Det har foreløbig været en IMSA-sæson med både ups and downs for Mikkel Jensen, men et par triumfer – senest sejren i sekstimersløbet på Indianapolis Motor Speedway – betyder, at danskeren og teamkammerat Steven Thomas, er med i kampen om endurance-mesterskabet i LMP2-klassen, når sæsonfinalen løber af stablen på Road Atlanta den kommende weekend.
Det dansk-amerikanske makkerpar stiller op til det 10 timer lange Petit Le Mans på en delt førsteplads i Michelin Endurance Cup, som foruden løbet på Road Atlanta også omfatter sekstimersløbene på Indianapolis og Watkins Glen samt 12-timersløbet på Sebring og 24-timersløbet på Daytona. Jensen og Thomas, der får selskab af newzealandske Hunter McElrea, har til opgave at slå rivalerne fra PR1/Mathiasen Motorsport, der ligesom TDS Racing har 35 point, mens konkurrenterne fra Era Motorsport er lige i hælene med 33 point.
– Hvis det hele lykkes, er mesterskabet hjemme. Men det er nemmere sagt end gjort, for vi skal både gennem 10 benhårde timer, og Road Atlanta er kendt for at kræve sine ofre. Det er en vanvittig fed bane med masser af fart, højdeforskelle og udfordrende sving, og laver man fejl, er der afregning ved kasse ét, lyder det fra Mikkel Jensen.
– Sidste år endte vores mesterskab for eksempel i muren. Indtil da havde vi ført løbet og sat hurtigste omgangstid. Det hele kan skifte på et splitsekund, men med den fart, vi har vist gennem sæsonen tror jeg på, at vi kan vende stærkt tilbage og få revanche for 2023. Og som altid ser jeg frem til at køre et af årets helt store amerikanske klassikere, som vi naturligvis stræber efter at vinde.
Årets udgave af Petit Le Mans på Road Atlanta blev skudt i gang med de første træningssessioner torsdag den 10. oktober, mens kvalifikationen finder sted fredag den 11. oktober. Det 10 timer lange sportsvognsløb flages grønt lørdag den 12. oktober klokken 12.10 lokal tid – det er klokken 18.10 i Danmark. Danske fans kan følge løbet live på TV på blandt andet Viaplay.
Carlos Communication Nikolaj Karlshøj Læs mere om: Mikkel JensenRoad Atlanta12/10/24 - Road Atlanta - IMSA |