Mange af deltagerne i årets Grand Prix Super 2L har en solid ballast med sig i form af deltagelse i enten andre banesportsklasser eller i kartingsporten. Sådan er det ikke med løbsseriens seneste finalevinder, Emil Østergaard, Charlottenlund. Da han lørdag aften kunne stryge over målstregen som vinder af klassens finaleløb ved Night Race på Padborg Park, markerede det afslutningen på hans blot femte løbsweekend overhovedet.
Tre glade herrer efter finalen Night Race. Emil Østergaard (t.v.) løbsseriens hidtil yngste vinder og fik på podiet følgeskab af teamkammeraten Christian Dannemand Jørgensen (i midten), som blev treer, og Peter Hegelund (t.h.), som tog andenpladsen. (Foto: Stumpphoto)
Teenageren har selvfølgelig prøvet en gokart i ny og næ, men det har været indenfor sim-sporten, at han har hentet sin erfaring, og den har tilsyneladende været så god, at han kunne køre sig helt til tops i det, der er en af tidens mest jævnbyrdige klasser.
Emil Østergaard lagde stærkt ud med at sætte tredjebedste tid i tidtagningen. Det første heat startede han fra startposition 6, men selv om han over de første omgange satte et par pladser til, fik han til sidst kæmpet sig tilbage til sjettepladsen. I det andet heat skulle han starte treer, og her udgjorde han fyldet i den sandwich, som kæmpede om fordelingen af de tre første pladser. Flere gange pressede han den senere vinder Mads Rasmussen, Høng, men modstod også selv alle angreb fra Frederik Valdemar Schrøder, Aalborg, på tredjepladsen.
Emil Østergaard skulle starte finalen fra pole position og i første sving gik han i front. Gennem første halvdel af løbet blev han atter presset af Frederik Valdemar Schrøder, men presset forsvandt, da Peter Hegelund, Hadsten, gik til angreb på Frederik Valdemar Schrøder. Herefter kunne Emil Østergaard ikke blot vinde sin første finale med et forspring på trekvart sekund. Med en alder på 15 år og 301 dage overtog han også rekorden som yngste løbsvinder i Grand Prix Tours Super 2L efter Malte Ebdrup, som var 16 år og 249 dage, da han vandt sidste år.
Med Mads Rasmussen og Emil Østergaard som nye løbsvindere er man nu nået op på ni forskellige løbsvindere i sæsonens 15 løb. Parret har dog ingen muligheder for at komme til tops i mesterskabet, hvor Frederik Valdemar Schrøder, Peter Hegelund, og den regerende mester Jakob Steffensen, Tjele, er adskilt af 30 point inden finaleweekenden i starten af oktober.
Grand Prix Tours Super 2L Danmark
Læs mere om: Emil ØstergaardPadborg Park14/09/24 - Padborg Park - Super 2L Danmark |