M Racing har i de seneste år været et af de mest toneangivende teams i Daarbak redoffice Legend Car Cuppen, og når den 17. sæson skydes i gang på Padborg Park den 27. april, stiller man atter op med fem biler i det store felt.
”Joachim Lee Holmstoel vandt sidste år mesterskabet, og han har også valgt at forsvare titlen hos M Racing,” fortæller teamejer Bjarke Madsen. ”Samtidig tager Mirza Ahmetagic endnu en sæson i én af vores biler, så vi må sige, at vi står med to gode esser på hånden.”
 Sidste år var M Racing med helt fremme med Joachim Lee Holmstoel (18) og Mirza Ahmetagic (133), og det satser man også på at være i årets Daarbak redoffice Legend Car Cup. (Foto: Stumpphoto)
Mens Joachim Lee Holmstoel, Silkeborg, og Mirza Ahmetagic, Randers, har henholdsvis seks og otte år bag sig i klassen, så er M Racings tre øvrige kørere alle sammen debutanter, når det kommer til løb i racerbilerne i 5/8-dels størrelse.
”Den ene er Kerian Lopez, som kommer fra Billund, hvor han har kørt en masse på Vandel Gokart Bane, og sidste år var han med i den nye indendørs turnering i karting, som DASU arrangerede,” siger Bjarke Madsen. ”Men det bliver første gang, at han skal køre race i en bil.”
”Vores to sidste debutanter er Kasper og Sebastian Vej. Ligesom teamet kommer de også fra Ringkøbing, men vi kender dem også fra kartingsporten. I de sidste 3-4 år har vi hjulpet dem sparring i kartingsporten, og da de to brødre gerne ville videre, hjalp jeg deres far Jørgen med at finde to biler til den kommende sæson. Og de stiller så op som en del af M Racing.”
Udover at indsætte fem biler i Daarbak redoffice Legend Car Cuppen stiller M Racing også med to biler i Selected Car Group Super GT-klassen.
”Magnus Madsen skal køre den ene af de to biler, mens vi endnu ikke har fundet en chauffør til vores anden Super GT-racer,” siger Bjarke Madsen.
Magnus Madsen – som tidligere kørte to Legend-titler hjem til M Racing – vandt tre løb sidste år i den racerbil, som alle i år skal anvende i Super GT-klassen.
”Vi har nu arbejdet med de nye Super GT-biler i to sæsoner, og jeg føler, at vi har fået et rigtig godt kendskab til dem, som vi kan bruge i 2025. Vi kommer til at møde mange flere konkurrenter i klassen, men der er mange af dem, som ikke kender racerbilen så godt, som vi gør, og her tror jeg, at vi har en klar fordel i M Racing.”
Daarbak redoffice Legend Car Cup Læs mere om: Joachim Lee HolmstoelMagnus MadsenMirza AhmetagicM Racing |