. Det er en kæmpe fornøjelse at køre sammen med de her mennesker, siger Malthe Jakobsen.

Finaleweekenden i Asian Le Mans Series afvikles på Yas Marina Circuit i Abu Dhabi. Løbene køres henholdsvis lørdag og søndag fra klokken 12.00 dansk tid.

Jakobsen Motorsport

Kim Gripping

Læs mere om:
  • Malthe Jakobsen
  • Dubai Autodrome
  • 08/02/25 - Dubai Autodrome - Asian LMS
  • 09/02/25 - Dubai Autodrome - Asian LMS
  •