Mere konkurrence for alle med ny TCR Denmark AM-klasse |
TCR Denmark 14/01/25
|
|
En ny AM-klasse afløser Trofeo og sikrer fair og høj konkurrence blandt alle kørere i feltet uanset alder. |
|
Indtil nu har alle kørere under 40 år automatisk været regnet som værende PRO-kørere og har dermed kun været i konkurrence med landets dygtigste kørere i toppen af feltet. Introduktionen af AM-klassen skal gøre op med dén udfordring, forklarer bestyrelsesformand i TCR Denmark, Bent Dyhre Hansen:
- Vi har nogle af Danmarks ubetinget bedste racerkørere i TCR Denmark, men der skal også være noget at konkurrere om for de kørere, som fortsat udvikler sig. Ved at fjerne den aldersbetingede Trofeo-klasse og lave en resultatbaseret AM-klasse er det vores forventning, at vi får meget mere action midt i feltet, siger Bent Dyhre Hansen.
(Foto: Stump)
Forudsætningerne for at blive kategoriseret som enten PRO eller AM-kører er forsøgt gjort så simpelt som muligt, men med et fokus på at sikre en sportslig retfærdig, men hård konkurrence i hele feltet. Derfor er inddelingen lavet med udgangspunkt i kørerens resultater, FIA klassificering samt TCR World Driver Ranking.
Det er promotoren, der ultimativt afgør en kørers klassificering, men ud fra følgende kriterier for at gøre det så objektivt og resultatbaseret som muligt:
TCR Denmark PRO:
Kørere med en FIA-klassificering som sølv, guld eller platin
Kørere, der har opnået en samlet top-5 placering i TCR Denmark, Super-GT V6 eller i et mesterskab i udlandet med et tilsvarende eller højere sportsligt niveau
Kørere, der er placeret i top-100 på TCR World Driver Ranking ved udgangen af det forgangne kalenderår
Kørere, der deltager i U25-mesterskabet.
TCR Denmark AM:
Kørere, der er over 25 år
Kørere uden FIA klassificering eller har en FIA klassificering som bronze
Køres der i en Gen-1 bil eller en bil med DSG gearkasse deltager man i udgangspunktet i AM, med mindre man har en FIA-klassificering som sølv, guld eller platin.
Promotoren kan dispensere fra ovenstående kriterier.
Trofeo-mesterskabet og Gen-1 mesterskabet udgår således.
Alle kørere kæmper fortsat med om det samlede (PRO) mesterskab, ligesom både U25- og Team-mesterskaberne fortsætter uændret.
Foto: Stump
TCR Denmark |
|
| |