Hæderstegnet i guld tildeles personer, der gennem en lang årrække har ydet en helt ekstraordinær indsats som leder på landsplan eller gennem internationalt arbejde.
(Foto: Bjarne Andersen)
Torben Lund var indstillet af Aarhus Automobil Sport med følgende motivering:
– – –
AAS vil hermed gerne indstille Torben Lund til DASU hæderstegn i guld, fordi han gennem sin tid som tidtager løbende har sat nye standarder for resultatformidlingen og detaljeringsgraden i et sådant omfang, at alle i asfaltbanesporten i dag tager den for givet.
Torben har i mere end 45 år virket som tidtagerchef ved asfaltbaneløb. Indledningsvist ganske vist som beregnerchef, dengang der var både en tidtager- og beregnerchef, men efter indførelsen af elektronisk tidtagning som eneste tidtagerchef.
Torbens indsats har været banebrydende for tidtagning ved asfaltbaneløb. Dansk asfaltbanesport har i årene med Torben som tidtagerchef leveret tidtagning og resultatformidling på et meget højt niveau, selv målt med international målestok. Torbens baggrund som elektronikmekaniker medførte, at han allerede først i 1980´erne indførte edb i tidtagningen, og dermed overgik tidtagning til elektronisk tidtagning. Med eget udviklet software og hjemmebygget hardware blev tidtagning til danske asfaltbaneløb med ét langt mere præcist, retvisende og effektivt end det havde været tidligere. Udover førnævnte medførte Torbens introduktion af elektronisk tidtagning også at tidtagning kunne udføres med langt færre personer, og ikke mindst sikrede det også en bedre løbsafvikling. Overgangen til elektronisk tidtagning medførte at den efterfølgende beregning og resultatformidling kunne ske samtidig med næste heat blev kørt. Man skulle ikke længere, som hidtil, afvente resultatberegning efter en tidtagning/heat førend det næste kunne starte.
Torbens tidtagningssystem anvendes ikke blot på Jyllands-Ringen, men også på Padborg Park og Ring Djursland og ved Copenhagen Historic Grand Prix. Derudover har Torbens tidtagnings system også været anvendt ved de ene byløb i Aalborg (1996) og Roskilde (2015), ved Classic Race Aarhus og på Sturup Raceway, indtil banen fik etableret sit eget system. Torbens tidtagningssystem er også blevet efterspurgt, når der har været afviklet baneløb i Sverige og Norge. En årrække blev Torbens tidtagningssystem også anvendt ved rally arrangementer, typisk ved rundbaner og prøver med kort afstand mellem start og mål.
Da TV2 på dels sin hovedkanal, dels på Zulu-kanalen i 2001 begyndte at sende live fra de danske asfaltbaner, var grafik med resultater og den øjeblikkelige stilling vigtig. Her fik Torben udviklet programmer, så seerne hjemme i stuerne nærmest var hurtigere opdaterede end tilskuere på banen, som skulle vente på speakernes oplæsning af resultaterne. Når TV2 og de forskellige kanaler efterfølgende efterspurgte ønsker om en grafisk præsentation af en løbsstilling eller afstanden mellem to deltagere, var Torben manden, som fik udviklet softwaren, så den sendte de rigtige resultater til TV-produktionen.
Torbens engagement for elektronisk tidtagning var også afgørende for at anvendelsen af transponder til tidtagning blev introduceret i dansk banesport allerede da systemet blev udviklet af hollandske AMB til 1995-sæsonen (firmaet har sidenhen skiftet navn til MyLaps).
Torbens indsats har betydet, at tidtagning ved danske asfaltbaneløb igennem mere end 45 år har været på det højeste niveau og af en standard der langt overgår mange internationale baner, hvilket faktisk er blevet påtalt ved flere lejligheder gennem årene. Torbens indsats bliver faktisk også endnu større når man tager den relativt begrænsede økonomi, der er til at afvikle baneløb i Danmark ift. de internationale banearrangementer i udlandet.
Torben har siden introduktionen af transpondere haft nær kontakt med producenten AMB/MyLaps. Denne kontakt har medført, at AMB/MyLaps ved flere lejligheder har sendt deres udviklingsingeniør til danske asfaltbane løbe, for sammen med Torben at drøfte udviklingspotentialer i elektronisk tidtagning. Flere af de forbedringer der gennem årene er kommet i AMB/MyLaps tidtagningssystem kan direkte tilbageføres til Torben. Dette er endnu et vidnesbyrd på den høje standard, Torben har leveret.
Samlet set finder vi, at Torben igennem mere end 45 år har ydet en stor og banebrydende indsats for tidtagning ved dansk asfaltbanesport, hvilket bør hædres med DASU hæderstegn i guld.
(Foto: Bjarne Andersen)
Aarhus Automobil Sport
|