Formula Racing på ELMS-podiet, Theodor Jensen på Mugello-podiet, Danmarksmesterskaber til Mathias Bjerre Jakobsen og Kasper H. Jensen, DKL-mestre i Vojens & Bastian Buus i Indianapolis 8 Hour
(Foto: Xynamic)
Siden sidst
ELMS-P3 til Formula Racing
Det danske GT-team, Formula Racing, med det danske lineup bestående af Nicklas Nielsen, Conrad Laursen og Johnny Laursen kørte i weekenden en tredjeplads hjem i LMGT3-klassen i European Le Mans Series.
Løbet blev kørt på Mugello-banen i Italien, hvor Formula-Ferrarien startede firetimersløbet fra en fjerdeplads. Undervejs lå de i føring, efter Conrad Laursen kørte bilen i front fra en syvendeplads.
Efter weekendens resultat er Formula Racing tilbage i kampen om mesterskabstitlen. De ligger på nuværende tidspunkt på en ottendeplads, to point bag Michelle Gatting i Iron Dames-bilen. Gatting sluttede på en syvendeplads i weekendens løb.
Finaleløbet i European Le Mans Series køres d. 19. oktober i Portugal på Portimão-banen, Autódromo Internacional do Algarve.
Theodor Jensen på Mugello-podiet
For anden gang i år kunne Theodor Jensen indtage podiet i Michelin Le Mans Cup i LMP3-klassen. Denne gang på Mugello Circuit.
Den unge dansker kørte i weekenden femte afdeling af serien, hvor han sammen med medkøreren, Ben Stone fra England, startede løbet fra en fjerdeplads og sluttede løbet to pladser længere fremme på en andenplads.
Den kommende weekend er Jensen igen i aktion, når han kører syvende afdeling af formelserien, Eurocup-3, på Jerez-banen i Spanien.
Danmarksmesterskaber til Mathias Bjerre Jakobsen og Kasper H. Jensen
Nye Danmarksmestre blev i weekenden fundet, da DM Finalen på Jyllandsringen blev afholdt.
I Nordic 4 (Formel 4) er Mathias Bjerre Jakobsen den nye 2024-mester. Det unge talent vandt weekendens første heat og havde herefter sikret titlen som Nordic 4 Danmarksmester 2024.
I TCR Denmark tog Kasper H. Jensen mesterskabstitlen og har nu vundet mesterskabet fem gange i træk. Kasper H. vandt to ud af weekendens tre heat og slutter mesterskabet 37 point foran tyske Mike Halder.
DKL-mestre i Vojens
På Vojens Motorsport Arena blev der i weekenden kæmpet om mesterskaberne i Danish Karting League.
I KZ2-klassen løb Rasmus Haugaard med mesterskabet, ligesom han også gjorde til DIF DM tilbage i August. Haugaard vandt ligeledes finalen.
I X30 Senior blev det en DKL-mesterskabssejr til Lauritz Sachse. Valdemar Aggerholm tog finaleløbssejren.
Mika Rünitz vandt både mesterskabet og finalen i OK Junior-klassen.
Mini 60-mesterskabet gik til August Baj Dannemand. William Sterup Nielsen sejrede i finalen.
Lukas Dam tog mesterskabet i Micro 60, og Maze Posey vandt finaleløbet.
(Foto: Origine Motorsport)
Det sker
Bastian Buus i Indianapolis 8 Hour
Porsche-køreren, Bastian Buus, befinder sig i weekenden på Indianapolis Motor Speedway, hvor han kører Indianapolis 8 Hour-løbet i Intercontinental GT Challenge i Pro-Am-klassen.
Buus kører ottetimersløbet for Earl Bamber Motorsport og deler bil #61 med Adrian D’Silva fra Malaysia og Brendon Leitch fra New Zealand.