(Foto: Porsche AG)
911 GT3 har siden 1999 givet sportsvognsfans mulighed for at nyde den ultimative kombination af motorsportsgener og daglig anvendelighed. Som en markering af 25-året for den banefokuserede model lanceres den seneste udgave for første gang i to versioner samtidig: Den banefokuserede model med den karakteristiske hækvinge og en mere diskret version med Touring-pakke – begge med en 4,0-liters sekscylindret boxermotor uden trykladning. Takket være en række udstyrspakker og innovative udstyrsmuligheder kan den nye GT3 tilpasses den individuelle kundes smag og behov.
Et opdateret design
Den nye 911 GT3 – anden udgave af 992-generationen – fremstår med et opdateret og skarpere look på front- og bagende samt forbedrede aerodynamiske detaljer. En ny frontspoiler med et forfinet design samt modificerede ‘finner’ under bilen har forbedret aerodynamikken og øget downforce. Nye Matrix LED-forlygter kombinerer alle 911-modellens lysfunktioner og har således gjort det muligt at eliminere de traditionelle lygter på frontkofangeren. Dette har givet plads til større luftindtag, mens diffuseren og luftindtagene på bilens bagende samt sidepladerne på hækvingen ligeledes fremstår i et ændret design.
(Foto: Porsche AG)
Under karrosseriet finder man en undervogn, hvor flere af komponenterne er videreudviklet. De specielle bærearme i dråbeformet design, som både styrker bilens downforce og samtidig forbedrer kølingen af bremserne, kendes fra forgængeren – men for at sikre endnu mere stabilitet, selv når der bremses kraftigt ved meget høje hastigheder, har ingeniørerne reduceret bilens dyk ved blandt andet at ændre forhjulsophængets geometri. Den nye 911 GT3 kommer som standard med 255/35 ZR20- og 315/30 ZR21-dæk, som leverer forbedret greb i vådt føre, mens det også er muligt at bestille modellen med særlige banefokuserede dæk.
To versioner tilgængelige fra start
Med den nye 911 GT3 er den populære Touring-pakke – til dem, som foretrækker det enkle og tidløse 911-design uden den markante hækvinge – for første gang tilgængelig fra start. Touring-betegnelsen går tilbage til den legendariske 911 Carrera 2.7 fra 1973 og har været en fast del af GT3-programmet siden 2017 – og som noget nyt fremstår den nye version med et ’911 GT3 touring’-logo på motorhjelmen.
(Foto: Porsche AG)
Mens den almindelige 911 GT3 er udstyret med den store karakteristiske hækvinge, er den integrerede og automatiske hækvinge på Touring-udgaven forsynet med en ’Gurney-flap’, som sammen med et ændret design af finnerne under bilen sørger for den optimale aerodynamiske balance. Som noget nyt kan GT3 med Touring-pakke desuden kombineres med et praktisk bagsæde, hvilket gør denne version, som er skabt til hverdagsnydelse, endnu mere anvendelig.
“Særligt på snoede landeveje kan du tydeligt mærke, at styretøjet i den nye 911 GT3 er endnu mere fintunet end forgængeren. Samtidig skaber den hurtigt tillid, fordi den reagerer mere roligt på rattet fra centerpositionen uden at miste noget af sin skarpe og direkte respons,” lyder det om den nye 911 GT3 med Touring-pakke fra brandambassadør og tidligere rallyverdensmester Walter Röhrl.
Letvægt uden kompromiser
Letvægt er et mantra i GT3-universet, og den nye udgave byder som ventet på en række nye, vægtbesparende elementer. Det gælder for eksempel nye sølvfarvede aluminiumsfælge, som reducerer den uaffjedrede vægt med 1,5 kilo sammenlignet med forgængeren. Som ekstraudstyr fås den nye 911 GT3 desuden med magnesiumfælge, der tilsammen fjerner ni kilo fra vægtskålen, ligesom et nyt lithium-ion-starterbatteri sparer bilen for yderligere fire kilo. I sin letteste konfiguration fremstår den nye 911 GT3 med en køreklar vægt på blot 1.420 kilo.
GT3 Interiør. (Foto: Porsche AG)
GT3 Touring Interiør. (Foto: Porsche AG)
Den kendte 4,0-liters sekscylindrede boxermotor uden trykladning er videreudviklet fra forgængeren for at imødekomme de signifikant strengere emissionskrav og byder nu på to partikelfiltre og fire katalysatorer. Trods den effektive emissionsstyring er det alligevel lykkedes for Porsches motoringeniører at bevare et lydbillede, som ikke levner nogen som helst tvivl om bilens ophav og karakter.
