Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Baner

Bier, Baner og Biodiversitet

Baner 
15/11/24 

DASU lancerer nyt initiativ for at fremme naturbevarelse og klimaansvar
Dansk Automobil Sports Union (DASU) tager endnu et skridt mod en grønnere motorsportsfremtid med lanceringen af projektet Bier, Baner og Biodiversitet i samarbejde med Vild Med Vilje, Biologiforbundet og Dansk Orienteringsforbund. Projektet skal kortlægge og styrke naturen omkring offroadbanerne og fremme friluftslivet og naturformidlingen.
 

I første omgang omfatter projektet fire baner rundt om i landet:
  • Nisseringen - Næstved Motor Klub Auto
  • Nørlundbanen - Ikast og Omegns Motorsport
  • Bolbybanen - Bornholms Motor Sport
  • Nysumbanen - Motorsport Nordjylland
  • En analyse udarbejdet af Vild med Vilje af Nørlundbanen ved Ikast afslørede et stort potentiale for at skabe unikke levesteder for dyre- og planteliv. Det vil DASU nu agere på.

    “Mange af vores offroadbaner er omgivet af fantastisk natur med alt fra vilde blomster og gamle træer til et rigt dyreliv. Med Bier, Baner & Biodiversitet ønsker vi at fremhæve og beskytte den unikke natur, som allerede er en stor del af banernes charme og karakter. Vi vil gerne gøre banearealerne til et værdsat sted i lokalområderne, som skoler og lokale borgere kan opleve både en divers natur og spændende ræs”, siger Mikkel Bøyesen, udviklingschef i DASU.


    Biodiversitet på Nørlundbanen ved Ikast.
    (Foto: Morten Alstrup)

    Når biodiversiteten på banerne er blevet kortlagt, er målet at gøre områderne mere tilgængelige for lokalsamfundet. Banerne vil ikke længere blot være et sted for motorsport, men også et område, hvor skoler kan afholde ekskursioner, og lokale kan nyde naturen, når banerne ikke bruges til motorløb. DASU vil med sine samarbejdspartnere udvikle formidlingstavler og undervisningsmateriale om naturen på de enkelte baner. Det vil også sætte skoler i spil til at bruge banernes natur som et læringsredskab for eleverne. På sigt skal modellen udbredes til alle baner i Danmark.

    “Dette projekt markerer et vigtigt skridt mod en endnu grønnere motorsport, hvor vi aktivt arbejder for at integrere miljøbevarelse i sporten. Ved at styrke biodiversiteten omkring banerne viser vi, at motorsport og natur kan sameksistere og støtte hinanden. Vores mål med dette projekt er, at det bliver et forbillede for, hvordan idrætten kan tage ansvar og værne om de naturområder, vi benytter – til glæde for både lokalsamfundet og kommende generationer af motorsportsudøvere," siger Mikkel Bøyesen, udviklingschef i DASU.

    Projektet vækker glæde hos klubberne, der ser frem til at byde lokale såvel som skoleklasser velkommen på deres naturskønne områder:

    “Vi har kunnet se, at banen er en naturperle, med det plante- og dyreliv, som vi altid har vidst er der, når vi ikke kører motorløb, for eksempel går rådyrene om morgen inde på de arealer hvor der er græs, og vi har også mange harer, det er det vi har lagt mest mærke til. Vi er positivt stemt for at åbne det mere op for offentligheden, så de kan se at det ikke kun er motorsport, vi dyrker - vi også gør noget for naturen,” fortæller Gert Nielsen, formand for Næstved Motor Klub Auto.

    Dette spejler Torben Skat Larsen, formand for Bornholms Motor Sport også:

    “Vores bane ligger tæt på skov, og en gammel grusgrav, hvor der altid har været mange vilde dyr. Vi ser frem til at se hvordan vi i fællesskab kan forandre og bruge naturen omkring Bolbybanen,” fortæller han.

    DASU har forpligtet sig til at mindske bilsportens klimabelastning og har allerede underskrevet FN’s Sports for Climate Action Framework, modtaget en trestjernet miljøakkreditering fra den internationale bilsportsorganisation FIA, og er del af Idræt for klima under Danmarks Idrætsforbund. Derudover er DASU optaget som A-medlem af Friluftsrådet.

    Bier, baner og biodiversitet er derfor endnu et led i DASUs indsats for at værne om og forbedre naturen omkring banerne, reducere motorsportens klimaaftryk, og sikre en fremtid hvor bæredygtighed og motorsport kan gå hånd i hånd. Friluftsrådet har bevilget 1.085.000 kroner til projektet, og yderligere 300.000 kr. fra Hedeselskabet.


    Læs mere om:
  • Bolbybanen
  • Nisseringen
  • Nysum
  • Nørlund
  •  



    FDM testdag