Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

International Motor Sports Association

Nicklas Nielsen klar til IMSA-finale på Road Atlanta

IMSA 
11/10/24 

Den danske Ferrari-kører er tilbage i det amerikanske sportsvognsmesterskab denne weekend, hvor sæsonen afgøres med et 10-timers løb på Road Atlanta.
 


(Foto: AF Corse)

De tog LMP2-sejren på Watkins Glen, og i den kommende weekend vil Nicklas Nielsen, Luis Perez Companc og Lilou Wadoux kæmpe for endnu en triumf, når det amerikanske IMSA WeatherTech SportsCar Championship afgøres på Road Atlanta, Georgia. Det dansk-argentinsk-franske trekløver fra Richard Mille AF Corse er ganske vist ikke med i titelkampen, men har som de øvrige biler i LMP2-klassen til gengæld muligheden for at tage en af kalenderens mest prestigefyldte sejre.


(Foto: AF Corse)

– Petit Le Mans er et af de løb, man gerne vil vinde. Ikke kun fordi det er sæsonfinalen, men også fordi det foregår på en bane, der virkelig kræver selvtillid. Road Atlanta er en af de helt klassiske amerikanske racerbaner. Et hurtigt layout, betonmure tæt på asfalten og dermed også hård konsekvens, hvis du ikke har styr på, hvad du laver. Du er konstant på grænsen, hvis du vil køre hurtigt, og der er ikke langt fra ’hero’ til ’zero’, lyder det fra Nicklas Nielsen.


(Foto: AF Corse)

– Men det er netop dét, som gør Petit Le Mans til en oplevelse. Og et fantastisk ræs at vinde. En af de helt store udfordringer for os bliver trafikken. Vi konkurrerer i en klasse, hvor vi skal kæmpe og komme forbi alle GT-bilerne, som er næsten lige så hurtige på langsiderne som os, og samtidig bliver vi overhalet af GTP-bilerne. Det handler om at være smart og undgå at tage chancer, kæmpe sig igennem timerne og så ellers have track position, når det lakker mod enden og bliver alvor.


(Foto: AF Corse)

Kvalifikationen til IMSA-finalen på Road Atlanta finder sted fredag den 11. oktober, og det 10 timer lange Petit Le Mans skydes i gang lørdag den 12. oktober klokken 12.10 lokal tid – det er klokken 18.10 i Danmark. Danske fans kan følge løbet live på tv på blandt andet Viaplay.

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj

Læs mere om:
  • Nicklas Nielsen
  • Road Atlanta
  • 12/10/24 - Road Atlanta - IMSA
  •