Dertil kommer en række ændringer i selve motoren, blandt andet ændrede topstykker, flow-optimerede ventiler, optimerede oliekølere samt nye knastaksler med skarpere profiler fra 911 GT3 RS, hvilket har forbedret motorens dynamik i de høje omdrejningstal.
Mens ydelsen er uændret med 510 hestekræfter, er den nye 911 GT3 udstyret med en otte procent kortere gearing på slutdifferentialet sammenlignet med forgængeren. Dette gælder, uanset om modellen vælges med 7-trins dobbeltkoblingsgearkasse (PDK) eller 6-trins manuel gearkasse. 0-100-disciplinen klares nu på 3,4 sekunder med PDK-gearkasse og på 3,9 sekunder med manuel gearkasse.
(Foto: Porsche AG)
"Den kortere gearing er især med til at forbedre køreoplevelsen på landeveje,” lyder det fra Walter Röhrl, som suppleres af brandambassadør og tidligere fabrikskører og Le Mans-vinder for Porsche, Jörg Bergmeister: “På banen har du endnu bedre kontrol med den nye 911 GT3, fordi den leverer et bedre og mere stabilt greb, især hen over bumps og curbs, takket være den optimerede fintuning af støddæmperne. Samtidig er den mere rolig under hård nedbremsning, og samlet set giver det en mere rolig bil, som er i fin balance under alle forhold.”
Skålsæder og udstyrspakker
I kabinen kan den nye 911 GT3 som ekstraudstyr fås med nye letvægtsskålsæder i kulfiberforstærket plastik (CFRP). Sæderne har vipbar ryg og integreret airbag, elektrisk højdejustering og manuel længdejustering og kan desuden fås med sædevarme. For at gøre sæderne anvendelige til enhver lejlighed kan en del af hovedstøttens pude fjernes. Dette forbedrer ergonomien, når føreren er iført hjelm i forbindelse med banekørsel.
(Foto: Porsche AG)
Den nye 911 GT3 tilbydes med udstyrspakker, som gør det muligt for kunden at specificere bilen efter smag og behov. Én af dem er den letvægtsfokuserede Weissach-pakke, som for første gang kan kombineres med en GT3 (som ikke er en RS), og hvor elementer som krængningsstabilisator, coupling rods, tag og shear panels er skabt i CFRP, mens Race-Tex-beklædning på blandt andet instrumentbræt løfter den sportslige oplevelse i kabinen. Et sikkerhedsbur i CFRP og magnesiumfælge fås som ekstraudstyr til Weissach-pakken.
I samme ånd kan 911 GT3 med Touring-pakke fås med den puristiske Leichtbau-pakke, hvor en række elementer ligeledes er skabt i CFRP, mens magnesiumfælge og ekstra lette dørpaneler er inklusive. Er bilen udstyret med manuel gearkasse, rummer Leichtbau-pakken også den forkortede gearstang fra specialmodellen 911 S/T.
(Foto: Porsche AG)
Vælger man sin 911 GT3 med den faste hækvinge, kan Clubsport-pakken tilvælges uden merpris. Denne pakke er skabt til banekørsel og inkluderer et sikkerhedsbur i stål, sekspunktsseler i førersædet og en brandslukker monteret i kabinen. Clubsport-pakken kræver, at bilen udstyres med letvægtsskålsæder.
“Den nye 911 GT3 er blevet endnu mere ekstrem og individuel. Vi har begivet os ind i en verden af detaljer og tilført en lang række af de features, som vores kunder har efterspurgt. Dette har gjort, at GT3 nu kan specificeres endnu bedre efter kundens smag, ønsker og formål,” lyder det fra Head of GT Cars hos Porsche AG, Andreas Preuninger.
Den nye Porsche 911 GT3 og 911 GT3 med Touring-pakke kan bestilles sidst på året.
911 GT3. Forbrug: 7,2 km/l. CO2-udledning: 312 g/km. Energiklasse: G. Se mere på www.porsche.dk
911 GT3 med Touring-pakke. Forbrug: 7,2 km/l. CO2-udledning: 312 g/km. Energiklasse: G. Se mere på www.porsche.dk
Skabt til både banen og gaden: Den nye Porsche 911 GT3. (Foto: Porsche AG)
Porsche Danmark |